• Mission : Sommer-krop

    Danmark er på den anden ende.
    Der er folk i tjeneste der knokler for at holde Danmark sammen.
    STORT TAK til dem.
    I er hverdagens helte, og knokler for andres tilstand. TAK!

    Imens andre prøver at forstå verden og deres nuværende hjemmesituation.
    Snakker om fremtid, nutid og hjemmebryggede teorier.
    Politikere og ministre taler hele tiden til os, beroliger og står ved deres flotte beslutninger.
    Jeg er endelig stolt af at være dansker.
    Vi har ihverfald 2 kvindelige overhoveder der gør deres allerbedste.
    Og det gør de så mega flot. Tak til jer.

    Men det ændrer ikke ved at det er kan være svært, at være hjemme og
    ikke at lave noget.


    Tankerne får al for meget plads,
    og når der ikke er mere at ordne i hjemmet,
    hvad gør man så?

    Jeg er selv efterskole-lærer fortiden
    og arbejder for at undervise mine danseelever hjemmefra.
    Det er virkelig rart.
    For det første er det fedt at få mulighed for at se eleverne en af gangen og snakke med dem om deres mål, for året på sportsefterskolen Sine.
    Men også fedt at se deres dansevideoer, guide dem og se deres udvikling.
    For det andet er det rart at skulle tjekke ind hos nogen og kommunikere om andet end verdens udfordringer.
    For det tredje er det dejligt at stå sammen med andre, i denne situation.

    Mørket.

    Da krisen for alvor begyndte, og folk hamstrede toiletpapir og gær,
    føltes alt som en krigslignende situation.
    Folk skældte hinanden ud og alle var så urolige, ramte og i panik.
    Alle på hver deres måde.
    I situationer som denne er der ingen måder, der er mere rigtige end andre. For mange handlede det om overlevelse.
    Jeg sikrede jeg havde mad nok til en uge,
    og kunne klare mig hjemme uden at blive ramt af sygdom.
    Jeg satte mig i sofaen og spiste chips og chokolade, som om jeg skulle dø imorgen. Al fornuft forsvandt og jeg spiste for en slags overlevelse.
    Udover det, var en trøst at tilfredsstille smagsløgene og berolige kroppen.

    Min chef ringede og fortalte at de timer, der skulle have været brugt i New York, skulle bruges med danselinjen. Det var dagens optur. En lille redning.

    Min største frygt er, uden tvivl, at blive ligegyldig.

    Nu kunne vi få pigerne til at fokusere på de konkurrencer, som de elsker
    og vores danseforestilling om “tid”.
    Vi kunne give dem alle personlig feedback.
    Selvom det aldrig kan erstatte en tur til New York,
    det er der iøvrigt meget lidt der kan,
    kunne det give en kæmpe dansemæssig og personlig udvikling.

    Jeg begyndte at lave hjemmevideoer til pigerne, med bla. stræk og mavebøjninger.
    Jeg lavede dansevideoer til mine veninders børn, der trængte til hjemlig adspredelse.
    Det er hårdt for alle, når verden står stille som den gør.
    Børn savner deres venner.
    Voksne savner deres venner.
    Hverdagen er ændret. Det trygge er ukendt og anderledes.
    Vi behovudsætter allesammen hele tiden.
    Alles hverdag er forandret, og på mange måder er det ude af vores hænder.

    Vi har alle travlt med at mærke os selv og det skal vi.
    Men det gør børnene og de unge også.
    Vi skal huske at lytte til dem.
    De fortæller altid gerne, hvis vi lytter. Sådan rigtig lytter.
    Uden at dømme, forsvare og forklare.
    Bare lytte.

    Så dansevideoerne tænkte jeg kunne sprede glæde i hjemmene,
    måske endda samle familier og skabe grin og dans rundt omkring.
    Det gjorde det.
    jeg fik videoer tilbage af folk der dansede min dans. Så mega dejligt.

    Som det tit er med mig, får jeg lyst til at fixe ting og give andre lidt lys i mørket.

    Men så kom mit mørke.

    Jeg sad fast på sofaen og hævede op som en dej, der har stået alt for længe.

    Film var set, serier var færdige, lejligheden var blevet gjort rent (3 gange på en uge) og mit elskede hjem føltes lille og ensomt.

    Jeg kan generelt godt lide at vide hvad der sker i mit liv.
    Og pludselig, er der ingen der kan fortælle hvad der skal ske.
    Alle gætter.
    Jeg gætter.
    Alt handler om en uklar fremtid.

    Når man er alene, kommer der også en masse tanker på banen.
    Tanker om liv, død og betydningen af det hele.
    Samtidig med at holde fanen højt, skulle man også vende sig til,
    ikke at skulle levere energi i sin hverdag.

    Håb.

    Min yndlings farve er glimmer, fordi det sender lys rundt i rummet.
    Og som små diamanter kom der lys i min lejlighed.

    – I min gård, på vores altaner, synger vi hver dag kl. 17, “Det er idag et vejr”
    Det er egentlig lidt fjollet. Men dejlig fjollet.
    Det skaber sammenhold
    og får os, der bor alene, til at se og høre nogle mennesker.
    Selvom det gør mig glad, er det noget jeg hver dag skal tage mig sammen til. Det at synge på sin altan, foran eller sammen med andre, kræver tilløb.
    Jeg er vant til at stå på en scene, men gider ikke at mine naboer skal synes jeg er en damptromle, der bare vil ses.
    Faktisk ville jeg nogle gange ønske jeg var usynlig, når jeg sang med.
    Men jeg er ikke usynlig. Og heldigvis for det.
    Fordi de andre var mere generte end mig, endte det med at den dag jeg havde glemt at komme på altanen, droppede de at synge.
    Det behøvede de ikke. Måske de synes jeg er en sød damptromle.
    Vi griner når vi synger, og inviterer andre til at synge med.
    jeg bliver så glad af fællessang og stolt af mit daglige mod.
    Udover det får jeg altid solen lige i hovedet på min altan på et tidspunkt.
    Fantatisk timing – Gotta love the spotlight!

    -Jeg fik forleden et fantastisk opkald.
    Jeg har fået mange fantastiske opkald over de de sidste uger,
    men det her var fra Tine fra min folkeskole klasse.
    Tine har jeg ikke set i 27 år (tror vi nok).
    Vi har skrevet lidt sammen på Facebook, men aldrig snakket sammen i telefonen, og da hun ringede med video, kunne man jo pludselig se hinanden.
    Hvilket jo er skønt, men også lidt overskridende,
    når man nu sidder der så fint og hæver op som surbrød, i sin sofa.
    Men det var en meget dejlig samtale om fortid, nutid og fremtid.
    En masse spørgsmål blev stillet og besvaret og der blev vist rundt og grinet.

    Jeg værdsætter det virtuelle nærvær, vi giver hinanden.
    Vi skal endelig række ud efter hinanden i disse dage.
    Husk alle har det på samme måde og står klar til at tage kærligt imod en.
    Vi trænger til grin, og energi fyldte impulser.
    Siden har jeg snakket meget i telefon med familie, venner og andre skønne mennesker.
    Jeg snapper, whatsapper og Messengere med mange i løbet af min dag.
    Jeg værdsætter ekstra meget, måske pga overflød af tid,
    alle tanker og ord der bliver sendt i min retning.

    Selvom sociale medier er de nye FY ord, ligesom kød,
    er det nu meget rart i de her dage.
    Kan ikke overskue en hverdag uden pt.

    Uden arbejde, kan man mærke alt det liv man har, udenom arbejdet.

    Forleden tog jeg en vigtig beslutning, igen.
    Jeg besluttede jeg IKKE ville ende som damptromle, i fysisk forstand.

    jeg begyndte at spise grøntsager.
    -Eller jeg begyndte at spise som om vi ikke er i krig.
    Jeg træner nogle gange i fitness world.
    Et program kan være 40 min på crosstraineren og hører podcast imens. Men det kan man ikke fortiden, da fitness centre er lukket fra statens side. Jeg underviser også ret tit i dans, men det er ligesom også stoppet.
    Så kom det uundgåelige til mig.

    LØB! Altså man kan jo også løbe.

    FUCK

    Hvem gider at løbe?
    Jeg gør ikke.
    Jeg føler mig tung, grim
    og den konstante repetitive bevægelsesform gør mig sindsyg.
    Jeg stor keder mig når jeg løber.

    Der findes ikke sange, der kan gøre en løbetur sjov.

    Men det er jo en god og forholdsvis hurtig motions mulighed.
    Jeg får ikke lavet mine mavebøjninger.
    Jeg bliver så mega chokolade doven og Netflix kalder konstant.
    Jeg har iøvrigt set “Love is blind”, så det behøver du ikke.

    Men jeg gjorde det!

