Kasserne dræber det der er mig!

Kategorisering er et værktøj vi har brugt i mange år.
Man kan vælge en genre (kasse) som man kan lide og surfe indenfor den.
F.eks musik, film, kunst, sport og mennesker.

På den måde,
kan vores hjerne forstå hvad den står overfor.
Skabe en holdning til det, ud fra erfaring,
rygter og eget syn for sagen.

Måske det går langt tilbage hvor alt var delt op i farer & ikke farer.
Altså skal jeg blive, løbe/kæmpe for mit liv eller spille død.
Jeg spiller ofte død.
Vælger ikke kan kommentere og blive usynlig.
Eller det gjorde jeg.

Biblen skriver om mand & Kvinde.

Der er 2 køn ved fødslen Dreng & pige.

Lige fra vi er helt små leder vi, ubevidst, efter de kasser der passer til os.

Altså de samfunds skabte normer og det samfunds defineret syn på retning.
For at overleve i verdenen leder vi alle efter vores kasser.
Vores genre, vores fortælling.
Mange beder til den ikke er alt for speciel,
for tænkt nu hvis ingen vil læse os!

Drenge kassen

Ret tidligt fandt jeg ud af jeg ikke passede så godt ind i drenge kassen.
Et tydeligt minde fra børnehaven var de piger der ikke mente drenge kunne have strømpebukser på.
De fortalte mig med grin og hån, at det jo var pige tøj.

Sådan startede min skam.

En skam og skyld om et ubevidst valg, jeg skulle stå til regnskab for.
Jeg havde ikke ord til at forsvare mig.
På en måde følte jeg også jeg skulle forsvare min familie og deres værdier i deres tøjvalg til mig.
Jeg kunne kun give dem ret, trække halen imellem benene og skamme mig. (pigerne og jeg var formentlig 4 år, og et produkt af samfundets rigtigt & forkert.) Jeg spillede død!

Det var sidste gang jeg havde strømpebukser på.
Jeg nægtede.
Hos min mor turde jeg forsvare mig og stå op for min ret.
Retten til ikke at komme i en forkert kasse. Som andre satte mig i.

For nogle år siden, var jeg med i en kortfilm “Spandex”,
hvor jeg skulle være med i en reklame for spandex bukser (Strømpebukser med print i skinnende glat stof) og derfor have sådan et par på.
Det var på alle måder meget overskridende og jeg prøvede virkelig at skjule den grænse der blev overskredet.
Jeg kæmpede mig i bukserne imens jeg svedte og havde hjertet helt i halsen.
-Måske var det ekstra svært fordi der var påfugle fjer printet på.
De larmede ret meget. Tvang mig ud af en kasse. Hørte pigerne fra børnehaven grine højt og råbe “Pigetøj”.
Uanset kom på og vi filmede “reklamen” der skulle bruges i filmen.
Alt var godt igen og føltes meget lykkeligt.
En komfort zone var udvidet. Tillykke med det! TAK!

Så kom dagen hvor vi skulle se filmen, i Park Bio på Østerbro.
Jeg havde kun medbragt minderne om hvor sjovt det var at filme det. Folkene var både bag og foran kameraet var skønne, og vi delte en masse grin, i det “Jane Fonda aerobic” miljø vi havde skabt.
Med mig som Jane Fonda, altså forrest i midten.

Så da filmen kom op på biograf lærredet og Spandex filmen lagde ud med min røv i påfugle strømpebukser, døde jeg langsomt af skam.
Fanget midt i biografen, iøvrigt med tømmermænd, gled jeg langsomt ned fra sædet og prøvede at være cool, imens jeg ønskede superhelte kraften –
“At kunne transportere mig til en ensom øde ø” hvor jeg kunne dø alene med min skam og skyld.
På en eller anden måde, kom blufærdigheden ekstremt op i mig, og jeg havde “glemt” at skamme mig. Jeg nød at lave filmen, som iøvrigt var mega god, grænsen om strømpebukserne var overskredet.
Så regningen skulle ligesom betales der. Koldt og kontant.
Foran en masse mennesker. og ovenikøbet foran min eks kæreste,
viste det sig så bagefter.

