Mange antager jeg er ekstrovert!

Hvis du ikke kender forskellen, kommer min oplevelse af det her:

En ekstrovert vågner med nul energi-mønter og samler energi ved at være sammen med andre.
En introvert vågner med en bunke energi-mønter og holder på energien, så der er til hele dagen.

Alt hvad jeg fortager mig arbejdsmæssigt er ekstrovert udefra set. Jeg er tit sammen med mange mennesker, jeg underviser mange mennesker, snakker med mange mennesker og står stærkt i mig selv.
Jeg elsker at arbejde med mennesker.
Jeg er stor fan af personlige rejser, udvikling, eventyr og glæde.
Dyrker relationer og har det godt med mange bolde i luften.
Som freelance underviser, er der aldrig råd til at levere 70 procent.
Det er altid all in 100 procent da jeg ofte kun er der i en periode.
Jeg elsker mit arbejdsliv. Det er farverigt, udfordrende og aldrig det samme. TAK!!

Privat er jeg super introvert. Jeg elsker at være hjemme. Jeg elsker at nusse om mit hjem. Jeg elsker at sove længe. Gåturene med min hund. Langsomme morgener med min kæreste. Ro, masser af tid og fixe ting hjemme. Jeg kan godt lide at gøre rent, skabe trygge rammer for min kærestes børn og se gode film og serier.

Når jeg har fri har jeg sjældent brug for mange mennesker. Begrebet “jo flerre jo bedre” giver mig angst. Tanken om mange sammen i private sammenhænge er tit forbundet med 2 timers angst anfald i sengen inden jeg tager afsted. Samler energi til at kunne smile og levere udover formåen. Fordi jeg er så meget på overarbejde i de situationer, bruger jeg ofte flere dage på at skælde ud på mig selv over en sætning jeg fik sagt, eller jeg ikke fik spurgt nok ind eller jeg fyldte for meget. Alt det fordi jeg har været så meget ude af mit center har jeg tit følt jeg skulle overlevere og ikke kunne trække vejret.
Ofte har jeg oplevet sætninger som “Skal du være så bøsset?” og”Du fylder godt nok meget” kastet imod mig over bordet til en familie julefrokost. Selvfølgelig uvidende om jeg kæmpede for at passe ind.
Folk tror de kan sige alt til mig, give mig deres vurdering af mig, komme med gode råd jeg ikke har bedt om uden det påvirker mig. Sandheden er det rammer helt utroligt. Så samtidig med jeg føler mig forkert og kæmper med angst som medspiller, skal jeg rumme folks vurderinger og åbne irettesættelser.

Når man skiller sig ud, bliver man nemt en skydeskive for andres kampe.

Jeg går gerne en omvej, for at undgå at spørge om jeg må komme forbi!

Jeg søger på nettet, inden jeg spørger en ekspedient om de har en vare. Eller går uden svar.

Jeg siger “undskyld” når andre går ind i mig på gaden.

Jeg har brug for en at følges med til en fest, når jeg går alene, aktiverer det flere angst anfald.

Kunne aldrig drømme om at komme til en fest eller premiere jeg ikke var inviteret til.

Social angst har boet i min krop i over 20 år.

Jeg er bange for folk udstiller mig, tvinger mig til at drikke eller danse. Eller tror min krop er et tag-selv-bord. Lyder dramatisk, det ved jeg, men ikke desto mindre baseret på erfaringer.
Fordi jeg har det job jeg har, tillader folk sig at forvente ting af mig inden jeg er kommet.
Jeg må ikke være for meget, men heller ikke for lidt.
Man skal helst drikke men ikke blive alt for fuld. Underholde men ikke tage al pladsen.
Jeg røg engang til fester og det gav mig en ro at skulle gå udenfor og ryge. Her kunne jeg trække vejret. Få snakket 1 til 1 med nogle og give og få lidt nærvær. Stille og få stillet gode spørgsmål endda snakke om følelser. Jeg elsker at snakker om følelser. Så føler jeg mig set, lyttet til og måske endda forstået.
Når jeg prøver at lege den ekstroverte leg som jeg ikke kan finde ud af, mister jeg tit mig selv og ved ikke hvad jeg føler. Når jeg mærker mine følelser kommer jeg hurtigt tilbage til mig selv og mine værdier.

Sociale planer stresser mig.

Når min kalender er fyldt af kaffe aftaler, gåturer og middage får jeg næsten åndenød.
Jeg tæller huller i min kalender og forbereder mig på hvornår jeg kan trække vejret.
Planer for mig i en weekend er ikke en fri weekend. Det føles som arbejde.
Fortiden laver jeg en forestilling hvor vi spiller 6 dage om ugen. Så jeg har en dag til at lade op i.
Det er super hårdt. Nogle gange kan jeg næsten ikke overskue min fridag, fordi den ikke kan få lov til at gøre det den skal. Er min kalender fyldt ud med andre ting, kan jeg næsten ikke se hvordan jeg kommer igennem ugen.

Oveni i alt det antager mange at jeg er ekstrovert og bare gerne vil mødes til en omgang “sug alt liv ud af Mark”. (Altså sådan føles det, når overskuddet mangler).

Jeg er en 1 til 1´er. Dvs jeg elsker at fordybe mig i snak, kloge ord om livet og om hverdagens tumlerier med 1, 2 eller max 3 samlet. De der snakke hvor alle snakker sammen, der er plads til at lytte, spørge ind og filosofere over livet. Men hvis man inviterer mig og jeg forbereder mig på en slags 1 til 1 aften, så vælter det mig helt vildt, hvis der er et andet vennepar, som jeg måske kender, men som også “lige blev inviteret med”. Jeg bruger så meget forberedelse på at dukke op til et socialt event at jeg ikke kan overskue sådan en overraskelse. For det første skal jeg om kode mit system, det tager som regel en dag. For det andet føler jeg at mit selskab ikke er nok, og føler mig fravalgt, ikke set, ikke mærket og ikke elsket. Jeg ved godt det er en følelse og ikke nødvendigvis sandheden. Men uanset er det rigtig hårdt for mig og kræver overarbejde i mit system. Hvorefter jeg går hjem og skælder mig selv ud, over ikke at kunne finde ud af det. Det tager nogle dage, derefter skal jeg sove nogle dage, for så at komme op på cyklen igen.

Hele mit liv har folk antaget jeg var noget andet end det er jeg er!

Det bebrejder jeg ikke folk for. Jeg tænker at alle gør deres bedste og mange behandler andre som de selv er. Jeg kan stadig godt, helt naivt, føle at alle har det som mig.
Derudover er det mit ansvar at fortælle hvem jeg er, til dem der skal vide det. Dem der fortjener det.
Oplever desværre en mistro fra folk omkring mig og jeg helt sikkert er ekstrovert, i følge deres vurdering. Det er der også en kærlighed i. Fordi vi nu engang, så simple som vi er, ønsker alle dem vi elsker er som os, for så ved vi hvad de har brug for.

En gang for alle, “Hej, jeg hedder Mark Agerskov, jeg er mega introvert!
og jeg elsker den side ved mig.”
At være introvert for mig betyder jeg dagligt er tvunget til at mærke efter, jeg kan nemt fordybe mig timevis i en ting. Jeg elsker mit selskab. Dit selskab kan jeg godt lide og elsker jeg dig, vil jeg arbejde for at finde plads til dig, hvis du giver plads til mine følelser, mine tanker og mit liv. Hvis du ikke antager jeg er som dig, men spørger ind til mig, mit arbejde, om det der er fedt og det der er svært. Jeg garanterer jeg vil give dig det samme tilbage. For som introvert elsker jeg at være det samme sted i lang tid.

Jeg faldt over en post forleden om at være introverte ekstrovert. Det er nok betegnelsen for min introverte tilstand. Der var 8 punkter som passer perfekt. Her er nogle af dem:

–Nogle folk tager al din energi og andre giver dig energi. (Dem der tager lytter ikke til mig, dem der giver spørger ind til mig og lærer mig at kende).

-Du elsker at være alene, men værdsætter “Godt selskab” (jeg elsker at bo sammen med min kæreste, han er det bedste selskab sammen med sine børn.)