    Tog træningstøjet på og løb ud på fortovet.
    Mit skinneben gør tit ondt, når jeg løber de første gange.
    og det gjorde det også her.
    Jeg bliver tit pinlig når jeg stopper, fordi jeg føler alle kigger og dømmer.

    Denne gang var det anderledes.
    Alle i fælledparken, hvor jeg løb hen, smilede til mig.
    Det søde – 2 meters afstand – smilet. men det var dog et smil.
    Musikken i mine ører, gav mig lyst til at lave lidt aerobic agtige bevægelser.
    Så det gjorde jeg. Jeg tænkte at folk sikkert ville værdsætte lidt anderledes fra min side. Det gør folk jo tit. Måske de også kan lide glimmer?

    MISSION : Sommerkrop

    Nu løber jeg hver dag. Eller så tit jeg er træt af at være in-aktiv.
    Jeg har fundet noget godt løbe tøj, applewatch og AirPods pro.
    Så kører det.

    Jeg leger 3 lege, imens jeg løber:

    -FANG SOLEN! -eller undgå skyggen.
    Det er mega sjovt. Så løber jeg, lidt ligesom Phoebe i venner, i kanten af skyggen, men stadig i solen. Jeg må noglegange spurgte fra solplet til solplet. Det er ret koldt og stadigvæk meget marts måned, selvom solen skinner. Uanset er det ret sjovt.

    -HVIS MIT LIV VAR EN FILM.
    Jeg forestiller mig tit at mit liv er en film. Det har jeg altid gjort.
    Jeg sætter sange på, som hvis min liv blev filmatiseret,
    hvilken sang ville de så spille lige nu i filmen og hvordan ville jeg så løbe. Sådan lidt hollywood agtig, eller måske lidt dansk dogme agtigt.
    Der er mange forskellige filmgenrer man kan vælge.
    Sangene varierer også meget. Det kan være den nye Lady GAGA, Dua Lipa “Physical” eller Niall Horan ( en af dem fra One Direction) .
    Det sætter lidt forskellig energi i scenarierne.

    -FilmMontager.
    Jeg sammensætter film montager a la Rocky “eye of the tiger” momenter. Løber op og ned af trapper, over græsplæner eller holder pause på en bro og kigger ud i horisonten og løber hurtigt videre, med et mål for øje. Montager kræver udvikling, så jeg skal gøre det samme hver gang, så jeg kan se en udvikling. Smart ikke?
    Hvis nogen filmede det, hvilket jeg tit leger at de gør,
    så kunne det blive en virkelig god film sekvens.

    Lidt gode råd, fra det virkelige liv ,om hvordan man overlever ikke at blive en over ophævet sofakartoffel. Værsågod!

    Daglig status.

    Idag var min dag svær, igår var den let.
    Det skifter hele tiden og jeg ved ikke hvorfor.

    jeg har lagt mærke til jeg sover de 7 timer og 30 min. som er anbefalet.
    Jeg sover igennem om natten og vågner af mig selv, uden vækkeur.
    Jeg plejer at kunne sove 10 – 12 timer, helst.
    -Spændende hvad minimale impulser, gør ved ens system.

    Jeg har via downtown.dk fået 2 måneders lydbøger via Nextory gratis.
    (Det kan man iøvrigt stadig)
    Det er så mega fedt.
    Jeg har hørt Hella Joof læse sin bøger “Papmaché reglen” og
    “Dage med mildhed, modgang og mirakler”.
    Hele bog princippet føles for første gang virkelig dejligt.
    Skønt at fordybe sig i ord og universer.
    Hellas varme stemme, gør mig rolig og hendes ord gør mig glad og jeg griner tit.
    Hun siger hele tiden at alt nok skal går på mange forskellige måder.
    Lydbog og en lang gåtur, udenom folk naturligvis, er en virkelig god kombination. Man glemmer lidt at verden er lidt speciel fortiden.

    Jeg træffer gode valg om hvad jeg spiser,
    drikker hjemmelavet ingefær/gurkemeje drik og
    træner lidt forskelligt hver dag.
    For bla. at holde mig selv og tiden ud.
    Jeg gør det også for at få den sommer, og den krop, jeg savner så meget.

    Alt er anderledes for tiden, men alting har en ende, som Shu-Bi-Dua synger. Solen minder os hver dag om, at sommeren er på vej.
    Når alt “vi er sammen – hver for sig” er ovre,
    kan vi heldigvis være sammen – sammen.

    Jeg savner alle mine skønne skøre livsglade unger på
    Hotstepper, Sportsefterskolen Sine, Taastrup Dramaskole og Det ny Teater.
    Jeg savner også alle de voksne der er på de steder.
    Jeg savner mine venner, min familie, mine søskende og niecer.
    Jeg savner en masse folk samlet, grin og livsglad energi omkring mig.

    Allermest savner jeg kram – mark

    Pas godt på jer <3

    Jeg bliver glad hvis du skriver en kommentar til mig nedenunder, eller deler mit indslag eller sender mig en besked.
    – Sagde manden i kontakt underskud.

  • Gør vores “Facebook Avatar” os mere sociale?

    • Er socialkompetencer noget vi alle har ?
    • Er det noget nogle er født med?
    • Er socialt nærvær noget man kan træne og blive bedre til?
    • Hvordan vælger du at opbygge dine sociale kompetencer?

    Idag er det nemt at holde øje med hele verdenen hjemmefra.
    Vi kan se alle nye opslag på Facebook, følge Trumps sidste tweet og lære hvordan man fixer ting hjemme via tutorials på youtube.
    Vi behøver faktisk ikke at forlade vores hjem.
    Vi kan, takket være internettet, handle hjemmefra, date hjemmefra og snakke med andre hjemmefra.
    Vi kan Skype, Facetime hvis vi trænger til at se et ansigt.
    Udover alle overstående lækkerier, kan vi også skrive blog hjemmefra og lade andre vide hvordan vi har det.
    Vi kan tilmed give vores mening til kende på alle sociale medier.
    Vi opbygger en slags “facebook avatar”, et internet alias,
    så man kan sidde i sin sofa, mene en masse ting
    og kommentere på andres opslag på sociale medier.

    En avatar er en konstrueret udgave af os selv.

    Den virkelighed vi vælger at vise andre.
    Når vi f.eks tager et selfie, vælger vi at rediger virkeligheden til noget der er mere appetitlig for os selv og for andre.
    Vores avatar har følgere og følger andre spændende avatars. Den lever af likes og stort socialt følgeskab. Den har holdning, og bruger gerne farverige ord for at udtrykke den. Alle meninger skal ud. Måske fordi verdenen virker sammensat og kunstig, glemmer den nogle gange at tænke på modtageren og de andre den rammer.

    Bag hver en avatar er der et menneske med et bankende hjerte for at blive set, mærket og forstået. Vi søger virtuel øjenkontakt og nærvær.

    Vi farar noglegange vild i det parallelle internet univers,
    og kan pludselig ikke finde ud af hvad der er avatar og hvad der er os.
    Værdier flyver rundt og uden det er meningen,
    får vi såret mennesker som vi ikke kender.
    Internet universet er pludselig super sårbart og hungrer efter menneskelighed og medmenneskelighed.

    Personligt elsker jeg sociale medier.

    Mit nysgerrige sind elsker at følge mine venner, kollegere, nuværende og gamle elever og familie for at se hvor de er i deres liv.
    Jeg synes det er dejligt at få lov til at skrive blog og dele mine værdier med andre.
    Jeg har instagram, snapchat og facebook, og besøger dem nok flere gange om dagen end jeg egentlig har lyst til.
    (Det er især skræmmende når ugens skærmtids rapport kommer og man kan se hvor meget tid man har brugt på telefonen og dermed hvor meget tid man har brugt væk fra den virkelige verden.)
    Sociale medier gør hele verdenen mindre, og man kan holde øje med alle ens interesse punkter.
    Vi ser film, hører musik, bliver klogere, ser verdenen, fanger nyheder, holder os opdateret, skaber minder og køber ting på nettet.

    Vi kan styre hele verdenen hjemmefra.

    Men hvor skabes menneskelighed?
    Hvad skete der med sårene på knæene fordi man kravlede i et træ?
    FOMO(Fear Of Missing Out) vokser og vokser.
    Fornemmelsen for at kede sig føles evig.
    Vi vil konstant stimuleres og bruge vores logiske hjerne.

    Da jeg var barn fandtes der ikke mobiltelefoner eller internet
    i hjemmene rundt omkring.
    Det var en arbejdsluksus, som kun store firmaer havde råd til.

