For mange er det at være normal, en forsikring om man er ok.
Så følger man normen, flokken, de andre og står ikke alene.
Jeg ved ikke hvad normal betyder. Jeg ved ikke hvad det er.
Hvornår er man normal?
Hvem bestemmer om man er normal?
Hvis jeg er normal i Danmark, er jeg så også normal i resten af verdenen?
Normal er ligesom helle. Her har man fred. Her har man ly for janteloven og andres undrende blikke.
At blive valideret som normal, er på så uendelig mange punkter en kærlig accept.
Det kommer altid ud af et rent godt hjerte, fordi man ønsker den anden skal føle sig godt tilpas.
Men det er også en vurdering. En andens syn på dig.
Nogle har, som en dommer i “vild med dans” givet dig en karakter.
Måske endda en FLOT 8´er.
Fordi du er jo stadig single og har et “unormalt” liv, men du er normal nok til en flot 8´er. TILLYKKE.
Ligesom ordet “normal”, er der også ordet “perfekt”.
I vores fejlfri kultur, hvor man kan græde over et 10tal, er målet 12 kun perfekt!
Vi søger den perfekte kæreste, de perfekte børn, den perfekte krop, det perfekte arbejde
og ikke mindst det perfekte aktive liv.
På toppen af alt det søger vi det perfekte sociale liv, med de smilende perfekte billeder på alle platforme som bevidner og beviser “det perfekte liv”.
Er der noget galt, kan man bare fikse det!! NEMT! Vi skal allesammen gøres perfekte
Mange af de unge idag er så seje. Mange af dem orker ikke Facebook (Det er for de gamle), de gider tit ikke have et “perfekt” vellingende profil billede. De bestemmer selv og tør godt vise sig fra en ærlig side.
Og spørger du mig, er den skinbarlige sandhed ALTID perfekt.
Hvad der rammer idag, rammer måske ikke imorgen og det er så godt! Det er en udvikling og en rejse.
Ved dyrkelsen af alt skal være fejlfrit, normalt og perfekt overser vi muligheden for nye veje, nye muligheder og vigtigst af alt muligheden for udvikling.
Hvad vil der ske hvis vi tillader fejl?
Allerførst skal det nævnes at jeg aktivt prøver alt nedenstående, men som det menneske jeg er, er alt en proces og jeg skal aktivt minde mig om at bryde vanerne og ændre retning. Jeg tager mig selv dagligt i at lade vanen tage over, men dag for dag kommer jeg langsomt ud af vanen.
Når jeg underviser fortæller jeg tit at “Perfekt” er et bandeord i mit undervisnings rum.
Fordi så kan man næsten kun ramme ved siden af og få en ærgerlig oplevelse.
Vi skal fejle! Vi skal fejle en masse! Ved at turde fejle, kan man komme et mere frit og åbent sted hen.
Fejl er tit forbundet med skam. Man var dårlig, undskyldningerne vælter ind. Man “burde” (“burde” er iøvrigt et andet spændende ord, man kunne overveje at slette) have set den komme, man “burde” have sovet mere, man “burde” have øvet sig mere osv…. Listen af “bør” og “burde” er alt for lang og uinteressant til at fortsætte og snakke mere om.
Men hvordan man griber sin situation, sit liv, sit væsen er vigtigt!
Hvordan man arbejder, tør fejle og tør sætte sig fri, det er interessant. For de åbner et hav af muligheder.
Børn har ofte total adgang til de skamfrie fejl. De er videre og bliver nysgerrige på andre løsninger.
Måske fordi de er under “de voksne” og med sætninger som “De voksne har jo altid ret!”, er de tvunget til at bryde kasserne og tænke større.
Og fordi de heldigvis ikke er bekendt med “normalt” og “Perfekt”, tør de tænke skørt, fjollet og kreativt.
