Livet skal mærkes, ikke tænkes.

Meget er sket siden jeg sidst har opdateret min blog.
Jeg tog endnu en fantastisk tur til New York, som stod på en masse shows
og drama-, danse- og Floor-Barre®-timer.
Jeg blev certificeret Floor-Barre® lærer for 3. gang og mødte flere fantastiske mentorer inden for Floor-Barre® familien.
Ligesom et Ikea møbel, blev jeg lige strammet op i alle hjørner.

Når jeg vælger at tage timer i min ferie,
handler det ikke om jeg vil arbejde mere, og presse mig selv unødigt.
Tværtimod handler det om jeg vil arbejde mere frit.
Jeg vil tilfredsstille min nysgerrige åbne barnlige side og møde mig selv på ny, bryde min komfort zone og være mere nærværende i mit eget liv.
For at kunne stå autentisk, må jeg selv mærke min frygt,
min usikkerhed og min styrke.

Det at være menneske, for mig,
handler om at give hovedet fri og stole på hjertet og kroppen.
Turde træffe beslutninger baseret på passion og nysgerrighed,
med en indre ro.

Jeg deler tit min beslutningerog tanker op i hovede og krop.
Hvor kommer mine tanker fra?

-I hovedet bor bla. frygten, det rationelle, forvirringen, kontrollen og fortid/fremtid.

-I kroppen bor bla. kærligheden, passionen, nærvær, nutid, nysgerrigheden og kreativiteten.

Alle børn starter livet med at bo og handle ud fra kroppen.
-De reagerer f.eks instinktivt på musik og begynder straks at danse.
-De siger JA til livet og vil målrettet fremad og lære.
Først senere møder de frygten og hvad man må og ikke må.
De begynder at begrænse sig selv.
Lader hovedet tage nogle gode rationelle beslutninger,
som overser hjertets leg og banken.

Som skuespiller stiller man hele tiden sit indre barn til rådighed.
Til leg, umiddelbar betraktning og kreativitet.
Skuespilleren, danseren, maleren, digtereren eller bare mennesket der bor i hovedet er sjældent ligeså interessant som den der bor i kroppen.

Livet skal mærkes og ikke tænkes.

Jeg er blevet efterskolelærer på Sine Efterskole i Sønderjylland.
Det er en sports efterskole, med fokus på udvikling og retning.
Her tager jeg ned torsdage og fredage og underviser i dans på danselinjen og drama på 2 valgfags dramahold.

Danselinjen består af 27 skønne dansepiger, der vil udfordres, lave shows og deltage i konkurrencer.
De møder dagligdagen for en danser og mærker hele tiden deres kroppe.
Mit fokus med dem handler tit om at turde stole på kroppen,
ikke tænke dansen, men mærke dansen i deres krop.
Det er tit en udfordring fordi vores samfund bygger på resultater og karakterer. Men bliver belønnet hvis man har udtænkt et godt resultat eller fundet løsningen på en ligning. Belønning består af et tal, som du på en eller anden måde bliver til.

Dans/livet for mig handler om at turde mærke dagens udgave af sig selv.
Droppe copy-paste af koreografier,
men altid undersøge ens egen nuværende tilstand og danse derfra.

Valgsfags drama kan alle vælge der går i 10. vælge på Sine efterskole.
Undervisningen består af fokusøvelser, sammenholds-øvelser, improvisations-øvelser og konkrete scener fra f.eks serien “SKAM”.

Jeg har undervist i drama i mange forskellige sammenhænge og elsker når mine elever tør sætte sig selv fri, satser at fejle for at risikere at vinde.

Når man har dramaundervisning på en sportsefterskole, handler det ikke om at blive skuespiller. De unges drømme er måske at blive f.eks håndboldspiller eller bare at høre til.

Hvad kan dramaundervisningen så tilbyde på en sportsefterskole?