    Hvis jeg skulle lege med nogle, måtte jeg ud af døren og ringe på hos mine venner og spørge, måske deres forældre, om de kunne lege.
    Her risikerede man en afvisning på stedet, som man godt vidste ikke handlede om en, men om deres situation.
    Blev man uvenner foregik det face to face og ikke via det parallelle avatar universet.
    Man råbte af hinanden, måske sloges man og efter nogen tid blev man så venner igen.
    Vi løb rundt, fandt på fjollede lege og udforskede nærmiljøet for dermed at blive mere bevidste og et skridt mod at blive voksen.
    I ferierne hos farmor og farfar var der nogle gange rigtig gode film på DR, og hvis man spurgte sødt og smilede stort, fik man lov til at se denne ene film indenfor i dagstimerne på en sommerdag. Men så var det også ud, så snart filmen var færdig.
    Fantastien fik frit løb. Alt føltes levende og som om det ville vare evigt.
    Stadig den dag i dag er det en stor del af mine tanker om min barndom.

    Idag er det anderledes.
    – Ikke bedre, ikke værre, men anderledes.

    Jeg elsker internettet og social medier.
    Jeg streamer film, hører musik og bruger flittigt alle internettets fordele.
    Dette indlæg skal ikke handle om “det slemme” ved nettet.
    Men det handler om hvad vi kan gøre, for at blive hele,i et liv sammen med vores facebook-Avatar.

    Vi skal lære at se hinanden i øjnene.

    Alt for tit, går vi forbi folk på gaden, der efterhånden udvikler en pukkel på ryggen af at kigge i deres telefon, uden at se dem i øjnene.
    I jagten på at få mest ud af livet, via sociale medier,
    mister vi virkeligheden, der er lige omkring os.
    Vi skal lære at trække vejret, helt ned i maven. Turde fokusere på livet nærvær, og mærke vores krop, i dens helt nuværende ærlige tilstand.
    Tilsidst skal vi mærke kropskontakt, uden den er sexuel. Når vi krammer, leger, løber, slås for sjovt, klatrer og er fysisk aktive med vores venner og familie, udvikler vi en masse endofiner og føler os mere levende.

    Livet må handle om hvordan vi er mennesker. Hvordan vi er sammen med andre mennesker. Hvordan vi passer på os selv og hinanden. Vi husker tit de situationer, som indeholder mødet med andre mennesker, mere end vores rekord i “Candy crush”, eller de karakterer vi fik i skolen.

    Der skal skabes drama.

    Da jeg var barn skulle vi være kreative med både håndarbejde, sløjd og formning. Der blev sat spørgsmål til vores kreativitet og skabertrang.
    Jeg stod på scenen som 6årig og elskede at lege med de andre børn og voksne på scenen.
    Mine bedste venner, som jeg har idag, har jeg stået på scenen med som barn/ung og ladet dem se mine styrker og svagheder.

    Vi kender hinanden udover ord.

    Mange skoler har fokus på dramaundervisningen
    og især på samarbejddelen.
    Igen handler drama ikke om at skulle være skuespiller eller en “stjerne”. Tværtimod, handler det ikke om den enkeltes perfomance,
    men om gruppen som helhed.
    En fed dramatime, for mig, er den hvor man har set alle i øjnene,
    stået på gulvet med alle og har fornemmelsen for at har bidraget og været en del af et fælles univers.

    Hundige lilleskole har drama på skemaet i alle klasser. Jeg har fået lov til at være konsulent og hjælpe på indskoling og mellemtrinnet.
    På indskolingen er 0 – 3 klasse blandet og alle står på scenen som skuespillere.
    På mellemtrinnet kan man vælge imellem at være skuespiller, band, sanger, lave kulisser eller Pr.
    Uanset hvad man vælger er man en del af en helhed som hele skolen bakker op omkring.
    Jeg var der første gang i 2011 og har været der hvert år siden.
    Jeg elsker at se hvordan eleverne udvikler sig.
    Især dem der kommer tilbage og fortæller om hvordan de sidste år var generte, og nu tør de godt give lidt mere af sig selv.

    Den handler om at dyrke hvert enkelt barns mod på at bryde det usikre, komfort zonen.
    Turde se sine kammerater i øjnene, turde satse, turde fejle og vigtigst turde være en del af en fælles enhed.

    Alt det, der i sidste ende skaber sociale kompetencer og vores egen skrøbelige stærke menneskelighed.

    I virkeligheden er drama teambuilding og samarbejds-øvelser.
    I Stedet for at kalde det drama, kunne man hive elementer ind i f.eks klassens time.
    Hvis der er lærere der har brug for inspiration kommer jeg gerne ud og er konsulent.
    Jeg kan også, på det varmeste, anbefale alle mine dygtige skuespiller kollegere og musical performere.
    Kender du sådan en, så hiv fat i dem og book dem.
    De ved, om nogen, hvordan man kan bygge en fælles gruppestemning op.

    Man har ikke lyst til at mobbe eller nedgøre nogle man har haft et godt samarbejde med.

    Når alt kommer til alt har vi alle mennesker, vi ønsker
    nærvær og anderkendelse fra.
    – En kollega,
    – en chef,
    – et familiemedlem,
    – en ansatte i butik,
    – en kassemedarbejder,
    – en fra politiet,
    – en sygeplejerske,
    – en præst, en lærer,
    – en fra kommunen,
    – en som vi skal have tillid til, som vi møder en en sårbar situation.

    Nærvær handler om samarbejde, anderkendelse, øjenkontakt, sunde aktioner og fornuftige reaktioner. 
    Nærvær kræver mod, sårbarhed og åbent hjerte.

    Altsammen noget vi desværre ikke rigtig kan lære på vores telefoner, tablets eller computere. 

    Sociale kompetencer er nærvær der skal opbygges og opfordres til.
    I mødet med os selv, bliver vi bedre til at møde verdenen og andre mennesker.
    Vi alle har det i os fra barnsben. men fralægger os det langsomt i forsøget på at passe ind og i frygten for at fejle.
    Vores nærvær kommer mest naturligt til udtryk hjemme og i trygge rammer.

    Men vi skal bruges turde se hinanden øjnene uden for vores trygge rum.

    Tusind tak fordi du læste med.
    Du må meget gerne skrive en kommentar i feltet nedenunder.

    Del meget gerne og tag alle dem, du synes skal læse denne blog.
    Kan deles via Facebook og Twitter ikonet nedenunder.

  • Livet skal mærkes, ikke tænkes.

    Meget er sket siden jeg sidst har opdateret min blog.
    Jeg tog endnu en fantastisk tur til New York, som stod på en masse shows
    og drama-, danse- og Floor-Barre®-timer.
    Jeg blev certificeret Floor-Barre® lærer for 3. gang og mødte flere fantastiske mentorer inden for Floor-Barre® familien.
    Ligesom et Ikea møbel, blev jeg lige strammet op i alle hjørner.

    Når jeg vælger at tage timer i min ferie,
    handler det ikke om jeg vil arbejde mere, og presse mig selv unødigt.
    Tværtimod handler det om jeg vil arbejde mere frit.
    Jeg vil tilfredsstille min nysgerrige åbne barnlige side og møde mig selv på ny, bryde min komfort zone og være mere nærværende i mit eget liv.
    For at kunne stå autentisk, må jeg selv mærke min frygt,
    min usikkerhed og min styrke.

    Det at være menneske, for mig,
    handler om at give hovedet fri og stole på hjertet og kroppen.
    Turde træffe beslutninger baseret på passion og nysgerrighed,
    med en indre ro.

    Jeg deler tit min beslutningerog tanker op i hovede og krop.
    Hvor kommer mine tanker fra?

    -I hovedet bor bla. frygten, det rationelle, forvirringen, kontrollen og fortid/fremtid.

    -I kroppen bor bla. kærligheden, passionen, nærvær, nutid, nysgerrigheden og kreativiteten.

    Alle børn starter livet med at bo og handle ud fra kroppen.
    -De reagerer f.eks instinktivt på musik og begynder straks at danse.
    -De siger JA til livet og vil målrettet fremad og lære.
    Først senere møder de frygten og hvad man må og ikke må.
    De begynder at begrænse sig selv.
    Lader hovedet tage nogle gode rationelle beslutninger,
    som overser hjertets leg og banken.

    Som skuespiller stiller man hele tiden sit indre barn til rådighed.
    Til leg, umiddelbar betraktning og kreativitet.
    Skuespilleren, danseren, maleren, digtereren eller bare mennesket der bor i hovedet er sjældent ligeså interessant som den der bor i kroppen.

    Livet skal mærkes og ikke tænkes.

    Jeg er blevet efterskolelærer på Sine Efterskole i Sønderjylland.
    Det er en sports efterskole, med fokus på udvikling og retning.
    Her tager jeg ned torsdage og fredage og underviser i dans på danselinjen og drama på 2 valgfags dramahold.

    Danselinjen består af 27 skønne dansepiger, der vil udfordres, lave shows og deltage i konkurrencer.
    De møder dagligdagen for en danser og mærker hele tiden deres kroppe.
    Mit fokus med dem handler tit om at turde stole på kroppen,
    ikke tænke dansen, men mærke dansen i deres krop.
    Det er tit en udfordring fordi vores samfund bygger på resultater og karakterer. Men bliver belønnet hvis man har udtænkt et godt resultat eller fundet løsningen på en ligning. Belønning består af et tal, som du på en eller anden måde bliver til.