Jeg er ikke en voksen der altid har ret. Og prædker det ikke. Men jeg er en voksen der undersøger, spørger og udvikler mig sammen med andre. Især børn og unge, for deres blik er så upoleret, sandt og ærligt og det kan man kun blive inspireret af.
Desværre møder “de frie børn” voksne der fortæller dem, hvad man normalt gør, hvad der er perfekt og hvilket karakter deres fejl skal have og som tiden går forvandler de sig måske til “en normal fejlfri perfekt voksen”.
Jeg valgte aktivt at gå imod alle voksne autoriteter.
De lærere der ikke stolede på mig, de studievejledere der ville have mig i en anden retning og alle de “haters” der tvivlede på mine drømme.
Men jeg vil gerne sige “TUSIND TAK” til alle dem.
Uden jer var jeg måske endt i vanens magt! Jeg var formentlig blevet en god lærer, der ville vide mere om grammatik end jeg måske gør idag.
Tusind Tak for jeres hårde, nedsættende vurdering af mine drømme. De gav mig brænde på bålet og fik mig til at kæmpe mere, for jeg nægtede og nægter at give jer ret.
“Nobody puts Baby in a corner” og især ikke mig!!!!
Heldigvis havde jeg modet og kampgejsten til at konstant rejse mig og kæmpe videre.
Fordi jeg vidste at den dag jeg ville give dem ret, kunne jeg ligeså godt dø! Det var ihverfald den følelse jeg havde.
Hvad vil der ske hvis vi fjerner “Normal” og “Perfekt” fra vores ordforråd?
Ligesom der en dag, ikke vil være drenge og pige farver, men bare farver og måske ikke mand/kvind men menneske, håber jeg der også en dag vil være et sprog uden at skal vurdere hinanden.
Det kræver nok arbejde.
Men tænk engang….
Tænk hvis man mødte folk rent uden at skulle sætte et label, en kasse på dem,
men griber mennesket præcis der hvor det er.
Tænk hvis køn, seksualitet, religion, ophav var ligegyldigt, men der var fokus på værdier, rejser, udfordringer og drømme.
Tænk hvis vi stedet for at oplyse hinanden om livet, kunne snakke, spørge, undre og inspirere hinanden ind i livet.
Det interessante er ikke når du rammer det der er “perfekt”, men rejsen derhen.
De opdagelser man gør, de erfaringer man er rigere og lykken ved, at man fra start havde et ønske og som rejsen fortsatte og vendte ens syn på alle leder og kanter, endte med et helt andet mål.
Se det er, for mig et drømmescenarie.
Vi rykker os hele livet, hvad der var vigtigt igår er måske ikke vigtigt idag.
Vores følelsesliv forandrer sig og i takt med vi bliver ældre skifter vores drømme farver.
Hvorfor jeg bliver ked af det når jeg bliver kaldt normal?
Fordi jeg ikke er normal og aldrig har været det og jeg bliver det aldrig.
Men det er ikke en sorg. Det er en glæde, fordi jeg er så meget andet. Jeg kunne aldrig tænke mig at være en anden end den jeg er.
Jo mere folk har brug for jeg er som de ønsker, fastlåst i en kasse, jo mere mister jeg glæden ved at være mig.
Vi er faktisk alle meget forskellige, men vi har så travlt med at dyrke sammenligningerne.
For der føler vi os trygge ved os selv og andre.
Spørger du mig, er ingen der er normale, men alle er vidunderlige forskellige.
Alle har deres drømme, deres kampe og deres sejre.
Lad os fejre vores rejser i livet, vores opdagelser og de ting der gør livet svært, sammen.
Man kan måske spørge ind til andres fortællinger, istedet for at tage fortællingen fra dem med en anden fortælling.
Men spørg: Hvordan…. hvorfor….. Hvor….. Hvem ….. osv.
Så kan din fortælling komme lige bag efter og måske for den også plads.
Se, så vil I opleve frihed & udvikling og det er sgu da perfekt!