FUCK FUCK FUCK!

Heldigvis var alle pænt ligeglade med mine strømpebukser.
Vi grinte sammen af filmen og snakkede festligt om de gode minder fra dagen.

“Gik du lige ud af kassen der?”

Min stemme lyder på én måde, så mange siger jeg har en “pige stemme”.
-Idag er jeg kommet forbi den skam, at have en “pige stemme” og kan fortælle kærligt at jeg er en dreng/mand med en lys stemme.

Jeg er åbenbart tit på en måde, så andre føler retten til at kommentere det der “falder uden for kassen”.
Kommentarer som :
-Ok hvor feminin er du?
-skru lige ned for bøsseriet.
-skal du larme så meget?
-hvorfor kan du ikke passe ind?
-Kan du ikke tage dig sammen?
-hvor skal du skille dig ud?
– ……………………………….. Osv osv osv

(Fodnote: Alle Queer personer tager sig sammen hver evig eneste dag!!! )

Alle de kommentarer er kommet ud fra situationer,
hvor jeg helt ung, havde glemt alt om “kassen” og nød mit frie liv.
For et moment. Et øjeblik. Jeg fløj og landede hurtigt igen. Lidt hårdt.

Kære dig, der kommenterede på mig.

TAK FOR DE KOMMENTARER!
DE SØRGEDE FOR SKAMMEN KUNNE TAGE MIG
OG FINDE EN KASSE TIL MIG.
Tilbage i kassen med mig!!
Måske låse mig fast!
Så kunne jeg sidde der og skamme mig over at være mig!
Skamme mig over at smage frihed

Forhold.

Ofte er “man” en succes hvis man får en partner af modsatte køn, får børn, får hus, får bil, snakker med om vin, sport og vuggestue plads, og dele syn på økologi, huslån, nye butikker i det lokale storcenter.

Lige hurtigt!

Jeg beundrer alle jer der passer i den model.
Vi skal alle gøre det der er vigtigt for os.
I mange år troede jeg også det var modellen jeg ønskede mig.
Så måske jeg er jaloux eller måske jeg er lettet.
I er heldige, for kassen passer til jer.
Tillykke med det.

Min far fik mig, da han lige var blevet 18 år.
Så det var naturligt for mig at jeg skulle have et barn tidligt.

Fordi verden omkring mig var bygget meget hetero normativt,
vidste jeg ikke man kunne have en mande kæreste
(eller nok drenge kæreste dengang).
Dengang var det ikke en mulighed.
Der fandtes ligesom kun Mand/kvinde og hetero-kassen.
Bøsser fik dengang AIDS og døde, de var skældt ud af mange.
De var unormale og åbenbart promiskuøse.
Når man nu leder efter en lækker kasse at kunne være i,
var det ikke rigtig en mulighed.

Men kassen med pigekærester fungerede heller ikke.
Piger var fantastiske, smukke, dejlige, sjove og meget trygge at være sammen med. De duftede godt, kyssede godt og var altid meget betænksomme.
(Denne generalisering er ment ud fra et kærligt hjerte og syn.
Jeg ved det er en generalisering og beklager hvis den støder nogle.
Men alle de piger jeg mødte, er som tidligere beskrevet).

Af en eller anden uforklarlig årsag var det ikke nok til mig.

Skammen og jeg gik igen hånd i hånd ud i mørket.
I slut 90´erne var mange glade for bøsser.
En veninde fortalte mig endda, at “Bøsser er menneskets bedste ven”.
Menneskets bedste ven!
Altså det er jo super rart at være en ven.
En man kan stole på og en der er der for en og en man kan være der for.
Jeg mærkede med det samme at det hun sagde, ikke føltes rigtig godt.
Men hun holdt stædig fast!
“BØSSER ER MENNESKETS BEDSTE VEN”
Her valgte jeg også at spille død.
Jeg var ikke sprunget ud endnu. Så hun var uvidende om min situation.
Alt smagte lidt dårligt i den sag!
Hvis jeg sagde JA til fyrer,
ville jeg så sige NEJ til at være menneske.
Altså jeg ville takke nej til den kasse og dermed også alle dens rettigheder.
Så kunne jeg sidde der og skamme mig over at have taget et valg og lade mørket æde mig op.