    Dans/livet for mig handler om at turde mærke dagens udgave af sig selv.
    Droppe copy-paste af koreografier,
    men altid undersøge ens egen nuværende tilstand og danse derfra.

    Valgsfags drama kan alle vælge der går i 10. vælge på Sine efterskole.
    Undervisningen består af fokusøvelser, sammenholds-øvelser, improvisations-øvelser og konkrete scener fra f.eks serien “SKAM”.

    Jeg har undervist i drama i mange forskellige sammenhænge og elsker når mine elever tør sætte sig selv fri, satser at fejle for at risikere at vinde.

    Når man har dramaundervisning på en sportsefterskole, handler det ikke om at blive skuespiller. De unges drømme er måske at blive f.eks håndboldspiller eller bare at høre til.

    Hvad kan dramaundervisningen så tilbyde på en sportsefterskole?

    Idag lever mange unge et liv, med et virtuelt parallel univers.
    De unge kæmper med at være gode i skolen og have det fede social- og privat-liv. Derudover plejer de deres kontakter på sociale medier og er tit online for ikke at gå glip af noget. FOMO (Fear Of Missing Out) lever i bedste velgående. Alle selfies, de tager, kommer igennem hele maskineriet af filtre for at kunne fremstå allerbedst på andres telefoner.

    Jeg priser mig hver dag lykkelig over jeg ikke havde en mobil da jeg var ung.
    Mit første mobil købte jeg som 18-årig, og den kunne kun ringe, skrive beskeder og spille “Snake”. Jeg var 28 år da jeg fik Facebook og hele SOME (Sociale medier) bølgen begyndte.

    I starten var det lykken at kunne snakke med gamle venner hjemmefra og følge med i deres liv. Efterhånden kom presset for at være interessant på nettet og tilfredsstille ens venner og følgere.
    Parallelt med al det her er der medier som Snapchat. Her passer man sine streaks og deler ud af sine daglige øjeblikke, og gør sig umage, for igen at holde folk til ilden.

    Unge kæmper i dag med stress, selvnedbrydende tanker og sammenligner sig med hinanden, på en måde jeg først sent i livet havde mulighed for.
    De glemmer at alle andre har den samme usikkerhed og sætter filtret på deres billede, for at blive liket og ikke for at gøre andre usikre.

    Mit hjerte bløder for alle dem der kæmper mod sig selv.

    Dramaundervisning beder de unge om at være dem de er.
    De skal ikke underholde og de skal ikke præstere.

    Drama handler om at turde give slip på kontrollen (Hovedet) og komme ned i legen (Kroppen).
    De bliver opfordret til at turde have det sjovt og møde hinanden på
    fælles – usikre – grund.
    De flytter komfortzoner og hepper på hinanden.
    Mobiltelefonen er ikke eksisterende og alt handler om det vi skaber sammen nu.
    Det bliver en platform til at dele indre tanker og sider af sig selv,
    man måske ikke vidste man havde.
    Vigtigst af alt er de har øjenkontakt og hjælper hinanden til at komme igennem øvelser.

    -Øjenkontakt kommer der mindre og mindre af,
    fordi folk har travlt med at se livet igennem deres mobil telefoner.

    Kære alle dem der planlægger skoleundervisning for børn og unge.

    Man kan ikke sidde på en stol og læse sig til at være nærværende.
    -Det kræver du kender dig selv, giver dig selv en ro og stoler på den du er.

    Du kan ikke læse dig til at være hele autentiske dig.
    -Det skal du opfordres til, mærke over tid og guides til.

    Dramaundervisning handler ikke om at blive skuespiller,
    men om at kende sine grænser, og undersøge flere sider af sig selv.

    Skolen ligger primært vægt på den boglige intelligens,
    men der er så mange andre intelligenser  som er vigtige i vores samfund.

    Mit arbejde handler det ikke om at være boglig, men om at være den jeg er. Jeg guider andre til at følge deres drømme, deres hjerte og deres passion,
    ved at være hele autentiske mig.

    Det er ikke alle der kender deres drømme.
    Mange skal opfordres til at åbne op, for at finde drømmene, give dem plads, for derefter at kunne sætte fokus på dem og følge dem.

    Som dramalærer er mit job er aldrig at dømme og vurdere en perfomance.
    Jeg skal opfordre til at åbne op og turde vise noget af sige selv.
    Skabe et NU som vi alle er en del af og arbejder ind i.
    Mit eget ego tager jeg ikke med ind i lokalet, men lader de unges energi overtage rummet.

    Det rum jeg skaber sammen med de modige elever, frigiver grin, forundring og tårer.
    Vi tillader os selv at blive emotionelt rørt af hinanden og beundrer konstant hinandens mod til at turde give noget af sig selv.

    Kære Folkeskole,
    hvornår vælger vi at forme de unge til at være præsic dem de er?
    Udfra deres kapacitet, deres intelligenser og deres drømme.

    Kære Læser.
    Hvad synes du om drama på skoleskemaet?
    – Skriv gerne din kommentar i feltet nedenunder.

  • Jeg vil ud af dit verdensbillede.

    -Hvorfor lytter vi mest på kritik?

    Mit navn er Mark Agerskov, og jeg er 40 år.

    Jeg ville ønske, at jeg, i min alder,
    kunne være ligeglad med, hvad andre tænker og føler om mig.

    Siden jeg var helt lille, har mine forældres, min families, mine lærers, mine forbilleders og mine venners holdning
    haft en kæmpe indflydelse på, hvilke retninger jeg har valgt i livet.
    -Jeg ringer stadig til min mor for råd.

    Tit, når vi spørger om råd, er vi sårbare og stiller os åbne, tillidsfulde,
    med håb om en god coaching.
    Heldigvis kan dem, der kender os godt, se vores verdensbillede
    og hjælpe os med at følge den retning, der er vores.

    Men desværre tager vi, alt for ofte, imod råd fra folk
    der ikke kender hele vores situation.
    Råd kan nemt føles som kritik.
    Selvom der er en masse rosende ord at samle på, bærer vi dem ikke med os på samme måde,
    som vi gør med kritikken og de hårde ord.

    Hvorfor lytter vi til kritiken og bærer den rundt med os?

    Fra jeg var barn, har jeg altid vidst, jeg ville arbejde med teater.
    Min energi var tit højere end andres, og jeg elskede at have et publikum.
    Jeg kunne jonglere energien i hele min klasse fra jeg var helt lille.
    Jeg endte tit udenfor døren, pga. min charme og lyst til at markere mig.

    Mine lærere og studievejledere vidste ikke, hvad de skulle vejlede mig til?
    Jeg blev forslået ting i retninger væk fra scenen.
    Jeg oplevede en frygt fra deres side om, at jeg kunne klare det liv.
    Teatret var det hemmelige liv, kun meget få kunne få adgang til.
    Nåleøjet blev præsenteret for mig
    med et overbærende smil om,
    at jeg nok ikke ville være én af dem.

    En kamp blev tændt i de snakke.
    Jo mere de tvivlede, jo mere ville jeg på scenen.
    Jeg ville bevise, at de ikke havde ret.
    Min hær af tvivlere blev større og større.
    Bestående af nogle skolekammerater, enkelte familiemedlemmer
    og folk, jeg mødte på min vej.
    Jeg vidste, hvad jeg ville, og jeg ville gå efter det!

    Problemet med overmod er bare,
    at det kan ramme dig så hårdt.
    Frygten for at fejle vokser.
    Mit eneste mål er, at andre ikke skal have muligheden for at sige:

    “Hvad sagde jeg”

    Selvom alt er sagt i kærlighed fra min “tvivlere”
    i frygt for, at jeg skulle blive skuffet eller såret,
    så er det altsammen en vurderinger foretaget ud fra deres verdensbillede.
    En vejledning baseret på flygtig kendskab til min situation,
    og baseret på et begrænset kendskab til min branche, der gør det ud for dårlige 80´er film
    om fx fame og berømmelse.
    Teaterlivet handler tit om drama, afhængighed og fjendskab i film.

    Mit problem var, at jeg kendte min drøm.

    Jeg ville have hele pakken, og gerne knokle for det.
    Jeg drømte om roller og fantastiske eventyr
    om udvikling.
    Dans, sang og drama sammen i en pakke,
    som kunne føre publikum væk fra problemerne i verden, for en stund.

    Min hær af tvivlere dukker stadig op,
    i de hårde perioder.

    Hvad skal der til, før man accepterer,
    at man ikke gav dem ret?

    Livet må handle om at finde ud af,
    hvem man er helt inderst inde.
    Turde sige JA og NEJ.
    Turde drømme med stor passion om alt det,
    man ønsker sig.