–Du vil hellere sige hvad du tænker (Føler) end small talk (jeg er så ligeglad med at høre om cafeer, nye butikker i storcentre og andre ting der for mig, føles uvigtige. Især når man kan vælge at lytte til og støtte hinandens følelsesliv).

-Du nyder at socialisere men har altid en nødudgangs plan. (kommer jeg ind et nyt sted undersøger jeg altid først hvor udgangene er. Jeg bruger “Jeg skal tisse” til at komme ud af akavet snakke og skal have et anker blandt gæsterne. Det vil sige, en jeg kan komme til og tjekke ind hos. En der kan redde mig og jeg kan redde.
Jeg tror umiddelbart overlevelse en måned i en fremmed skov ville være nemmere for mig at planlægge. Desværre sover jeg udelukkende kun i min egen seng. Og sover jeg andre steder kræver det stor og grundig planlægning, fyldt med bekymring, angst og ubehag.)

-Du vælger folk grundigt i din sociale kalender. (At socialisere når jeg har fri koster bare for meget energi. Så vælger til folk med omhu.)

-Folk mistænker dig for at være ekstrovert. (Mit liv de sidste 45 år).

Antagelser gør mit liv svært.

Folk antager hele tiden ting om hinanden. Jeg gør det også konstant. Men jeg vælger at arbejde på ikke at gøre det.

Jeg ønsker vi bliver bedre til at spørge ind til hinanden. At vi vil lytte på hinanden. Er du i tvivl eller blot nysgerrig så spørg. Jeg elsker interesse for mit væsen og vil altid gerne fortælle.
Der er så vidunderlig meget fokus på hvor forskellige vi allesammen er. Husk det er en kæmpe gave til livet, til verdenen og til dig! Vores viden, vores verden og komfort zone bliver udvidet når vi udfordrer og udforsker den. Jeg kender folk der er over 90 år, som stadig er nysgerrige og åbne for det ukendte.

Julen for mig er kaos. Det er så hårdt ikke at passe ind. Så jeg holder ikke jul i år. Jeg trækker mig og det giver mig dybe vejrtrækninger helt ned i maven. At sige fra overfor det der er svært og kræver over arbejder er en kæmpe gave til mig selv! Jeg bruger al for meget til på at forberede mig på de svære og angst provekerende tanker, og frygter de kommentarer der giver “tømmermænd” i flere dage. Nedsættende Kommentarer om min krop, min væremåde, min seksualitet, min status og mit arbejde fra folk som ikke er tæt på, rammer alt for hårdt. Også selvom det ikke burde. Når man er ængstelig er det bare en svær oplevelse og det eneste man har brug for er et kram og “Hvordan går det med dig?” og ikke godtage “Det går godt” Men blive ved og måske spørge igen”Hvordan går det med dig? Også uden et ekstrovert filter.” Og kommer der et “Jeg har set dig” efterfølgende, ville angsten forsvinde, roen sprede sig, trygheden blive skabt og sandheden kommer frem.

Så ville den sociale angst gå væk, jeg ville føle jeg både kunne være hele mig men også vise hele mig til verdenen. Jeg ville overskue flere sociale arrangementer hvis jeg vidst jeg ville møde pladsen til at være mig, uden skam over den jeg er. Jeg kunne bruge min fritid til at se venner, når jeg ikke skal forberede kommende aftaler.

Jeg vil nok stadig elske Disney+ dage med kaffe og et varmt tæppe omkring mig. For jeg er jo stadig introvert uanset. Og det ELSKER jeg at være.

Melankolske julesange, længsel, overforbrug og regler på regler.

For andet år i træk er planen jeg ikke er single. Jimmy og jeg er ihverfald stadig meget lykkelige og lige flyttet sammen og har fået en deljig hund, Noah og alt går virkelig dejligt og helt som det skal.

Men jeg dealer med mange tanker, følelser om forventnings presset ang jul.

Faktisk har jeg valgt ikke at holde jul i år.

Chancen for du føler jeg er dramatisk og over følsom er rigtig stor. Og du har ret!
Jeg bærer mit drama, mine følelser og hele mig med stor stolthed. Det er MIG! Det er den er jeg er!
Jeg bruger det med stor succes i alle mine forskellige arbejds-opgaver.
Så hvis du er ikke orker det, lister du bare ud af denne blog. For jeg ændrer mig ikke for dig!

Som barn elskede jeg julen. Spændingen, gaverne, maden, den samlet familie, duften, smagene og varmen. Julekalendre der ikke måtte mistes. Lys der skulle brændes præcist.
Julen er børnenes fest, siger man. Og det var det for mig. Det kan jeg kun være taknemmelig for.
Det er jeg kun taknemmelig for og ville ikke ønske det anderledes.
Julestressen blev man lidt forskånet for og det var ret eventyrligt.
Men som jeg blev ældre listede stressen sig ind. Gaverne, forventningerne, klargørings kaos selve juleaftensdag. Men man landede ligesom allesammen sammen altid juleaften og det var da rigtig hyggeligt, når man var kommet sig over al det kaos.

Så blev jeg voksen.

Jeg var single.

Uden mine egne børn og give julen videre til.

Drak ikke alkohol.

Holdt ikke længere af maden.

En danser der ikke ville tage på.

Kunne ikke mere tåle laktose.

Var påhæng på andres juleaftener.

Introvert i det ekstroverte overskuds gilde.

Der begyndte julen at gøre ondt.

Jeg var hægtet af på en eller anden måde.
Når man er påhæng på andres juleaftenen, dukker der et nyt regelsæt op og alle har deres billede af en “perfekt” jul.
Nogen hader ris a la mande. Andre elsker det.
Nogle vil have gaver før vi spiser, andre mener børnene skal lære at glæde sig.
Nogle gange skal man synge om juletræet og andre gange orker man ikke.
Midt i al kaos mærkede jeg min single status.

Julesange var klistret i mit sind “Last christmas”, “Driving home for christmas”, “All I want for christmas” osv, alle sange om længsel og om at finde den eneste ene, eller man troede man havde fundet en også var de væk. Mit liv en nøddeskal. Konstant længsel og konstant ensomhed og uden en partner.

Mol nedgange til juleklokker der minder en om hvor alene man er.

Julemaden var fuld af smør og fløde og for bare nogle år siden kunne jeg kun spise hvide kartofler og kød. Jeg er ikke den store fan af julekød. Undgår gerne svinekød i min hverdag. Juleaftenen og ugerne op til er fyldt med julefrokoster med al for meget mad, kødfedt og alkohol.
For mig som gerne vil holde vægten bliver det en lille smule voldsomt. Jeg har spurgt efter en salat, eller noget grønt til maden, men der ødelagde jeg lidt jule-stemningen. For det plejer vi jo ikke! Fair nok.
Men min krop tager flere dage at komme sig over sådan et mad orgie og når man f.eks skal lave en 3 timers musical er det ret hårdt! OG NEJ! Mit arbejde er ikke min hobby. Det er det jeg lever af! Så jeg skal selvfølgelig levere 100 procent alle dage af året. Ligesom alle andre også skal. Sagt med kærlighed og lidt træt af andre der nedgør mit erherv.

Jeg tænker meget på vores natur og hvordan vi behandler den og
det vi efterlader til jeres børn og børnebørn.

Overforbrug af indpaknings papir, juletræer, gavebond, ting man køber og mad i det hele taget,
gør mig ret utryg.
Som mange siger “Det går jo nok” og det kan man jo fint sige, lige indtil “den ikke går mere”.
Jeg føler vi er så forhippet på traditioner at vi glemmer vores tilstand, hvor de kommer fra og hvordan man kan udvikle traditionerne og fælleskabet.

Jeg synes det er smukt at ville give sine jule-oplevelser videre.
Lidt ligesom vi har fået dem og holder traditionerne i live.

Hvis jeg havde børn ville jeg også ønske de skulle opleve det samme som jeg gjorde.
For det var mega lykkeligt!

Jeg prøver hvert år at lave en jule playliste, se ind i juleglæden hos de børn og unge sjæle omkring mig og samle juleglæden op. For jeg elsker konceptet i sin rene form. Jeg hænger jule lyskæder op (Undskyld natur, men det er, helt alvorligt, min måde at overleve julen på), jeg ser “Love actually” og vil så gerne møde mit indre barn i julen.