Idag lever mange unge et liv, med et virtuelt parallel univers.
De unge kæmper med at være gode i skolen og have det fede social- og privat-liv. Derudover plejer de deres kontakter på sociale medier og er tit online for ikke at gå glip af noget. FOMO (Fear Of Missing Out) lever i bedste velgående. Alle selfies, de tager, kommer igennem hele maskineriet af filtre for at kunne fremstå allerbedst på andres telefoner.

Jeg priser mig hver dag lykkelig over jeg ikke havde en mobil da jeg var ung.
Mit første mobil købte jeg som 18-årig, og den kunne kun ringe, skrive beskeder og spille “Snake”. Jeg var 28 år da jeg fik Facebook og hele SOME (Sociale medier) bølgen begyndte.

I starten var det lykken at kunne snakke med gamle venner hjemmefra og følge med i deres liv. Efterhånden kom presset for at være interessant på nettet og tilfredsstille ens venner og følgere.
Parallelt med al det her er der medier som Snapchat. Her passer man sine streaks og deler ud af sine daglige øjeblikke, og gør sig umage, for igen at holde folk til ilden.

Unge kæmper i dag med stress, selvnedbrydende tanker og sammenligner sig med hinanden, på en måde jeg først sent i livet havde mulighed for.
De glemmer at alle andre har den samme usikkerhed og sætter filtret på deres billede, for at blive liket og ikke for at gøre andre usikre.

Mit hjerte bløder for alle dem der kæmper mod sig selv.

Dramaundervisning beder de unge om at være dem de er.
De skal ikke underholde og de skal ikke præstere.

Drama handler om at turde give slip på kontrollen (Hovedet) og komme ned i legen (Kroppen).
De bliver opfordret til at turde have det sjovt og møde hinanden på
fælles – usikre – grund.
De flytter komfortzoner og hepper på hinanden.
Mobiltelefonen er ikke eksisterende og alt handler om det vi skaber sammen nu.
Det bliver en platform til at dele indre tanker og sider af sig selv,
man måske ikke vidste man havde.
Vigtigst af alt er de har øjenkontakt og hjælper hinanden til at komme igennem øvelser.

-Øjenkontakt kommer der mindre og mindre af,
fordi folk har travlt med at se livet igennem deres mobil telefoner.

Kære alle dem der planlægger skoleundervisning for børn og unge.

Man kan ikke sidde på en stol og læse sig til at være nærværende.
-Det kræver du kender dig selv, giver dig selv en ro og stoler på den du er.

Du kan ikke læse dig til at være hele autentiske dig.
-Det skal du opfordres til, mærke over tid og guides til.

Dramaundervisning handler ikke om at blive skuespiller,
men om at kende sine grænser, og undersøge flere sider af sig selv.

Skolen ligger primært vægt på den boglige intelligens,
men der er så mange andre intelligenser  som er vigtige i vores samfund.

Mit arbejde handler det ikke om at være boglig, men om at være den jeg er. Jeg guider andre til at følge deres drømme, deres hjerte og deres passion,
ved at være hele autentiske mig.

Det er ikke alle der kender deres drømme.
Mange skal opfordres til at åbne op, for at finde drømmene, give dem plads, for derefter at kunne sætte fokus på dem og følge dem.

Som dramalærer er mit job er aldrig at dømme og vurdere en perfomance.
Jeg skal opfordre til at åbne op og turde vise noget af sige selv.
Skabe et NU som vi alle er en del af og arbejder ind i.
Mit eget ego tager jeg ikke med ind i lokalet, men lader de unges energi overtage rummet.

Det rum jeg skaber sammen med de modige elever, frigiver grin, forundring og tårer.
Vi tillader os selv at blive emotionelt rørt af hinanden og beundrer konstant hinandens mod til at turde give noget af sig selv.

Kære Folkeskole,
hvornår vælger vi at forme de unge til at være præsic dem de er?
Udfra deres kapacitet, deres intelligenser og deres drømme.

Kære Læser.
Hvad synes du om drama på skoleskemaet?
– Skriv gerne din kommentar i feltet nedenunder.