    Udfordringen for mig var at lære at sige fra.
    Sætte tvivlerne på plads og lade dem mærke min rejse.
    Problemet er, at man tager angsten med sig i rejsen,
    hvis man ikke står ved sig selv.
    Jeg har tit været knyttet til min angst
    og frygt for at blive afsløret som talentløs.

    Min super søde og dejlig opbakkende mor
    måtte i en periode ikke se mine premierer.
    Jeg synes, de var alt for sårbare
    til også at skulle dele dem med hende.
    Min mor er min nr. 1 cheerleader.
    Hun siger kun opbakkende ting,
    og benytter enhver mulighed for at rose mit arbejde.
    Helt fjollet snakker hendes ros ind i min angst om ikke at være god nok.

    Man knokler for bekræftelse,
    og når man så får den fra det menneske,
    der er der allermest for én,
    rammer den et sårbart punkt i os.

    Angsten er skræmmende tit mit drive.

    For 10 år siden, begyndte jeg at få ansvar for børnene
    i de forestillinger, jeg lavede.
    Jeg fik ansvar for andres oplevelse på
    scenen og teatret.
    Mit job var at gøre børnene stærke i deres talent,
    og give dem tillid til hinanden, de voksne og teatret.
    Min “angst” blev placeret i børnenes trivsel.
    Pludseligt handlede det ikke om mit ego,
    men om deres.
    Jeg viede min opgave til,
    at børnene skulle elske teatret

    I sidste uge kom et interview på facebook,
    som jeg havde stillet op til.
    Et interview om min karriere og de forskellige trin på min vej.
    Selve interviewet gik rigtig godt. Tiden fløj afsted.
    Men da det kom op på facebook, mødte jeg igen min frygt for overmod.
    Jeg begyndte at tage ting ud af kontekst og kritisere mine valg.

    Der gik det op for mig, at vi skal lytte til hinanden

    Når vi bærer rundt på al den tvivl,
    vi har skulle forsvare,
    så frygter vi at mærke os selv.
    Nu er jeg 40 år.
    Jeg kender godt mine værdier og mig selv.
    Jeg stoler på mig selv og på, jeg altid gør mit bedste.
    Jeg må godt lave fejl og lære af dem.
    Jeg må godt udvikle mig og lære mig selv endnu bedre at kende.

    Jeg fik virkelig mange skønne, kærlige tilkendegivelser på interviewet.
    Flere rørte mig til tårer og til grin.

    Jeg måtte igen vælge at lytte til kærligheden.

    Jeg mærker den gode energi og lader den bo i mig

    Jeg stoler på mine medmennesker.

    Når alle kæmper deres kampe
    og møder dig ud fra deres verdensbillede,
    er det vigtigt du bliver i dit eget.

    Skylder vi ikke vores verden at spille hinanden bedre?

    Giv komplimenter til dem, der fortjener det.

    Måske også til dem, der ikke fortjener det.
    De kan have mere brug for det.

    Den positive uopfordrede opmærksomhed giver energi og overskud.

    Når du skal give andre råd, så husk at spørge ind til deres rejse
    og lær deres verdensbillede at kende.

    Vi er alle på den samme rejse i mødet med os selv.

    Kærlighed vokser, jo mere man arbejder med den
    og især kærligheden til os selv


  • Min sidste dag i 30´erne

    For 10 år siden besluttede jeg at 30´erne  er de nye 20´ere.
    Nu siger folk at 40´erne er de nye 30´ere.
    Vil det så sige at jeg igen kan tage en omgang 20´ere?

    Ville det være drømmen at blive 20 år igen?

    Alder har altid fyldt meget i mit liv.

    Da jeg var yngre, ville jeg være ældre.
    Jeg ville have alle muligheder i verden.
    Jeg ville drikke alkohol, leve et liv uden mine forældres regler og føle mig fri.
    Jeg troede som barn at livet måtte begynde når jeg var 22.
    Fordi så havde jeg nok vænnet mig til livet som voksen, efter jeg var blevet 18 år og fundet til rette i mit liv.

    Sådan gik det ikke lige!

    Som 22årig var jeg mega forvirret,
    med en masse drømme i mig som jeg kæmpede for at opfylde.
    Da jeg var 22 år gik jeg på danseværkstedet,
    og dansede hver dag fra 9 -15 og følte mig ALT for gammel allerede.
    Som danser hørte man konstant om dem der startede som 3 årig og havde knoklet siden da.
    Jeg startede for alvor med dans som 19 årig og var allerede “meget” bagud.
    Følelsen af at være bagud forfulgte mig i mange år.

    Man må også sige at det er ok at være forevig ung på scenen. 
    Tit sker det at folk gætter min alder yngre og det er brænde på “For Evigt Ung” Bål. 

    Flugten væk fra at være den alder man er.

    -Den evige flugt!

    Men det vendte i foråret 2015.
    Der stod jeg som ny-single og havde fået et legat til at tage til New York.
    På trods af jeg var 36 år, følte  jeg for første gang nogensinde følelsen af at være ung.
    Følelsen af at være fri, passioneret og kunne gøre alt jeg gerne ville.

    Livet var nu et tagselvbord af muligheder.
    Følelsen af at være i kontrol over de valg jeg tog var magtfuld.
    Trangen til at passe ind blev brudt af trangen til at være den man er.

    Imorgen bliver jeg 40 år.

    Det føles rigtig godt.

    Jeg elsker at være lige her hvor jeg er ligenu.

    Jeg har fundet en hylde jeg elsker at være på.

    Jeg gider ikke mere tænke mit liv! Jeg vil leve mit liv
    -Det valg er taget!

    Alt er muligt.

    Som mine venner siger, er 40 år “NO BULLSHIT!” alderen.

    “PYT” knappen bliver voldsomt brugt og livet skal bare leves.

    I mit næste årti vil jeg:

    Mærke mig selv

    Nyde mit liv

    Have tillid til mig selv og mine drømme

    Kun beskæftige mig med ting der har værdi.

    Livet er nu! ALT er Love! ❤️

  • Må alle godt have det godt?

    2018 har budt på en masse dejlige forandringer.
    Og der er flere fantastiske ting på vej.
    Jeg har rejst, samlet viden, inspiration og fået nye stillinger.

    Jeg er i den grad et bevis på, magi sker når man giver slip
    på det man ikke tør give slip på.

    På Min tavle i køkkenet står der nu “Ny Sæson, Nyt Liv”
    Måske i takt med jeg bliver 40 år i næste måned,
    er jeg blevet klar til endnu flere forandringer.

    BRING IT ON!

    (iøvrigt stadig top 3 over yndlings film)

      I slutningen af Juni spurgte skønne Line Kirsten om hun måtte give mit navn til en journalist,
    der var igang med at skrive en artikel om hende.
    For ca. 14 år siden var Line en af mine danseelever I Fredericia, sammen med nogle piger fra hendes klasse.
    Siden har hun givet den gas som radiovært, teateranmelder “Den 4. væg” og laver de sjoveste videoer om mennesker idag.
    Jeg har stolt fulgt hendes rejse og elsket alle hendes fantastiske  og skøre ideer.

    Elsker iøvrigt hendes citat i artiklen;

    Folk er smukkest når de har det godt

    Det er ikke uden en masse følelser at få så flotte ord fra hende.
    Tænk at  blive betegnet som et skønheds ideal. 

    Skønhed kommer indefra
    Styrke kommer indefra.
    Selvtillid kommer indefra

    selvværd bor inde i os!

    Siden “Skøn” er kommet ud, med artikelen om skønne Line,
    har jeg fået en masse dejlige tilkendegivelser.

    Det er så rørende at læse folks tanker om mig og min undervisning.
    Jeg bliver altid lidt mundlam og ved ikke helt hvad jeg skal svare.

    Når forældre roser mig for at få deres børn til at stråle på en scene,
    fortæller jeg gang på gang  det ikke har noget med mig at gøre.
    Det arbejde man laver på en scene har man selv knoklet for og dermed er det deres.
    Men jeg smiler altid bagefter og siger
    jeg har nydt at arbejde med dem og følge deres udvikling.

    Jeg har arbejdet som børne-coach på Det Ny Teater fra 2011 til 2017.
    Professionelt teater handler tit om at skabe en forestilling for publikum.

    Men som børne-coach er det min opgave at børnene har det godt
    og står stærke sammen,

    Det ny teater satte altid stor pris på familierne, omkring de børn,
    der var med i forestillingerne.

    De vidste man ikke kan bruge et barn fra en familie
    uden at indvolvere forældre, bedsteforældre, søskende etc.

    Idag har tid værdi.

    Jeg har så stor respekt for Det ny teater for at have en børne-coach
    der hele tiden har børnenes situation for øje. 
    Så var det mit job at gøre børnene trygge på scenen, med de voksne og i det materiale de dagligt skulle udføre.