Problemet er bare at jeg altid føler mig ekstrem ensom og udenfor.

Det kan være fordi jeg er til fyrer og hægtet af de normer samfundet sætter for os.
Når man ikke får børn (hvilket er en kæmpe sorg for mig) så er der meget man skal finde sig i,
som man ikke ønsker eller har ligesom nemt adgang til, som dem der har børn.
Det hele bliver meget børne fokuseret, og styret af de små sjæle der ikke ved præcis hvad de styrer.

Hvad skal der til for en jul er god for mig??
Spørger coachen i mig.

Jeg ønsker en jul med plads til alle, hvor de er præcis som de er og skal være!
Jeg ønsker fokus på sammenhold, leg og lyst til at være der sammen allesammen.
Jeg ønsker mad, som kroppen kan forstå og bearbejde, så man de næste dage også kan trække vejret.
Jeg ønsker mindre alkohol pres og måske mere leg og fællesskab.
Jeg ønsker, som tidligere single, plads til at man også kan snakke om det at være single og det der gør ondt i hverdagen og i livet.

Jeg ved jeg ikke er den eneste der har det sådan og grunden til dette skriv, er for alle dem der kan genkende noget i dette. Ingen skal føle sig alene. Der er plads til alle! Og har du det svært i julen er der en stor chance for jeg forstår dig. Lad os stå sammen og så hvordan vi kan nyde denne super hårde tid.

Selvmordsraten er så stor, over hele verdenen, omkring julen. Lad os sammen få den ned.

Til alle dem der elsker julen. Tak fordi du stadig er her. Det er misundelses værdigt at du elsker det, der gør så ondt når jeg skal være i det. HUSK os der ikke kan lide julen, godt kan lide dig.
Det handler om os, vores følelser, vores følelsesliv, vores plads i samfundet og måske vores skuffelser i livet. Du er helt rigtig og formentlig eller forhåbentlig lige præcis der hvor du skal være.

I år kan jeg trække vejret igen. Angst anfald har næsten vist sig med tanken om jul.
Derfor holder Noah og jeg jul alene hjemme. (Inden du inviterer mig med til din jul, så læs lige min tekst igen og tak for din overvejelse). Noah og jeg skal tænde en masse julelys, se julefilm og spise måske thaimad og tørfodder. Jeg har lovet at jeg så deltager i den store jul til næste år. Får allerede ondt i maven ved tanken, men ønsker inderligt at denne ikke-jul kan redde min næste og skabe magien igen.

Se det ville for mig være et ægte jule eventyr.

For mange er det at være normal, en forsikring om man er ok.
Så følger man normen, flokken, de andre og står ikke alene.

Jeg ved ikke hvad normal betyder. Jeg ved ikke hvad det er.
Hvornår er man normal?
Hvem bestemmer om man er normal?
Hvis jeg er normal i Danmark, er jeg så også normal i resten af verdenen?

Normal er ligesom helle. Her har man fred. Her har man ly for janteloven og andres undrende blikke.

At blive valideret som normal, er på så uendelig mange punkter en kærlig accept.
Det kommer altid ud af et rent godt hjerte, fordi man ønsker den anden skal føle sig godt tilpas.

Men det er også en vurdering. En andens syn på dig.
Nogle har, som en dommer i “vild med dans” givet dig en karakter.
Måske endda en FLOT 8´er.
Fordi du er jo stadig single og har et “unormalt” liv, men du er normal nok til en flot 8´er. TILLYKKE.

Ligesom ordet “normal”, er der også ordet “perfekt”.

I vores fejlfri kultur, hvor man kan græde over et 10tal, er målet 12 kun perfekt!
Vi søger den perfekte kæreste, de perfekte børn, den perfekte krop, det perfekte arbejde
og ikke mindst det perfekte aktive liv.
På toppen af alt det søger vi det perfekte sociale liv, med de smilende perfekte billeder på alle platforme som bevidner og beviser “det perfekte liv”.
Er der noget galt, kan man bare fikse det!! NEMT! Vi skal allesammen gøres perfekte

Mange af de unge idag er så seje. Mange af dem orker ikke Facebook (Det er for de gamle), de gider tit ikke have et “perfekt” vellingende profil billede. De bestemmer selv og tør godt vise sig fra en ærlig side.
Og spørger du mig, er den skinbarlige sandhed ALTID perfekt.

Hvad der rammer idag, rammer måske ikke imorgen og det er så godt! Det er en udvikling og en rejse.

Ved dyrkelsen af alt skal være fejlfrit, normalt og perfekt overser vi muligheden for nye veje, nye muligheder og vigtigst af alt muligheden for udvikling.

Hvad vil der ske hvis vi tillader fejl?

Allerførst skal det nævnes at jeg aktivt prøver alt nedenstående, men som det menneske jeg er, er alt en proces og jeg skal aktivt minde mig om at bryde vanerne og ændre retning. Jeg tager mig selv dagligt i at lade vanen tage over, men dag for dag kommer jeg langsomt ud af vanen.

Når jeg underviser fortæller jeg tit at “Perfekt” er et bandeord i mit undervisnings rum.
Fordi så kan man næsten kun ramme ved siden af og få en ærgerlig oplevelse.

Vi skal fejle! Vi skal fejle en masse! Ved at turde fejle, kan man komme et mere frit og åbent sted hen.

Fejl er tit forbundet med skam. Man var dårlig, undskyldningerne vælter ind. Man “burde” (“burde” er iøvrigt et andet spændende ord, man kunne overveje at slette) have set den komme, man “burde” have sovet mere, man “burde” have øvet sig mere osv…. Listen af “bør” og “burde” er alt for lang og uinteressant til at fortsætte og snakke mere om.

Men hvordan man griber sin situation, sit liv, sit væsen er vigtigt!
Hvordan man arbejder, tør fejle og tør sætte sig fri, det er interessant. For de åbner et hav af muligheder.

Børn har ofte total adgang til de skamfrie fejl. De er videre og bliver nysgerrige på andre løsninger.
Måske fordi de er under “de voksne” og med sætninger som “De voksne har jo altid ret!”, er de tvunget til at bryde kasserne og tænke større.
Og fordi de heldigvis ikke er bekendt med “normalt” og “Perfekt”, tør de tænke skørt, fjollet og kreativt.

Jeg er ikke en voksen der altid har ret. Og prædker det ikke. Men jeg er en voksen der undersøger, spørger og udvikler mig sammen med andre. Især børn og unge, for deres blik er så upoleret, sandt og ærligt og det kan man kun blive inspireret af.

Desværre møder “de frie børn” voksne der fortæller dem, hvad man normalt gør, hvad der er perfekt og hvilket karakter deres fejl skal have og som tiden går forvandler de sig måske til “en normal fejlfri perfekt voksen”.

Jeg valgte aktivt at gå imod alle voksne autoriteter.

De lærere der ikke stolede på mig, de studievejledere der ville have mig i en anden retning og alle de “haters” der tvivlede på mine drømme.
Men jeg vil gerne sige “TUSIND TAK” til alle dem.
Uden jer var jeg måske endt i vanens magt! Jeg var formentlig blevet en god lærer, der ville vide mere om grammatik end jeg måske gør idag.
Tusind Tak for jeres hårde, nedsættende vurdering af mine drømme. De gav mig brænde på bålet og fik mig til at kæmpe mere, for jeg nægtede og nægter at give jer ret.
“Nobody puts Baby in a corner” og især ikke mig!!!!
Heldigvis havde jeg modet og kampgejsten til at konstant rejse mig og kæmpe videre.
Fordi jeg vidste at den dag jeg ville give dem ret, kunne jeg ligeså godt dø! Det var ihverfald den følelse jeg havde.

Hvad vil der ske hvis vi fjerner “Normal” og “Perfekt” fra vores ordforråd?

Ligesom der en dag, ikke vil være drenge og pige farver, men bare farver og måske ikke mand/kvind men menneske, håber jeg der også en dag vil være et sprog uden at skal vurdere hinanden.
Det kræver nok arbejde.

