Jeg vil ud af dit verdensbillede.

-Hvorfor lytter vi mest på kritik?

Mit navn er Mark Agerskov, og jeg er 40 år.

Jeg ville ønske, at jeg, i min alder,
kunne være ligeglad med, hvad andre tænker og føler om mig.

Siden jeg var helt lille, har mine forældres, min families, mine lærers, mine forbilleders og mine venners holdning
haft en kæmpe indflydelse på, hvilke retninger jeg har valgt i livet.
-Jeg ringer stadig til min mor for råd.

Tit, når vi spørger om råd, er vi sårbare og stiller os åbne, tillidsfulde,
med håb om en god coaching.
Heldigvis kan dem, der kender os godt, se vores verdensbillede
og hjælpe os med at følge den retning, der er vores.

Men desværre tager vi, alt for ofte, imod råd fra folk
der ikke kender hele vores situation.
Råd kan nemt føles som kritik.
Selvom der er en masse rosende ord at samle på, bærer vi dem ikke med os på samme måde,
som vi gør med kritikken og de hårde ord.

Hvorfor lytter vi til kritiken og bærer den rundt med os?

Fra jeg var barn, har jeg altid vidst, jeg ville arbejde med teater.
Min energi var tit højere end andres, og jeg elskede at have et publikum.
Jeg kunne jonglere energien i hele min klasse fra jeg var helt lille.
Jeg endte tit udenfor døren, pga. min charme og lyst til at markere mig.

Mine lærere og studievejledere vidste ikke, hvad de skulle vejlede mig til?
Jeg blev forslået ting i retninger væk fra scenen.
Jeg oplevede en frygt fra deres side om, at jeg kunne klare det liv.
Teatret var det hemmelige liv, kun meget få kunne få adgang til.
Nåleøjet blev præsenteret for mig
med et overbærende smil om,
at jeg nok ikke ville være én af dem.

En kamp blev tændt i de snakke.
Jo mere de tvivlede, jo mere ville jeg på scenen.
Jeg ville bevise, at de ikke havde ret.
Min hær af tvivlere blev større og større.
Bestående af nogle skolekammerater, enkelte familiemedlemmer
og folk, jeg mødte på min vej.
Jeg vidste, hvad jeg ville, og jeg ville gå efter det!

Problemet med overmod er bare,
at det kan ramme dig så hårdt.
Frygten for at fejle vokser.
Mit eneste mål er, at andre ikke skal have muligheden for at sige:

“Hvad sagde jeg”

Selvom alt er sagt i kærlighed fra min “tvivlere”
i frygt for, at jeg skulle blive skuffet eller såret,
så er det altsammen en vurderinger foretaget ud fra deres verdensbillede.
En vejledning baseret på flygtig kendskab til min situation,
og baseret på et begrænset kendskab til min branche, der gør det ud for dårlige 80´er film
om fx fame og berømmelse.
Teaterlivet handler tit om drama, afhængighed og fjendskab i film.

Mit problem var, at jeg kendte min drøm.

Jeg ville have hele pakken, og gerne knokle for det.
Jeg drømte om roller og fantastiske eventyr
om udvikling.
Dans, sang og drama sammen i en pakke,
som kunne føre publikum væk fra problemerne i verden, for en stund.

Min hær af tvivlere dukker stadig op,
i de hårde perioder.

Hvad skal der til, før man accepterer,
at man ikke gav dem ret?

Livet må handle om at finde ud af,
hvem man er helt inderst inde.
Turde sige JA og NEJ.
Turde drømme med stor passion om alt det,
man ønsker sig.

Udfordringen for mig var at lære at sige fra.
Sætte tvivlerne på plads og lade dem mærke min rejse.
Problemet er, at man tager angsten med sig i rejsen,
hvis man ikke står ved sig selv.
Jeg har tit været knyttet til min angst
og frygt for at blive afsløret som talentløs.

Min super søde og dejlig opbakkende mor
måtte i en periode ikke se mine premierer.
Jeg synes, de var alt for sårbare
til også at skulle dele dem med hende.
Min mor er min nr. 1 cheerleader.
Hun siger kun opbakkende ting,
og benytter enhver mulighed for at rose mit arbejde.
Helt fjollet snakker hendes ros ind i min angst om ikke at være god nok.

Man knokler for bekræftelse,
og når man så får den fra det menneske,
der er der allermest for én,
rammer den et sårbart punkt i os.

Angsten er skræmmende tit mit drive.

For 10 år siden, begyndte jeg at få ansvar for børnene
i de forestillinger, jeg lavede.
Jeg fik ansvar for andres oplevelse på
scenen og teatret.
Mit job var at gøre børnene stærke i deres talent,
og give dem tillid til hinanden, de voksne og teatret.
Min “angst” blev placeret i børnenes trivsel.
Pludseligt handlede det ikke om mit ego,
men om deres.
Jeg viede min opgave til,
at børnene skulle elske teatret

I sidste uge kom et interview på facebook,
som jeg havde stillet op til.
Et interview om min karriere og de forskellige trin på min vej.
Selve interviewet gik rigtig godt. Tiden fløj afsted.
Men da det kom op på facebook, mødte jeg igen min frygt for overmod.
Jeg begyndte at tage ting ud af kontekst og kritisere mine valg.

Der gik det op for mig, at vi skal lytte til hinanden

Når vi bærer rundt på al den tvivl,
vi har skulle forsvare,
så frygter vi at mærke os selv.
Nu er jeg 40 år.
Jeg kender godt mine værdier og mig selv.
Jeg stoler på mig selv og på, jeg altid gør mit bedste.
Jeg må godt lave fejl og lære af dem.
Jeg må godt udvikle mig og lære mig selv endnu bedre at kende.

Jeg fik virkelig mange skønne, kærlige tilkendegivelser på interviewet.
Flere rørte mig til tårer og til grin.

Jeg måtte igen vælge at lytte til kærligheden.

Jeg mærker den gode energi og lader den bo i mig

Jeg stoler på mine medmennesker.

Når alle kæmper deres kampe
og møder dig ud fra deres verdensbillede,
er det vigtigt du bliver i dit eget.

Skylder vi ikke vores verden at spille hinanden bedre?

Giv komplimenter til dem, der fortjener det.

Måske også til dem, der ikke fortjener det.
De kan have mere brug for det.

Den positive uopfordrede opmærksomhed giver energi og overskud.

Når du skal give andre råd, så husk at spørge ind til deres rejse
og lær deres verdensbillede at kende.

Vi er alle på den samme rejse i mødet med os selv.

Kærlighed vokser, jo mere man arbejder med den
og især kærligheden til os selv