HJÆLP! jeg vil stå på en scene

Mange går rundt med drømmen om scenetid. 
Forestillinger om kostumer, historier, mennesker og en masse magi. 
Alle ved, man skal være noget specielt og ville det virkelig meget.
Historier om nåleøjet man skal igennem, får man fortalt om og om igen.

Men hvad kræver det egentlig, for at få sin drøm opfyldt?

På mange måder startede mit scene eventyr meget udramatisk.
Jeg kom med i “Årets Julestjerne” som 6 årig, på “Teater Grob”, som dengang hed “Københavneren”.
Mit drive var tydeligt og min familie bakkede mig op og fandt optagelsesprøven til mig.

Mit held, tænker jeg, var jeg startede på scenen inden jeg blev rigtig bevidst.
For mig var teater sjov, leg og voksne der legede med os.
Det var ikke en umulig drøm,
men noget jeg gjorde og noget jeg kunne lide.

Som 9 årig startede jeg i Teaterbutikken på Vesterbro,
hvor vi lavede så mange improvisations stykker.
Vi lavede vores egne roller, egne stykker,
selvfølgelig stærkt styret af nogle skønne voksne.
Men igen var teater noget vi legede og byggede op sammen.

I mange år forstod jeg ikke, hvad folk mente, når de fortalte hvor svært teater er.
Folk som iøvrigt ikke lavede teater!
Jeg forstod aldrig historien om nåleøjet.
For det var jo tydeligt nogen skulle igennem det nåleøje, og jeg følte jeg allerede jeg var godt på vej.
Jeg havde jo som 14 årig, lavet teater i 8 år.
Så hvorfor skulle jeg ikke blive ved med det,
når nu jeg elskede de udfordringer og lege så meget.

I Danmark kan man heldigvis stadig afprøve en masse forskellige retninger som barn.
Flere steder er der Dramaskoler, hvor man kan stå på en scene og mærke varmen fra lamperne.
Jeg underviser bla. på EventyrTeatret og TåstrupDramaSkole.
Her kan unge lære danse & replikker og mærke samarbejdet ved begge.

Problemet opstår når man er på den anden side af gymnasiet.

-Nu skal der til at tages nogle valg. 

Der er heldigvis en masse skoler, designet til at bygge ens selvtillid og talent op, til en af scenekunst skolerne.
Alle skoler har et stort hjerte for scenekunst og unge talenter med en stor passion.
Der er fokus på daglig træning & opbygning af muskler og teknik.

Men jeg vil faktisk gerne rettet blikket mod dem
der drømmer om scenen.

Jeg har snakket med så mange håbefulde unge igennem tiderne.
Alle spørger om hvad der skal til for at komme op på en scene.
Mange vil have præcise råd omkring auditions og tjekket om deres evt sang & tekst-valg er gode nok.
Jeg bliver især til kontaktet hvis en audition kræver f.eks step,
om jeg ikke lige kan undervise en steptime inden audition.
Det hele er jo super, men arbejdet begynder lang lang tid før.

Mange reality programmer lærer os, man kan opnå hurtig berømmelse.
Koncepterne er overordnet, hvis man bare er sig selv, kan man blive kendt.
Hvilket jeg på en måde er enig i. (Det kommer jeg tilbage til)
Men de glemmer at fokusere på arbejdet, teknikken & håndværket.
Alle programmer er designet for seere kan komme ud af deres dagligdag
og komme tættere på deres drømme, eller andres drømme.
Så griner hele verden af dem der er uheldige ved deres audition, og sætter sig selv lidt højere end dem.
De beundrer dem der kommer langt og hader de dommere, de er uenige med.
Folk i stuerne skaber en mening, og kommer lidt ind i showbusiness på deres egen måde.

Men hvad med arbejdet??

Hvor meget skal jeg gå efter min drøm?
Hvad vil jeg ofre?
Tør jeg gå hele vejen?
En ting er fiasko, den følelse kender de fleste, men tør jeg succes??

De spørgsmål er en gode at starte med at stille sig selv.
Der er ikke forkerte svar,
kun forkert hvis de ikke kommer fra hjertet.

Alles veje og liv er forskellige, men bundet sammen på arbejdet.

Scenekunst er et håndværk.

Du vil ikke nødvendigvis bede din håndarbejdslærer om at sy din brudekjole,
eller din sløjdlærer om at bygge dit hus.
Selvom begge er dygtige inden for deres fag,
leder vi alle efter dem der turde følge deres passion.

Jeg har engang fået fortalt, det tager et halvt år at lære at lave en dobbelt pirouette.
Altså i pæne tal 180 dage.
Dvs 180 dage med målrettet træning og fokus på krop & tanker.
Det tager faktisk også en tømrer ret meget træning at blive så dygtig, så andre folk hyrer ham eller hende.

Vejen til hurtig berømmelse findes ikke rigtig.
Gærdet er superhøjt over det hele.

Hvad gør man så??

Umiddelbart er det jo ikke særlig opmuntrende.

MEN

Hvis man tager sin passion med sig i den ene hånd,
& sit fokus i den anden.
Fylder sin rygsæk rigeligt op med drømme, leg,
mod & kærlighed til livet.
VIGTIGS!
hvis man er sig selv til det yderste,
skal det nok gå.

Hvordan er man sig selv??

-Man kender sine grænser.
-Tør sige JA og NEJ.
-Stoler på livet & fremtiden.
-Tør give slip på sig selv.

Allesammen kvaliteter man ofte finder hos børn.

Fordi jeg startede som 6 årig på scenen,
tror jeg det var nemmere at gå efter drømmen.
Jeg havde tillid til mig selv og mine drømme
og vidste jeg ville knokle hårdt, hvis det krævede det.

HUSK
at mærke dig selv hver dag,
træk vejret
og guldet ligger i stedet imellem at fejle og gøre tingene rigtigt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.