Men tænk engang….
Tænk hvis man mødte folk rent uden at skulle sætte et label, en kasse på dem,
men griber mennesket præcis der hvor det er.
Tænk hvis køn, seksualitet, religion, ophav var ligegyldigt, men der var fokus på værdier, rejser, udfordringer og drømme.
Tænk hvis vi stedet for at oplyse hinanden om livet, kunne snakke, spørge, undre og inspirere hinanden ind i livet.

Det interessante er ikke når du rammer det der er “perfekt”, men rejsen derhen.
De opdagelser man gør, de erfaringer man er rigere og lykken ved, at man fra start havde et ønske og som rejsen fortsatte og vendte ens syn på alle leder og kanter, endte med et helt andet mål.
Se det er, for mig et drømmescenarie.

Vi rykker os hele livet, hvad der var vigtigt igår er måske ikke vigtigt idag.
Vores følelsesliv forandrer sig og i takt med vi bliver ældre skifter vores drømme farver.

Hvorfor jeg bliver ked af det når jeg bliver kaldt normal?

Fordi jeg ikke er normal og aldrig har været det og jeg bliver det aldrig.

Men det er ikke en sorg. Det er en glæde, fordi jeg er så meget andet. Jeg kunne aldrig tænke mig at være en anden end den jeg er.

Jo mere folk har brug for jeg er som de ønsker, fastlåst i en kasse, jo mere mister jeg glæden ved at være mig.

Vi er faktisk alle meget forskellige, men vi har så travlt med at dyrke sammenligningerne.
For der føler vi os trygge ved os selv og andre.

Spørger du mig, er ingen der er normale, men alle er vidunderlige forskellige.
Alle har deres drømme, deres kampe og deres sejre.
Lad os fejre vores rejser i livet, vores opdagelser og de ting der gør livet svært, sammen.

Man kan måske spørge ind til andres fortællinger, istedet for at tage fortællingen fra dem med en anden fortælling.
Men spørg: Hvordan…. hvorfor….. Hvor….. Hvem ….. osv.
Så kan din fortælling komme lige bag efter og måske for den også plads.

Se, så vil I opleve frihed & udvikling og det er sgu da perfekt!

• Er socialkompetencer noget vi alle har ?
• Er det noget nogle er født med?
• Er socialt nærvær noget man kan træne og blive bedre til?
• Hvordan vælger du at opbygge dine sociale kompetencer?

Idag er det nemt at holde øje med hele verdenen hjemmefra.
Vi kan se alle nye opslag på Facebook, følge Trumps sidste tweet og lære hvordan man fixer ting hjemme via tutorials på youtube.
Vi behøver faktisk ikke at forlade vores hjem.
Vi kan, takket være internettet, handle hjemmefra, date hjemmefra og snakke med andre hjemmefra.
Vi kan Skype, Facetime hvis vi trænger til at se et ansigt.
Udover alle overstående lækkerier, kan vi også skrive blog hjemmefra og lade andre vide hvordan vi har det.
Vi kan tilmed give vores mening til kende på alle sociale medier.
Vi opbygger en slags “facebook avatar”, et internet alias,
så man kan sidde i sin sofa, mene en masse ting
og kommentere på andres opslag på sociale medier.

En avatar er en konstrueret udgave af os selv.

Den virkelighed vi vælger at vise andre.
Når vi f.eks tager et selfie, vælger vi at rediger virkeligheden til noget der er mere appetitlig for os selv og for andre.
Vores avatar har følgere og følger andre spændende avatars. Den lever af likes og stort socialt følgeskab. Den har holdning, og bruger gerne farverige ord for at udtrykke den. Alle meninger skal ud. Måske fordi verdenen virker sammensat og kunstig, glemmer den nogle gange at tænke på modtageren og de andre den rammer.

Bag hver en avatar er der et menneske med et bankende hjerte for at blive set, mærket og forstået. Vi søger virtuel øjenkontakt og nærvær.

Vi farar noglegange vild i det parallelle internet univers,
og kan pludselig ikke finde ud af hvad der er avatar og hvad der er os.
Værdier flyver rundt og uden det er meningen,
får vi såret mennesker som vi ikke kender.
Internet universet er pludselig super sårbart og hungrer efter menneskelighed og medmenneskelighed.

Personligt elsker jeg sociale medier.

Mit nysgerrige sind elsker at følge mine venner, kollegere, nuværende og gamle elever og familie for at se hvor de er i deres liv.
Jeg synes det er dejligt at få lov til at skrive blog og dele mine værdier med andre.
Jeg har instagram, snapchat og facebook, og besøger dem nok flere gange om dagen end jeg egentlig har lyst til.
(Det er især skræmmende når ugens skærmtids rapport kommer og man kan se hvor meget tid man har brugt på telefonen og dermed hvor meget tid man har brugt væk fra den virkelige verden.)
Sociale medier gør hele verdenen mindre, og man kan holde øje med alle ens interesse punkter.
Vi ser film, hører musik, bliver klogere, ser verdenen, fanger nyheder, holder os opdateret, skaber minder og køber ting på nettet.

Vi kan styre hele verdenen hjemmefra.

Men hvor skabes menneskelighed?
Hvad skete der med sårene på knæene fordi man kravlede i et træ?
FOMO(Fear Of Missing Out) vokser og vokser.
Fornemmelsen for at kede sig føles evig.
Vi vil konstant stimuleres og bruge vores logiske hjerne.

Da jeg var barn fandtes der ikke mobiltelefoner eller internet
i hjemmene rundt omkring.
Det var en arbejdsluksus, som kun store firmaer havde råd til.

Hvis jeg skulle lege med nogle, måtte jeg ud af døren og ringe på hos mine venner og spørge, måske deres forældre, om de kunne lege.
Her risikerede man en afvisning på stedet, som man godt vidste ikke handlede om en, men om deres situation.
Blev man uvenner foregik det face to face og ikke via det parallelle avatar universet.
Man råbte af hinanden, måske sloges man og efter nogen tid blev man så venner igen.
Vi løb rundt, fandt på fjollede lege og udforskede nærmiljøet for dermed at blive mere bevidste og et skridt mod at blive voksen.
I ferierne hos farmor og farfar var der nogle gange rigtig gode film på DR, og hvis man spurgte sødt og smilede stort, fik man lov til at se denne ene film indenfor i dagstimerne på en sommerdag. Men så var det også ud, så snart filmen var færdig.
Fantastien fik frit løb. Alt føltes levende og som om det ville vare evigt.
Stadig den dag i dag er det en stor del af mine tanker om min barndom.

Idag er det anderledes.
– Ikke bedre, ikke værre, men anderledes.

Jeg elsker internettet og social medier.
Jeg streamer film, hører musik og bruger flittigt alle internettets fordele.
Dette indlæg skal ikke handle om “det slemme” ved nettet.
Men det handler om hvad vi kan gøre, for at blive hele,i et liv sammen med vores facebook-Avatar.

Vi skal lære at se hinanden i øjnene.

Alt for tit, går vi forbi folk på gaden, der efterhånden udvikler en pukkel på ryggen af at kigge i deres telefon, uden at se dem i øjnene.
I jagten på at få mest ud af livet, via sociale medier,
mister vi virkeligheden, der er lige omkring os.
Vi skal lære at trække vejret, helt ned i maven. Turde fokusere på livet nærvær, og mærke vores krop, i dens helt nuværende ærlige tilstand.
Tilsidst skal vi mærke kropskontakt, uden den er sexuel. Når vi krammer, leger, løber, slås for sjovt, klatrer og er fysisk aktive med vores venner og familie, udvikler vi en masse endofiner og føler os mere levende.

Livet må handle om hvordan vi er mennesker. Hvordan vi er sammen med andre mennesker. Hvordan vi passer på os selv og hinanden. Vi husker tit de situationer, som indeholder mødet med andre mennesker, mere end vores rekord i “Candy crush”, eller de karakterer vi fik i skolen.

Der skal skabes drama.