Det var på ingen måde nemt at springe ud.

Min krop og mine drifter ville en ting med kærligheden fra en fyr
og min hjerne var så klar på en lykkelig kasse med børn,
hund og en smuk kone.

Jeg ønskede mere end alt at opfinde noget der kunne gøre mig
ligesom alle andre.
Jeg ville ikke dø af AIDS!
Jeg ville have kærlighed og nærhed.
Jeg vil dele min elskede med hele verden og samle folk til en
kærligheds fest.

Dengang kunne 2 af samme køn ikke blive gift.

5 år før jeg blev født, var det ulovligt for 2 mænd at danse sammen.

Med lidt opstart vanskeligheder og tanker der skulle justeres,
turde jeg endelig være mig selv.
Serier som “Will & Grace” gjorde at man kendte godt til homosexuelle og
så “hvor sjovt de har det”.
Alle var super cool med min nye kasse.
Flere havde forsigtig stillet den klar til mig.
Jeg skulle bare lige selv være klar til at være i den.

IDAG!

Heldigvis er 2021 en helt anden sag.

Jeg gider ikke sidde i en kasse, som er lavet på forhånd af andre.

Der er et kæmpe fantastisk køns- og seksuel-oprør.

KØN & SEKSUALITETER ER FLYDENDE! HUUURRRRAAAAAA

Hvad betyder det?

Det betyder at kasserne skal smadres!
De skal flås i tusind stykker.
De betyder der findes ikke skabeloner på “det rigtige” nogetsomhelst.

Vi skal alle være dem vi er, præcis
når vi er det og med alle dem der vil være det sammen med os.

Når vi tør være os selv,
tør vi også være tydelige og sætte vores grænser.

En nyt hav af kærlighed kan åbne sig og vi kan få lov til at elske hele os selv.

-Hele mit liv har jeg brugt på ikke at passe ind i en kasse.
Hverken når det kom til skole, arbejde, kærester og familie.
-Hele mit liv har jeg brugt på at føle mig forkert.
Fordi jeg har spejlet mig i noget der ikke var mig.
Jeg har villet være noget, jeg ikke er.
-Hele mit liv har jeg følt jeg aldrig var nok.

Selv idag kan jeg skælde mig selv ud for: jeg ikke elsker julen nok, ikke fester nok, ikke drikker nok, ikke dater nok, ikke er der for andre nok, ikke spiser sundt nok, ikke spiser usundt nok, ikke ønsker familie sammenkomster nok, ikke har overskud nok, ikke er mig nok!

Fordi kasserne har regler “og regler skal for guds skyld overholdes”.
Ellers passer du jo ikke i kassen. Og så er du ikke tilstrækkelig nok.

Ønske fremtid

Spækket med angst og skam ønsker jeg en fremtid,
hvor vi har lært vores hjerner ikke at dele ting op,
men ser tingene som de er.

Det er noget jeg øver mig på, hver evig eneste dag,
og jeg falder konstant i fælder og udfordringer.

Men jeg vil lære det!
Så der er plads til ALLE!
Alle mennesker i hele verden

Som “menneskets bedste ven” ønsker jeg,
alle vil være præcis som de er.

Det er sgu da en pride/ en stolthed at fejre.

3 thoughts on “Kasserne dræber det der er mig!

  • Reply Nathali 24/08/2021 at 16:41

    Jeg ELSKER DIG – præcis som du er❤️
    Tak fordi jeg måtte læse med!

  • Reply Elise 25/08/2021 at 20:00

    Elsker, at du tør være ærlig både overfor dig selv og alle andre og tør dele dine overvejelser og tanker med alle os andre.

    Jeg lærte lidt om mig selv i dag. Skal lige tygge lidt på det, men tror det var noget meget vigtigt. Tak

  • Reply Tina 29/08/2021 at 05:32

    Hej Mark

    Det modigste er at turde at være sig selv. Der risikerer man alt. Jeg husker dig som et kærligt, sjovt, eftertænksomt og kreativt menneske. Det fornemmer jeg, du stadig er ud fra dit smukke skriv❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.