    Næste måned er det Mark Agerskov version 4.0.
    -En ny og forbedret udgave.

    Jeg er lige blevet uddannet life Coach fra “Leaders By heart
    -Bedre navn findes ikke til den coach uddannelse jeg skulle tage.

    Jeg er uddannet for 2. år i træk Floor-Barre® instruktør.
    -En uddannelse med fokus på kroppens placering, centrering, styrke  og grounding.

    Jeg skal være børne-Coach/statist ansvarligØstre Gasværk og “Pelle Erobreren
    -Nyt sted, nye opgaver med et fantastisk team, i et vidunderligt hus og med så mange udviklings-muligheder.

    Mine veninder Hayley Franks Høier og Malin Astor har startet en super uddannelse til unge der søger op på skoler.
    Central Musical Theatre school.
    Jeg er meget stolt over at få lov til at undervise de dybt engageret og talentfulde unge, og være en del af det fantastiske lærer team.
    -TAK Hayley og Malin for at turde og have værdier i orden og fokus på hvert enkel elevs udvikling. 

    Jeg er stadig på Hotstepper Hip hop & urban dance education.
    Har lige mødt min 9. årgang på Hotstepper og glæder mig til at undervise dem i jazz.
    -Elsker når undergrunden møder den klassiske danse verden. Det er fedt!
    Hotstepper har iøvrigt også nogle fantastiske værdier, om sammenhold, udvikling og talent-udvikling.

    Jeg står også i år for den fantastiske parade til Eventyrteatrets efterårs forestilling i Tivoli til oktober.
    -Jeg har den lækreste gruppe unge, der tager JA-Hattene på og står stærkt i alle vores udfordringer.
    Alle de medvirkende unge til “Den Magiske maske” er så dedikeret, knokler og er en fornøjelse at arbejde med.

    Sidst men ikke mindst er jeg stolt over at være blevet faglig leder for Høje-taastup dramaskole.
    Jeg startede som danselærer på dramaskolen for næsten 2 år siden.
    Det er en skole med så mange muligheder for udviking, leg og talent-udvikling.
    Vi har især her fokus på sammenhold på tværs og på de forskellige danse/dramahold.
    Det er vigtigt man har det godt når man står på en scene.
    Man skal føle sig set, grebet og udfordret.

    Idag har de unge så meget press fra sociale medier, forældre, skole, venner, kærester og arbejde.
    Billeder bliver lagt på Instagram med filtre på,
    for at skjule virkeligheden.
    Jeg er så lykkelig for jeg ikke er vokset op med en mobil telefon i hånden.
    Da jeg var ung var der kun fastnet telefoner, og den mobiltelefon jeg fik som 18 årig, kunne ikke tage billeder.
    Den kunne sende sms, ringe og spille “Snake”.

    Jeg kan faktisk ikke helt følge med i forhold til hvordan det kan forgå i det paralelle social media univers.
    Stedet hvor unge truer hinanden og glemmer de skriver til en person i den anden ende.
    Måske fordi de selv bærer på en smerte af al den press.

    Hvad skal der til for idag at gribe de unge og mennesker i det hele taget??

    -Man skal lytte og respektere det enkelte menneske hvor det er.

    -Man skal skabe et rum til udvikling og fantasi og leg.

    -Glemme alle tanker om frygt og jantelov.

    -Huske alle har en virkelighed og en historie, som de tit gerne vil dele.

    -Se en gruppe som en helhed og give dem plads til at vokse sammen.

    Der hviler et stort press på børn og unge idag.
    Det giver også de voksne i deres liv et andet press.

    Vi skal passe på hinanden.

    Tiden er så anderledes end bare for 10 år siden. 
    Året er nu 2018 og jeg bliver snart 40 år.

    -Pas på jer selv og hinanden.
    -Mærk jeres styrker og selvværd.
    -Stå ved dem i er og jeres værdier.

    Så får vi allesammen det godt!

    Men
    SKAL ALLE SÅ BARE HAVE DET GODT?

    JA! selvfølgelig skal alle have det godt! 

    <3

    Det er vigtigt!!

     

     

  • Hjælp! Mit barn vil stå på en scene.

    En ting er ens egne drømme,
    men hvordan håndterer man andres drømme?
    Drømme som kan være svære at guide i,
    og som kræver andres forståelse for dem man holder af.
    Vigtigst!
    Hvordan  finder man balancen imellem at guide og passe på?

    Først vil jeg sige, 
    jeg beundrer alle showMoms & showDads.
    Alle de forældre der planlægger deres tid omkrig shows og andre arragementer.
     Igennem de sidste 20 år har jeg set familier vente spændt,
     på deres børn var færdige med at øve eller optræde.
     Der har altid været en enorm respekt for showbranchen. 
    Så man vil gerne give det, det kræver.

    Men hvornår er det for meget??

    Når jeg siger jeg beundrer alle showforældre, inkluderer det selvfølgelig også mine forældre.
    De havde ikke selv mærket på deres egen krop, hvad det ville sige at brænde for scenetid.
    I en alder af 24 og 26 havde de en dreng på 6 år, der elskede teater, danske film og musik og ville give alt for at stå på en scene.
    Jeg var med i min første forestilling som 6 årig på Købehavneren i “Årets Julestjerne”.
    Mine forældre gjorde alt det de kunne for at bakke mig op.
    De sørgede for jeg kom afsted, snakkede med dem der skulle passe på mig,
    og lyttede til alle mine tanker og bekymringer om fremtiden.

    Måske det på nogle punkter var en gave, de ikke selv havde scenedrømmen.

    Jeg er på ingen måde blevet pacet af mine forældre.
    Tværtimod, de sagde altid, hvis det var noget jeg ville måtte jeg kæmpe for det.
    Det var dog mest i mine teenage år.
    De mente min passion og mine drømme skulle bære mig.
    Jeg tror på mange måder de ønskede jeg skulle gå i en anden retning.
    Ikke fordi de ikke ønskede mig det bedste.
    Det har de altid gjort.
    Men fordi jeg var på vej ud i et felt hvor de ikke kunne hjælpe mig.
    Et felt hvor fornuft sjældent er rigtig fornuftig.

    Mine forældre guidede mig til at klare mig selv.
    Hvis jeg ville noget, måtte jeg kæmpe for det.
    Til tider var det hårdt!
    Men i sidste ende vidste jeg,

    jeg selv ejede mit talent.

    Jeg har siden optrådt i 33 år, på diverse scener, og haft nogle fantastiske eventyr.

    Hvis nu jeg mødte mig selv som barn, ville jeg berolige den lille dreng og sige alt nok skal gå.
    Opfordre den glade dreng  til at opsøge noget mere dans og kæmpe for sin passion.

    Mine forældre gav mig det jeg havde brug for:
    – En vej ind til arbejdet med mig selv.
    – En styrke til at stole på mig selv.
    – En base jeg altid kunne komme tilbage til.

    Idag er verden lidt anderledes.

    Presset på de unge bliver større & større, samt viden og mulighed for scenetid.

    Der er mange retninger at gå og et endnu større fokus på talent opbygning.

    Nogle forældre leder efter stedet til at give ens barn de rigtige scene oplevelser.

    Drømmen om hurtig berømmelse er overalt,
    og der kommer stille og roligt mindre fokus på selve arbejdet hjemmefra.

    Jeg underviste i 2002-2004 på LEGOLAND ® Show Academy.
    Eleverne mødte ind efter skoletid fra 16.30 til 20.30
    Her blev de undervist i dans, sang og skuespil og optrådte rundt i hele landet.
    Forældre og børn kørte fra det meste af Danmark, for en gratis plads på skolen.
    På LEGOLAND ® Show Academy lærte børnene om selvdisciplin, forståelse for andre og scenekunst.
    Vi havde 4 grundregler, med en masse underpunkter, som lagde vægt på dannelse og fokus.
    På mange punkter blev eleverne udfordret på tid, transport, søvn og deres sociale liv uden for Show Academy.
    Men alle forældre vente tilbage og fortalte, deres børn havde forbedret deres skole arbejde.
    Interessant at de børn, som knoklede med dem selv, udviklede andre kompetencer.
    Kreative sjæle er ofte udfordret i at sidde stille,
    men nu var det de børn der tyssede på de andre i deres klassen.

    Vi elsker allesamme at gå op i noget.

    Vi lever alle for kærlighed, passion og for muligheder.

    Mange af de elever der gik på LEGOLAND ® Show Academy lever idag af deres drømme.
    De forstod værdien af arbejde,
    men måske mest værdien af deres drømme.
    De fik en selvtillid til at satse og tro på alt nok skal gå.

    Idag er mange af de unge over 30 år.
    Jeg elsker at møde dem og høre historier om deres liv og drømme.
    Men også om hvordan LEGOLAND ® Show Academy har påvirket dem positivt.