Da jeg var barn skulle vi være kreative med både håndarbejde, sløjd og formning. Der blev sat spørgsmål til vores kreativitet og skabertrang.
Jeg stod på scenen som 6årig og elskede at lege med de andre børn og voksne på scenen.
Mine bedste venner, som jeg har idag, har jeg stået på scenen med som barn/ung og ladet dem se mine styrker og svagheder.

Vi kender hinanden udover ord.

Mange skoler har fokus på dramaundervisningen
og især på samarbejddelen.
Igen handler drama ikke om at skulle være skuespiller eller en “stjerne”. Tværtimod, handler det ikke om den enkeltes perfomance,
men om gruppen som helhed.
En fed dramatime, for mig, er den hvor man har set alle i øjnene,
stået på gulvet med alle og har fornemmelsen for at har bidraget og været en del af et fælles univers.

Hundige lilleskole har drama på skemaet i alle klasser. Jeg har fået lov til at være konsulent og hjælpe på indskoling og mellemtrinnet.
På indskolingen er 0 – 3 klasse blandet og alle står på scenen som skuespillere.
På mellemtrinnet kan man vælge imellem at være skuespiller, band, sanger, lave kulisser eller Pr.
Uanset hvad man vælger er man en del af en helhed som hele skolen bakker op omkring.
Jeg var der første gang i 2011 og har været der hvert år siden.
Jeg elsker at se hvordan eleverne udvikler sig.
Især dem der kommer tilbage og fortæller om hvordan de sidste år var generte, og nu tør de godt give lidt mere af sig selv.

Den handler om at dyrke hvert enkelt barns mod på at bryde det usikre, komfort zonen.
Turde se sine kammerater i øjnene, turde satse, turde fejle og vigtigst turde være en del af en fælles enhed.

Alt det, der i sidste ende skaber sociale kompetencer og vores egen skrøbelige stærke menneskelighed.

I virkeligheden er drama teambuilding og samarbejds-øvelser.
I Stedet for at kalde det drama, kunne man hive elementer ind i f.eks klassens time.
Hvis der er lærere der har brug for inspiration kommer jeg gerne ud og er konsulent.
Jeg kan også, på det varmeste, anbefale alle mine dygtige skuespiller kollegere og musical performere.
Kender du sådan en, så hiv fat i dem og book dem.
De ved, om nogen, hvordan man kan bygge en fælles gruppestemning op.

Man har ikke lyst til at mobbe eller nedgøre nogle man har haft et godt samarbejde med.

Når alt kommer til alt har vi alle mennesker, vi ønsker
nærvær og anderkendelse fra.
– En kollega,
– en chef,
– et familiemedlem,
– en ansatte i butik,
– en kassemedarbejder,
– en fra politiet,
– en sygeplejerske,
– en præst, en lærer,
– en fra kommunen,
– en som vi skal have tillid til, som vi møder en en sårbar situation.

Nærvær handler om samarbejde, anderkendelse, øjenkontakt, sunde aktioner og fornuftige reaktioner. 
Nærvær kræver mod, sårbarhed og åbent hjerte.

Altsammen noget vi desværre ikke rigtig kan lære på vores telefoner, tablets eller computere. 

Sociale kompetencer er nærvær der skal opbygges og opfordres til.
I mødet med os selv, bliver vi bedre til at møde verdenen og andre mennesker.
Vi alle har det i os fra barnsben. men fralægger os det langsomt i forsøget på at passe ind og i frygten for at fejle.
Vores nærvær kommer mest naturligt til udtryk hjemme og i trygge rammer.

Men vi skal bruges turde se hinanden øjnene uden for vores trygge rum.

Tusind tak fordi du læste med.
Du må meget gerne skrive en kommentar i feltet nedenunder.

Del meget gerne og tag alle dem, du synes skal læse denne blog.
Kan deles via Facebook og Twitter ikonet nedenunder.

Meget er sket siden jeg sidst har opdateret min blog.
Jeg tog endnu en fantastisk tur til New York, som stod på en masse shows
og drama-, danse- og Floor-Barre®-timer.
Jeg blev certificeret Floor-Barre® lærer for 3. gang og mødte flere fantastiske mentorer inden for Floor-Barre® familien.
Ligesom et Ikea møbel, blev jeg lige strammet op i alle hjørner.

Når jeg vælger at tage timer i min ferie,
handler det ikke om jeg vil arbejde mere, og presse mig selv unødigt.
Tværtimod handler det om jeg vil arbejde mere frit.
Jeg vil tilfredsstille min nysgerrige åbne barnlige side og møde mig selv på ny, bryde min komfort zone og være mere nærværende i mit eget liv.
For at kunne stå autentisk, må jeg selv mærke min frygt,
min usikkerhed og min styrke.

Det at være menneske, for mig,
handler om at give hovedet fri og stole på hjertet og kroppen.
Turde træffe beslutninger baseret på passion og nysgerrighed,
med en indre ro.

Jeg deler tit min beslutningerog tanker op i hovede og krop.
Hvor kommer mine tanker fra?

-I hovedet bor bla. frygten, det rationelle, forvirringen, kontrollen og fortid/fremtid.

-I kroppen bor bla. kærligheden, passionen, nærvær, nutid, nysgerrigheden og kreativiteten.

Alle børn starter livet med at bo og handle ud fra kroppen.
-De reagerer f.eks instinktivt på musik og begynder straks at danse.
-De siger JA til livet og vil målrettet fremad og lære.
Først senere møder de frygten og hvad man må og ikke må.
De begynder at begrænse sig selv.
Lader hovedet tage nogle gode rationelle beslutninger,
som overser hjertets leg og banken.

Som skuespiller stiller man hele tiden sit indre barn til rådighed.
Til leg, umiddelbar betraktning og kreativitet.
Skuespilleren, danseren, maleren, digtereren eller bare mennesket der bor i hovedet er sjældent ligeså interessant som den der bor i kroppen.

Livet skal mærkes og ikke tænkes.

Jeg er blevet efterskolelærer på Sine Efterskole i Sønderjylland.
Det er en sports efterskole, med fokus på udvikling og retning.
Her tager jeg ned torsdage og fredage og underviser i dans på danselinjen og drama på 2 valgfags dramahold.

Danselinjen består af 27 skønne dansepiger, der vil udfordres, lave shows og deltage i konkurrencer.
De møder dagligdagen for en danser og mærker hele tiden deres kroppe.
Mit fokus med dem handler tit om at turde stole på kroppen,
ikke tænke dansen, men mærke dansen i deres krop.
Det er tit en udfordring fordi vores samfund bygger på resultater og karakterer. Men bliver belønnet hvis man har udtænkt et godt resultat eller fundet løsningen på en ligning. Belønning består af et tal, som du på en eller anden måde bliver til.

Dans/livet for mig handler om at turde mærke dagens udgave af sig selv.
Droppe copy-paste af koreografier,
men altid undersøge ens egen nuværende tilstand og danse derfra.

Valgsfags drama kan alle vælge der går i 10. vælge på Sine efterskole.
Undervisningen består af fokusøvelser, sammenholds-øvelser, improvisations-øvelser og konkrete scener fra f.eks serien “SKAM”.

Jeg har undervist i drama i mange forskellige sammenhænge og elsker når mine elever tør sætte sig selv fri, satser at fejle for at risikere at vinde.

Når man har dramaundervisning på en sportsefterskole, handler det ikke om at blive skuespiller. De unges drømme er måske at blive f.eks håndboldspiller eller bare at høre til.

Hvad kan dramaundervisningen så tilbyde på en sportsefterskole?

Idag lever mange unge et liv, med et virtuelt parallel univers.
De unge kæmper med at være gode i skolen og have det fede social- og privat-liv. Derudover plejer de deres kontakter på sociale medier og er tit online for ikke at gå glip af noget. FOMO (Fear Of Missing Out) lever i bedste velgående. Alle selfies, de tager, kommer igennem hele maskineriet af filtre for at kunne fremstå allerbedst på andres telefoner.

Jeg priser mig hver dag lykkelig over jeg ikke havde en mobil da jeg var ung.
Mit første mobil købte jeg som 18-årig, og den kunne kun ringe, skrive beskeder og spille “Snake”. Jeg var 28 år da jeg fik Facebook og hele SOME (Sociale medier) bølgen begyndte.