    Kære Forældre til Showbørn,
    -Husk det er altid jeres vigtigste job at passe på jeres børn.
    -Stress er en voksen sygdom, som børn aldrig må få.
    -Du må godt blive stolt når dit barn får nogle muligheder,
    men husk værdien af arbejde.
    -Lyt til jeres børn og mærk deres grænser og vid de selv tit har svarene.
    -I har overblikket & livserfaringen, men jeres børn har passionen.
    -Søg de muligheder der passer jeres børn bedst.
    -Stil spørgsmål, vær nysgerrige og kritiske.
    -Tilsidst ligger der et kæmpe arbejde i at lære sine børn at sætte sine grænser.
    -Hvis man lærer det, har et motiveret fokus og et stærkt bagland
    skal alt nok gå.

    PS. Al scenekunst er et håndværk, der skal knokles for, forbedres, elskes og have tid.

  • Jeg vælger – Plan A! IGEN

    For 2 dages siden åbnede min skole op – Igen.

    Plan A – Mark Agerskov Dans har klaret sit første forløb.
    Nu er der åbnet op for flere hold, flere elever,
    nye timer og nye muligheder.

    Siden jeg var 6 år har jeg vidst jeg ville stå på scenen.
    Troede de første mange år jeg ville være skuespiller,
    Indtil jeg mødte friheden i dansen.

    Musik rammer mig, og jeg nyder at fortolke
    og mærke musikken i min krop.

    For næsten 11 år siden blev jeg færdig uddannet musical performer
    fra Det Danske Musical Akademi.
    Siden da har jeg arbejdet som musicalperformer, børneCoach,
    danselærer, koreograf assistent
    & instruktør assistent.
    Jeg har været næsten 10 år på Det ny teater
    og nydt alle de udfordringer jeg har fået
    og som jeg er vokset med.
    Drømme forandrer sig!
    Plan A´er rykker sig
    og nu er tiden kommet til min Plan A – Igen!

    Sideløbende med jeg lavede “Annie Get Your Gun” på Det Ny Teater i efteråret 2017,
    åbnede Plan A – Mark Agerskov Dans sine første 2 forløb.
    Det var 2 Jazz Dansehold.
    For dem over og under 18 år.
    En fantastisk rejse,
    med skønne dedikerede unge dansere,
    der var sultne på dans og teknik.

    Som det er med alle drømme,
    der indeholder passion og muligheder,
    må man tage nogle chancer.

     

    Plan A skal mærkes, føles og følges.

    Jeg har valgt at holde en pause fra scenen og følge min drøm!

    Jeg vil skabe en skole.
    En danse perfomance skole.
    En skole hvor alle kommer med en passion, bliver stærkere, mere fri og danser med musikken.
    Et sted hvor drømme bliver virkelighed.
    Et sted hvor solen altid skinner.
    Jeg elsker at guide hen til en drøm.
    Jeg elsker at coache til arbejde og skabe et fokus.
    Jeg nyder når folk kommer for at shine og være dem selv.

    Men jeg elsker allermest øjne der stråler over mødet med dem selv
    og musikken.
    Så jeg satser, jeg stoler på mig selv og min store passion.

    I fredags åbnede Plan A – Mark Agerskov Dans Igen!

    Først var det mødet med Floor-Barre®

    Floor-Barre® er en trænings form, hvor man ligger på gulvet og bruger tyngden anderledes.
    Floor-Barre® styrker alle kroppe, dansere som ikke dansere, sportsfolk og den utrænede krop.
    Fordi man ligger ned, hjælper Floor-Barre® med at styrke de rigtige muskler uden at aktive de store muskler ved siden af.
    Man skal gå til Floor-Barre® hvis man vil styrke ankler, knæ, hofte, ryg og center.
    Floor-Barre® hjælper ens danseteknik, da det primært er fokuseret på ens center.

    Jeg tog uddannelsen i Floor-Barre® Zena Rommett teknik i Paris i sommer.
    Men i fredags var første gang jeg skulle undervise i det.

    Via Plan A kan man tage Floor-Barre® I Danmark.
    Mødet med den nye teknik blev fantastisk godt modtaget og mine elever elskede det.
    Med fokus på vejrtræning & forlængelse af musklerne er arbejdet koncentreret og meget præcist.
    Efterfølgende har jeg fået en masse tilkendegivelser på kroppe, der har det godt efter Floor-Barre®.
    Kroppene føles brugte, men på den rigtig gode måde.

    Efter en times Floor-Barre® åbnede mit nye hold, Dance It!

    Floor-Barre® er opvarmning til Dance It!
    Dance It! kommer af udtrykket “Just Do It” -Tak Nike for den inspiration.
    Mange vil bare gerne danse, men hvor gør man det?
    Hvis man ikke vil konkurrere med toptrænede unge dansere eller ikke nyder at være i et fitness center.
    Mange har på et tidspunkt elsket at danset, men da valget kom om at gå videre med dansens verden, ophørte den kærlighed.

    Et liv uden dans for mig, er pt intet liv for mig.

    Alle der elsker dans og musik bør have mulighed for det,
    uden at møde sine egne fordomme.
    Dance It! er for alle dem!
    Dem der gerne vil mærke musik, mærke sig selv og vil have styrken tilbage i kroppen.
    Dance It! kan være for dem der er over 30 år, men også for dem der er yngre.
    Dance It! er dans for dansens skyld og ikke fordi man skal ud og konkurrere om jobs.
    Kom som du er og giv slip på tanker og fordomme.

    Jeg fløj hjem efter Fredagens åbning og elskede demere end 20 dansere der kom og gav mig deres aller bedste dancemoves.
    Så kan man ikke ønske sig mere.
    Jeg glæder mig til at se udviklingen og håber alle kommer i den retning de ønsker allermest.

    Læs evt mere om Floor-Barre® & Dance It! her

    Igår åbnede 2 nye hold.

    Musical Sing It!

    Holdet for alle dem der elsker musicals, sang & dans.
    Hvor går man hen hvis man gerne vil synge & danse på samme tid?
    Udover det kan bruges til en evt kommende Musical karriere, er det også en fantastisk måde at træne kondition på.
    En ting er at danse, noget andet er at synge. Kombinationen kræver fokus, retning og vejrtrækning.
    Planen er at arbejde med et musical nummer over flere gange, for tilsidst at kunne danse og synge et helt nummer.

    Det gik så fantastisk og jeg glæder mig til I snart skal se lidt af hvad vi har arbejdet med.

    Vi gik alle syngende rundt imellem hinanden.

    Læs mere om Musical Sing It! Her

    Det andet hold der åbnede var Jazz It!

    Jazz It!

    Jazz It! er det type hold jeg havde i første Plan A forløb.
    Klassisk Jazz teknik, med fokus på placering af kroppen og koreografi.
    Det er der anderledes denne gang, er vi danser i 3 timer.
    Som lærer synes jeg aldrig der helt er tid nok til at danse.
    Når man fokuserer på at rette kroppe til og give en masse øvelser fra sig, løber tiden hurtigt fra en.
    Så man presser en koreografi sammen i de sidste 30 minutter.
    Det betyder man når aldrig at nyde dansen og give slip,
    men hjernen arbejder på at huske og glemmer at give slip.

    Med Jazz It! har jeg valgt at fokusere på dans og frihed.

    Jeg bruger 3 timer til grundig opvarmning, teknik, stræk, kryds gulv og koreografi.

    Jeg elsker dans fordi man kan danse.

    Når man tænker på trin og skulle præstere,
    glemmer man tit at nyde musikken og bevægeslerne.
    Dans koster så meget for kroppen,
    så det mindste man kan gøre er at nyde det og give slip på hjernen.
    Det er et af mine fokus punkter i dansen.

    Jeg elsker når mine elever giver slip og danser som en fisk der lige er kommet i vand.
    Læs om Jazz It! Her

    Jeg er vild med alle mine hold og de elever der er på dem.
    Alle er så modige, så sultne og giver det aller bedste af dem selv.
    Jeg føler vi sammen kan rykke os rigtig langt.

    For mig kan alle  danse,
    det handler allermest om modet til at gøre det.

    Jeg kender til at skulle stå ved mit mod.

    At åbne en danseskole, har været så skræmmende.
    Men endnu mere skræmmende ikke at gøre.
    Vi lever en gang!
    Mit Problem er jeg altid tiltrækkes af det der virker svært.
    Men de udfordringer giver mig følelsen af at leve.

    Hvad er Planen fremover?

    Det næste halve år skal jeg passe mine 4 nye hold på Plan A.

    Men derudover skal jeg læse til coach.
    Jeg coacher hele tiden som lærer.
    Min drøm er at få stærke elever, der når sine drømme.
    Så derfor vælger jeg at gå efter drømmen og elsker hele tiden af lære.