I starten var det lykken at kunne snakke med gamle venner hjemmefra og følge med i deres liv. Efterhånden kom presset for at være interessant på nettet og tilfredsstille ens venner og følgere.
Parallelt med al det her er der medier som Snapchat. Her passer man sine streaks og deler ud af sine daglige øjeblikke, og gør sig umage, for igen at holde folk til ilden.

Unge kæmper i dag med stress, selvnedbrydende tanker og sammenligner sig med hinanden, på en måde jeg først sent i livet havde mulighed for.
De glemmer at alle andre har den samme usikkerhed og sætter filtret på deres billede, for at blive liket og ikke for at gøre andre usikre.

Mit hjerte bløder for alle dem der kæmper mod sig selv.

Dramaundervisning beder de unge om at være dem de er.
De skal ikke underholde og de skal ikke præstere.

Drama handler om at turde give slip på kontrollen (Hovedet) og komme ned i legen (Kroppen).
De bliver opfordret til at turde have det sjovt og møde hinanden på
fælles – usikre – grund.
De flytter komfortzoner og hepper på hinanden.
Mobiltelefonen er ikke eksisterende og alt handler om det vi skaber sammen nu.
Det bliver en platform til at dele indre tanker og sider af sig selv,
man måske ikke vidste man havde.
Vigtigst af alt er de har øjenkontakt og hjælper hinanden til at komme igennem øvelser.

-Øjenkontakt kommer der mindre og mindre af,
fordi folk har travlt med at se livet igennem deres mobil telefoner.

Kære alle dem der planlægger skoleundervisning for børn og unge.

Man kan ikke sidde på en stol og læse sig til at være nærværende.
-Det kræver du kender dig selv, giver dig selv en ro og stoler på den du er.

Du kan ikke læse dig til at være hele autentiske dig.
-Det skal du opfordres til, mærke over tid og guides til.

Dramaundervisning handler ikke om at blive skuespiller,
men om at kende sine grænser, og undersøge flere sider af sig selv.

Skolen ligger primært vægt på den boglige intelligens,
men der er så mange andre intelligenser  som er vigtige i vores samfund.

Mit arbejde handler det ikke om at være boglig, men om at være den jeg er. Jeg guider andre til at følge deres drømme, deres hjerte og deres passion,
ved at være hele autentiske mig.

Det er ikke alle der kender deres drømme.
Mange skal opfordres til at åbne op, for at finde drømmene, give dem plads, for derefter at kunne sætte fokus på dem og følge dem.

Som dramalærer er mit job er aldrig at dømme og vurdere en perfomance.
Jeg skal opfordre til at åbne op og turde vise noget af sige selv.
Skabe et NU som vi alle er en del af og arbejder ind i.
Mit eget ego tager jeg ikke med ind i lokalet, men lader de unges energi overtage rummet.

Det rum jeg skaber sammen med de modige elever, frigiver grin, forundring og tårer.
Vi tillader os selv at blive emotionelt rørt af hinanden og beundrer konstant hinandens mod til at turde give noget af sig selv.

Kære Folkeskole,
hvornår vælger vi at forme de unge til at være præsic dem de er?
Udfra deres kapacitet, deres intelligenser og deres drømme.

Kære Læser.
Hvad synes du om drama på skoleskemaet?
– Skriv gerne din kommentar i feltet nedenunder.

-Hvorfor lytter vi mest på kritik?

Mit navn er Mark Agerskov, og jeg er 40 år.

Jeg ville ønske, at jeg, i min alder,
kunne være ligeglad med, hvad andre tænker og føler om mig.

Siden jeg var helt lille, har mine forældres, min families, mine lærers, mine forbilleders og mine venners holdning
haft en kæmpe indflydelse på, hvilke retninger jeg har valgt i livet.
-Jeg ringer stadig til min mor for råd.

Tit, når vi spørger om råd, er vi sårbare og stiller os åbne, tillidsfulde,
med håb om en god coaching.
Heldigvis kan dem, der kender os godt, se vores verdensbillede
og hjælpe os med at følge den retning, der er vores.

Men desværre tager vi, alt for ofte, imod råd fra folk
der ikke kender hele vores situation.
Råd kan nemt føles som kritik.
Selvom der er en masse rosende ord at samle på, bærer vi dem ikke med os på samme måde,
som vi gør med kritikken og de hårde ord.

Hvorfor lytter vi til kritiken og bærer den rundt med os?

Fra jeg var barn, har jeg altid vidst, jeg ville arbejde med teater.
Min energi var tit højere end andres, og jeg elskede at have et publikum.
Jeg kunne jonglere energien i hele min klasse fra jeg var helt lille.
Jeg endte tit udenfor døren, pga. min charme og lyst til at markere mig.

Mine lærere og studievejledere vidste ikke, hvad de skulle vejlede mig til?
Jeg blev forslået ting i retninger væk fra scenen.
Jeg oplevede en frygt fra deres side om, at jeg kunne klare det liv.
Teatret var det hemmelige liv, kun meget få kunne få adgang til.
Nåleøjet blev præsenteret for mig
med et overbærende smil om,
at jeg nok ikke ville være én af dem.

En kamp blev tændt i de snakke.
Jo mere de tvivlede, jo mere ville jeg på scenen.
Jeg ville bevise, at de ikke havde ret.
Min hær af tvivlere blev større og større.
Bestående af nogle skolekammerater, enkelte familiemedlemmer
og folk, jeg mødte på min vej.
Jeg vidste, hvad jeg ville, og jeg ville gå efter det!

Problemet med overmod er bare,
at det kan ramme dig så hårdt.
Frygten for at fejle vokser.
Mit eneste mål er, at andre ikke skal have muligheden for at sige:

“Hvad sagde jeg”

Selvom alt er sagt i kærlighed fra min “tvivlere”
i frygt for, at jeg skulle blive skuffet eller såret,
så er det altsammen en vurderinger foretaget ud fra deres verdensbillede.
En vejledning baseret på flygtig kendskab til min situation,
og baseret på et begrænset kendskab til min branche, der gør det ud for dårlige 80´er film
om fx fame og berømmelse.
Teaterlivet handler tit om drama, afhængighed og fjendskab i film.

Mit problem var, at jeg kendte min drøm.

Jeg ville have hele pakken, og gerne knokle for det.
Jeg drømte om roller og fantastiske eventyr
om udvikling.
Dans, sang og drama sammen i en pakke,
som kunne føre publikum væk fra problemerne i verden, for en stund.

Min hær af tvivlere dukker stadig op,
i de hårde perioder.

Hvad skal der til, før man accepterer,
at man ikke gav dem ret?

Livet må handle om at finde ud af,
hvem man er helt inderst inde.
Turde sige JA og NEJ.
Turde drømme med stor passion om alt det,
man ønsker sig.

Udfordringen for mig var at lære at sige fra.
Sætte tvivlerne på plads og lade dem mærke min rejse.
Problemet er, at man tager angsten med sig i rejsen,
hvis man ikke står ved sig selv.
Jeg har tit været knyttet til min angst
og frygt for at blive afsløret som talentløs.

Min super søde og dejlig opbakkende mor
måtte i en periode ikke se mine premierer.
Jeg synes, de var alt for sårbare
til også at skulle dele dem med hende.
Min mor er min nr. 1 cheerleader.
Hun siger kun opbakkende ting,
og benytter enhver mulighed for at rose mit arbejde.
Helt fjollet snakker hendes ros ind i min angst om ikke at være god nok.

Man knokler for bekræftelse,
og når man så får den fra det menneske,
der er der allermest for én,
rammer den et sårbart punkt i os.

Angsten er skræmmende tit mit drive.

For 10 år siden, begyndte jeg at få ansvar for børnene
i de forestillinger, jeg lavede.
Jeg fik ansvar for andres oplevelse på
scenen og teatret.
Mit job var at gøre børnene stærke i deres talent,
og give dem tillid til hinanden, de voksne og teatret.
Min “angst” blev placeret i børnenes trivsel.
Pludseligt handlede det ikke om mit ego,
men om deres.
Jeg viede min opgave til,
at børnene skulle elske teatret

I sidste uge kom et interview på facebook,
som jeg havde stillet op til.
Et interview om min karriere og de forskellige trin på min vej.
Selve interviewet gik rigtig godt. Tiden fløj afsted.
Men da det kom op på facebook, mødte jeg igen min frygt for overmod.
Jeg begyndte at tage ting ud af kontekst og kritisere mine valg.

Der gik det op for mig, at vi skal lytte til hinanden

Når vi bærer rundt på al den tvivl,
vi har skulle forsvare,
så frygter vi at mærke os selv.
Nu er jeg 40 år.
Jeg kender godt mine værdier og mig selv.
Jeg stoler på mig selv og på, jeg altid gør mit bedste.
Jeg må godt lave fejl og lære af dem.
Jeg må godt udvikle mig og lære mig selv endnu bedre at kende.

Jeg fik virkelig mange skønne, kærlige tilkendegivelser på interviewet.
Flere rørte mig til tårer og til grin.

Jeg måtte igen vælge at lytte til kærligheden.

Jeg mærker den gode energi og lader den bo i mig

Jeg stoler på mine medmennesker.

Når alle kæmper deres kampe
og møder dig ud fra deres verdensbillede,
er det vigtigt du bliver i dit eget.

Skylder vi ikke vores verden at spille hinanden bedre?

Giv komplimenter til dem, der fortjener det.

Måske også til dem, der ikke fortjener det.
De kan have mere brug for det.

Den positive uopfordrede opmærksomhed giver energi og overskud.

Når du skal give andre råd, så husk at spørge ind til deres rejse
og lær deres verdensbillede at kende.

Vi er alle på den samme rejse i mødet med os selv.

Kærlighed vokser, jo mere man arbejder med den
og især kærligheden til os selv

For 10 år siden besluttede jeg at 30´erne  er de nye 20´ere.
Nu siger folk at 40´erne er de nye 30´ere.
Vil det så sige at jeg igen kan tage en omgang 20´ere?

Ville det være drømmen at blive 20 år igen?

Alder har altid fyldt meget i mit liv.

Da jeg var yngre, ville jeg være ældre.
Jeg ville have alle muligheder i verden.
Jeg ville drikke alkohol, leve et liv uden mine forældres regler og føle mig fri.
Jeg troede som barn at livet måtte begynde når jeg var 22.
Fordi så havde jeg nok vænnet mig til livet som voksen, efter jeg var blevet 18 år og fundet til rette i mit liv.

Sådan gik det ikke lige!

Som 22årig var jeg mega forvirret,
med en masse drømme i mig som jeg kæmpede for at opfylde.
Da jeg var 22 år gik jeg på danseværkstedet,
og dansede hver dag fra 9 -15 og følte mig ALT for gammel allerede.
Som danser hørte man konstant om dem der startede som 3 årig og havde knoklet siden da.
Jeg startede for alvor med dans som 19 årig og var allerede “meget” bagud.
Følelsen af at være bagud forfulgte mig i mange år.

Man må også sige at det er ok at være forevig ung på scenen. 
Tit sker det at folk gætter min alder yngre og det er brænde på “For Evigt Ung” Bål. 

Flugten væk fra at være den alder man er.

-Den evige flugt!

Men det vendte i foråret 2015.
Der stod jeg som ny-single og havde fået et legat til at tage til New York.
På trods af jeg var 36 år, følte  jeg for første gang nogensinde følelsen af at være ung.
Følelsen af at være fri, passioneret og kunne gøre alt jeg gerne ville.

Livet var nu et tagselvbord af muligheder.
Følelsen af at være i kontrol over de valg jeg tog var magtfuld.
Trangen til at passe ind blev brudt af trangen til at være den man er.

Imorgen bliver jeg 40 år.

Det føles rigtig godt.

Jeg elsker at være lige her hvor jeg er ligenu.

Jeg har fundet en hylde jeg elsker at være på.

Jeg gider ikke mere tænke mit liv! Jeg vil leve mit liv
-Det valg er taget!

Alt er muligt.

Som mine venner siger, er 40 år “NO BULLSHIT!” alderen.

“PYT” knappen bliver voldsomt brugt og livet skal bare leves.

I mit næste årti vil jeg:

Mærke mig selv

Nyde mit liv

Have tillid til mig selv og mine drømme

Kun beskæftige mig med ting der har værdi.

Livet er nu! ALT er Love! ❤️

2018 har budt på en masse dejlige forandringer.
Og der er flere fantastiske ting på vej.
Jeg har rejst, samlet viden, inspiration og fået nye stillinger.

Jeg er i den grad et bevis på, magi sker når man giver slip
på det man ikke tør give slip på.

På Min tavle i køkkenet står der nu “Ny Sæson, Nyt Liv”
Måske i takt med jeg bliver 40 år i næste måned,
er jeg blevet klar til endnu flere forandringer.

BRING IT ON!

–(iøvrigt stadig top 3 over yndlings film)

  I slutningen af Juni spurgte skønne Line Kirsten om hun måtte give mit navn til en journalist,
der var igang med at skrive en artikel om hende.
For ca. 14 år siden var Line en af mine danseelever I Fredericia, sammen med nogle piger fra hendes klasse.
Siden har hun givet den gas som radiovært, teateranmelder “Den 4. væg” og laver de sjoveste videoer om mennesker idag.
Jeg har stolt fulgt hendes rejse og elsket alle hendes fantastiske  og skøre ideer.

Elsker iøvrigt hendes citat i artiklen;

Folk er smukkest når de har det godt

Det er ikke uden en masse følelser at få så flotte ord fra hende.
Tænk at  blive betegnet som et skønheds ideal. 

—

Skønhed kommer indefra

Styrke kommer indefra.

Selvtillid kommer indefra

selvværd bor inde i os!

—

Siden “Skøn” er kommet ud, med artikelen om skønne Line,
har jeg fået en masse dejlige tilkendegivelser.

Det er så rørende at læse folks tanker om mig og min undervisning.
Jeg bliver altid lidt mundlam og ved ikke helt hvad jeg skal svare.

Når forældre roser mig for at få deres børn til at stråle på en scene,
fortæller jeg gang på gang  det ikke har noget med mig at gøre.
Det arbejde man laver på en scene har man selv knoklet for og dermed er det deres.
Men jeg smiler altid bagefter og siger
jeg har nydt at arbejde med dem og følge deres udvikling.

Jeg har arbejdet som børne-coach på Det Ny Teater fra 2011 til 2017.
Professionelt teater handler tit om at skabe en forestilling for publikum.

Men som børne-coach er det min opgave at børnene har det godt
og står stærke sammen,

Det ny teater satte altid stor pris på familierne, omkring de børn,
der var med i forestillingerne.
De vidste man ikke kan bruge et barn fra en familie
uden at indvolvere forældre, bedsteforældre, søskende etc.

Idag har tid værdi.

Jeg har så stor respekt for Det ny teater for at have en børne-coach
der hele tiden har børnenes situation for øje. 
Så var det mit job at gøre børnene trygge på scenen, med de voksne og i det materiale de dagligt skulle udføre.

—

Næste måned er det Mark Agerskov version 4.0.
-En ny og forbedret udgave.

Jeg er lige blevet uddannet life Coach fra “Leaders By heart”
-Bedre navn findes ikke til den coach uddannelse jeg skulle tage.

Jeg er uddannet for 2. år i træk Floor-Barre® instruktør.
-En uddannelse med fokus på kroppens placering, centrering, styrke  og grounding.

Jeg skal være børne-Coach/statist ansvarlig på Østre Gasværk og “Pelle Erobreren”
-Nyt sted, nye opgaver med et fantastisk team, i et vidunderligt hus og med så mange udviklings-muligheder.

Mine veninder Hayley Franks Høier og Malin Astor har startet en super uddannelse til unge der søger op på skoler.
Central Musical Theatre school.
Jeg er meget stolt over at få lov til at undervise de dybt engageret og talentfulde unge, og være en del af det fantastiske lærer team.
-TAK Hayley og Malin for at turde og have værdier i orden og fokus på hvert enkel elevs udvikling. 