    Jeg vil gøre alt for at nå mine drømme.

    Jeg vælger – Plan A!

    IGEN!

  • Jeg vælger – min nye drøm!

    Siden jeg var 6 år har jeg drømt om scenen.

    Drømmen gik i opfyldelse,
    og meget mere end det.

    Nu er jeg 39 år og har mærket den lille 6 årige drengs drømme i årevis.

    Jeg har stået på scenen nærmest uafbrudt siden jeg var 6 år,
    og har haft muligheden for at udvikle mig, både for og bag scenen.

    I de sidste 9 år har Det Ny Teater givet mig en masse muligheder,
    givet mig en masse ansvar og har haft mine tanker 24-7.

    Jeg er både beæret og stolt over det ansvar og vil altid være stolt over min tid der.
    Det Ny Teater vil altid føles som mit andet hjem. 

    Men alle gode eventyr kræver en ændring.

    I takt med jeg har haft ansvaret for alle børnene på Det Ny Teater de sidste 6 år,
    har jeg mærket glæden ved at udvikle, guide og gøre andre til selvsikre performere på scenen.

    Når man arbejder på en scene, er det vigtigt man hver dag er klar til at lave “den bedste forestilling”.
    Det er meget nemt de første gange,
    men når man rammer forestilling nr. 35 skal man arbejde lidt mere for det.
    Især børn der elsker udfordringer, og nye lege,
    skal hele tiden motiveres til at fortælle den samme historie, på en lidt ny men stadig den samme måde.
    Så hjælper nye tanker,nye vinkler, nye udfordringer til at holde historien levende.

    Jeg blev især stolt da Det Ny Teater vandt en Reumert
    for The Sound Of Music igen for 2 år siden.
    De vandt den også 10 år forinden,
    så chancen for at vinde den igen var ret lille.
    Men de nævnte at “børnene var uimodståelige“.
    Så er børn på scenen, ifølge mig,
    kommet et niveau op i performance niveau.

     

    I mange år har mit fokus været på mig selv og mit scenearbejde.
    Hvilke forestillinger kommer næste sæson?
    Hvad kunne min funktion være i de forestillinger?
    Er jeg god nok til at være en del af dem?

    En ordentlig omgang frygt blandet med hjerte, vilje og styrke.

    Min karriere har været fantastisk.
    Jeg er super stolt over alle de produktioner jeg var været en del af.
    Den lille 6 årige dreng har elsket glimmer regnen, musikken og alle eventyrene.
    Faktisk har min rejse været større og længere end jeg nogensinde havde drømt om.

    Hvis man gerne vil læse mine  forskellige CV´er, så tryk her

    Fortiden spiller jeg cowboy i Annie Get Your Gun og kan mærke jeg skal til at sadle om.
    Nu skal jeg følge min nye drøm.

    Jeg skal have helt nye udfordringer, og mærke et helt andet liv.
    Jeg glæder mig!

    Når man arbejder på et teater, spiller man oftes om aftenen.
    Dvs. man kan sjældent ses med dem der ikke laver teater, da de arbejder om dagen.
    Man kommer altid senere til fester.
    Man skal planlægge at se sine venner langt ude i fremtiden.
    Spontanitet er nærmest udelukket, da du skal være frisk til forestilling om aftenen.
    Faktisk er det svært at holde et forhold,
    da det kræver så meget af ens partner at forstå hvorfor man sjældent er der.

    I mange år var teatret, det eneste jeg havde for øje.

    Nu drømmer jeg om at inspirere og guide andre på scenen.
    Jeg drømmer om at se “vild med dans” om fredagen med familie og venner
    og ikke været skåret fra den del af Danmark.
    Jeg glæder mig til at komme til sammenkomster fra starten
    og ikke når alle har skabt deres bånd.

    Men mest af alt drømmer jeg om at skabe en skole,
    for alle der drømmer.

    Jeg har siden jeg var 6 år kendt mine drømme.
    Jeg har mærket min passion og fulgt den skarpt.
    Jeg mærker altid mine behov og følger mine tanker.
    Jeg satser og følger mine instinkter.
    Eller det har jeg især valgt at gøre, de sidste år.

     

    Hvorfor Plan A?

    Jeg snakkede med nogle af mine teater børn om drømme. 
    De inspirerede mig til at kalde min skole Plan A.
    Fordi de i en alder af 14 år snakkede om deres Plan B. 
    Skræmmende at satse på trøste præmien overfor 1. præmien.

    I takt med jeg har snakket og fortalt om Plan A, er flere kommet ud af busken.
    De har altid drømt om at danse, eller har danset og nøjes med Latin mix i fitness World.

    Jeg Drømmer om et sted hvor alle kommer og mærker deres drømme.
    Men passion i forsædet, vilje på passager sædet og frygten på bagsædet.

    Drop tanken om niveau, alder forskrækkelse og lysten til at sætte sig selv og andre i kasser. 

    KOM DANS LEV NYD Mærk FRIHED PASSION og LYSTEN TIL AT VÆRE.

    STYRK KROPPEN, Giv dig selv nogle udfordringer og nye tanker.

    Vigtigst

    Tør du give slip?
    Tør du udvikle dig?
    Tør du give dig en Plan A ?

    Fra Januar er jeg på egne ben.

    Jeg har valgt at satse og følge mine drømme.

    Jeg tror på det gode rene ærlige menneske der drømmer og mærker en passion.

    Læs om Plan A her Måske der er et hold til dig.

    Alle er velkomne. Især hvis de tør!

     

    Hvad er din nye drøm?

     

    Ang. scenen og teatret er det svært for mig at sige helt farvel.

    Måske det bare en pause, hvem ved?

    Annie Get Your Gun er ihvertfald en perfekt måde at slutte et fantastisk eventyr på. 

     

    ©Plan A – Mark Agerskov Dans / Min Nye Drøm

  • jeg vælger – at leve hele mit liv.

    Følelsen af at passe ind og gøre det rigtige styrer mange.
    Hele vores liv bliver vi opdraget til at gøre som forventes.

    Vi er alle født som små individer
    med fokus på vores behov.

    Men vi lærer hurtigt at sætte vores egne behov til side, for at følge en form.

    Formen er det normale.
    Formen er det “rigtige”.
    Formen er det man gør og ikke gør.

    I vores kultur er en bøvs ikke accepteret.
    Det er uhøfligt og ulækkert.
    I andre kulturer er en bøvs tegn på respekt og et godt møde.

    Sjovt at vi bliver ved med at holde fast i ting, bare fordi vi har lært det.

    Vi glemmer at spørge os selv om vores egne behov og grænser.
    Gad vide hvor de ville være, hvis vi ikke var opdraget til at fjerne dem.

    ————————-

    Musik er et punkt hvor vi tillader os at mærke os selv forskelligt.

    Mange har en forhold til en kunster, eller et album, som er noget helt specielt for dem.

    Det er der hvor man mærker sig selv og de følelser man en gang havde eller stadig har.

    Jeg valgte tidligt at musik skulle fylde min hverdag.
    Musik gør mig altid glad og er min bedste ven.
    Jeg ikke bare elsker musik, men er passioneret omkring det.

    Jeg optræder 5 dage om ugen foran et fantastisk live orkester og danser til den vidunderlige musik.

    Fordi jeg valgte at mærke min behov.

    I forbindelse med jeg offentlig gjorde PLAN A,
    har jeg snakket med mange mennesker om deres drømme.

    Flere har givet til kende om ting de nød i deres fortid og deres tanker om at gøre det igen.

    Jeg fornemmer at mange har drømme, som for dem virker fjollet.

    Drømme om at udleve en hobby.
    Drømme om et fristed.
    Drømme om et sted, hvor man kan være nysgerrig og lære en masse.

    Stod det til mig lyttede alle til deres drømme og behov.

    Så mange drømme forbliver drømme pga. opdragelse om at gøre det “rigtige”.

    Det “rigtige” er kun rigtigt, hvis det er rigtigt for dig!
    Vi har et ansvar for at leve vores eget liv, i al sin kraft.

    Jeg lader ikke frygt styre mine tanker og min hverdag.

    I forbindelse med et dejligt besøg fra en veninde og en Gin&Tonic, råbte jeg i min lejlighed 28/7 kl. 23.36

    “Jeg kender ikke til begrænsninger”

    Det føltes så godt at sige at jeg skrev det ned, på min tavle jeg har i køkkenet, og ser på det hver dag.

    Begrænsninger er noget vi giver os selv og lader os styre af.

    Det gider jeg jeg ikke,
    jeg vælger – at leve mit liv.

    Hvad skal der til, for at du lever hele dit liv.

    Jeg ønsker alle mennekser at:
    turde drømme,
    turde elske,
    og turde leve frit.

    Jeg håber du allerede tør livet.
    Hvis ikke,

    hvad skal der så til før du gør det?