Jeg er stadig på Hotstepper Hip hop & urban dance education.
Har lige mødt min 9. årgang på Hotstepper og glæder mig til at undervise dem i jazz.
-Elsker når undergrunden møder den klassiske danse verden. Det er fedt!
Hotstepper har iøvrigt også nogle fantastiske værdier, om sammenhold, udvikling og talent-udvikling.

Jeg står også i år for den fantastiske parade til Eventyrteatrets efterårs forestilling i Tivoli til oktober.
-Jeg har den lækreste gruppe unge, der tager JA-Hattene på og står stærkt i alle vores udfordringer.
Alle de medvirkende unge til “Den Magiske maske” er så dedikeret, knokler og er en fornøjelse at arbejde med.

Sidst men ikke mindst er jeg stolt over at være blevet faglig leder for Høje-taastup dramaskole.
Jeg startede som danselærer på dramaskolen for næsten 2 år siden.
Det er en skole med så mange muligheder for udviking, leg og talent-udvikling.
Vi har især her fokus på sammenhold på tværs og på de forskellige danse/dramahold.
Det er vigtigt man har det godt når man står på en scene.
Man skal føle sig set, grebet og udfordret.

Idag har de unge så meget press fra sociale medier, forældre, skole, venner, kærester og arbejde.
Billeder bliver lagt på Instagram med filtre på,
for at skjule virkeligheden.
Jeg er så lykkelig for jeg ikke er vokset op med en mobil telefon i hånden.
Da jeg var ung var der kun fastnet telefoner, og den mobiltelefon jeg fik som 18 årig, kunne ikke tage billeder.
Den kunne sende sms, ringe og spille “Snake”.

Jeg kan faktisk ikke helt følge med i forhold til hvordan det kan forgå i det paralelle social media univers.
Stedet hvor unge truer hinanden og glemmer de skriver til en person i den anden ende.
Måske fordi de selv bærer på en smerte af al den press.

Hvad skal der til for idag at gribe de unge og mennesker i det hele taget??

-Man skal lytte og respektere det enkelte menneske hvor det er.

-Man skal skabe et rum til udvikling og fantasi og leg.

-Glemme alle tanker om frygt og jantelov.

-Huske alle har en virkelighed og en historie, som de tit gerne vil dele.

-Se en gruppe som en helhed og give dem plads til at vokse sammen.

Der hviler et stort press på børn og unge idag.
Det giver også de voksne i deres liv et andet press.

Vi skal passe på hinanden.

Tiden er så anderledes end bare for 10 år siden. 
Året er nu 2018 og jeg bliver snart 40 år.

-Pas på jer selv og hinanden.
-Mærk jeres styrker og selvværd.
-Stå ved dem i er og jeres værdier.

Så får vi allesammen det godt!

Men
SKAL ALLE SÅ BARE HAVE DET GODT?

JA! selvfølgelig skal alle have det godt! 

<3

Det er vigtigt!!

En ting er ens egne drømme,
men hvordan håndterer man andres drømme?
Drømme som kan være svære at guide i,
og som kræver andres forståelse for dem man holder af.
Vigtigst!
Hvordan  finder man balancen imellem at guide og passe på?

Først vil jeg sige, 
jeg beundrer alle showMoms & showDads.
Alle de forældre der planlægger deres tid omkrig shows og andre arragementer.
 Igennem de sidste 20 år har jeg set familier vente spændt,
 på deres børn var færdige med at øve eller optræde.
 Der har altid været en enorm respekt for showbranchen. 
Så man vil gerne give det, det kræver.

Men hvornår er det for meget??

Når jeg siger jeg beundrer alle showforældre, inkluderer det selvfølgelig også mine forældre.
De havde ikke selv mærket på deres egen krop, hvad det ville sige at brænde for scenetid.
I en alder af 24 og 26 havde de en dreng på 6 år, der elskede teater, danske film og musik og ville give alt for at stå på en scene.
Jeg var med i min første forestilling som 6 årig på Købehavneren i “Årets Julestjerne”.
Mine forældre gjorde alt det de kunne for at bakke mig op.
De sørgede for jeg kom afsted, snakkede med dem der skulle passe på mig,
og lyttede til alle mine tanker og bekymringer om fremtiden.

Måske det på nogle punkter var en gave, de ikke selv havde scenedrømmen.

Jeg er på ingen måde blevet pacet af mine forældre.
Tværtimod, de sagde altid, hvis det var noget jeg ville måtte jeg kæmpe for det.
Det var dog mest i mine teenage år.
De mente min passion og mine drømme skulle bære mig.
Jeg tror på mange måder de ønskede jeg skulle gå i en anden retning.
Ikke fordi de ikke ønskede mig det bedste.
Det har de altid gjort.
Men fordi jeg var på vej ud i et felt hvor de ikke kunne hjælpe mig.
Et felt hvor fornuft sjældent er rigtig fornuftig.

Mine forældre guidede mig til at klare mig selv.
Hvis jeg ville noget, måtte jeg kæmpe for det.
Til tider var det hårdt!
Men i sidste ende vidste jeg,

jeg selv ejede mit talent.

Jeg har siden optrådt i 33 år, på diverse scener, og haft nogle fantastiske eventyr.

Hvis nu jeg mødte mig selv som barn, ville jeg berolige den lille dreng og sige alt nok skal gå.
Opfordre den glade dreng  til at opsøge noget mere dans og kæmpe for sin passion.

Mine forældre gav mig det jeg havde brug for:
– En vej ind til arbejdet med mig selv.
– En styrke til at stole på mig selv.
– En base jeg altid kunne komme tilbage til.

Idag er verden lidt anderledes.

Presset på de unge bliver større & større, samt viden og mulighed for scenetid.

Der er mange retninger at gå og et endnu større fokus på talent opbygning.

Nogle forældre leder efter stedet til at give ens barn de rigtige scene oplevelser.

Drømmen om hurtig berømmelse er overalt,
og der kommer stille og roligt mindre fokus på selve arbejdet hjemmefra.

Jeg underviste i 2002-2004 på LEGOLAND ® Show Academy.
Eleverne mødte ind efter skoletid fra 16.30 til 20.30
Her blev de undervist i dans, sang og skuespil og optrådte rundt i hele landet.
Forældre og børn kørte fra det meste af Danmark, for en gratis plads på skolen.
På LEGOLAND ® Show Academy lærte børnene om selvdisciplin, forståelse for andre og scenekunst.
Vi havde 4 grundregler, med en masse underpunkter, som lagde vægt på dannelse og fokus.
På mange punkter blev eleverne udfordret på tid, transport, søvn og deres sociale liv uden for Show Academy.
Men alle forældre vente tilbage og fortalte, deres børn havde forbedret deres skole arbejde.
Interessant at de børn, som knoklede med dem selv, udviklede andre kompetencer.
Kreative sjæle er ofte udfordret i at sidde stille,
men nu var det de børn der tyssede på de andre i deres klassen.

Vi elsker allesamme at gå op i noget.

Vi lever alle for kærlighed, passion og for muligheder.

Mange af de elever der gik på LEGOLAND ® Show Academy lever idag af deres drømme.
De forstod værdien af arbejde,
men måske mest værdien af deres drømme.
De fik en selvtillid til at satse og tro på alt nok skal gå.

Idag er mange af de unge over 30 år.
Jeg elsker at møde dem og høre historier om deres liv og drømme.
Men også om hvordan LEGOLAND ® Show Academy har påvirket dem positivt.

Kære Forældre til Showbørn,
-Husk det er altid jeres vigtigste job at passe på jeres børn.
-Stress er en voksen sygdom, som børn aldrig må få.
-Du må godt blive stolt når dit barn får nogle muligheder,
men husk værdien af arbejde.
-Lyt til jeres børn og mærk deres grænser og vid de selv tit har svarene.
-I har overblikket & livserfaringen, men jeres børn har passionen.
-Søg de muligheder der passer jeres børn bedst.
-Stil spørgsmål, vær nysgerrige og kritiske.
-Tilsidst ligger der et kæmpe arbejde i at lære sine børn at sætte sine grænser.
-Hvis man lærer det, har et motiveret fokus og et stærkt bagland
skal alt nok gå.

PS. Al scenekunst er et håndværk, der skal knokles for, forbedres, elskes og have tid.