En ting er ens egne drømme,
men hvordan håndterer man andres drømme?
Drømme som kan være svære at guide i,
og som kræver andres forståelse for dem man holder af.
Vigtigst!
Hvordan finder man balancen imellem at guide og passe på?
Først vil jeg sige, jeg beundrer alle showMoms & showDads. Alle de forældre der planlægger deres tid omkrig shows og andre arragementer. Igennem de sidste 20 år har jeg set familier vente spændt, på deres børn var færdige med at øve eller optræde. Der har altid været en enorm respekt for showbranchen. Så man vil gerne give det, det kræver.
Men hvornår er det for meget??
Når jeg siger jeg beundrer alle showforældre, inkluderer det selvfølgelig også mine forældre.
De havde ikke selv mærket på deres egen krop, hvad det ville sige at brænde for scenetid.
I en alder af 24 og 26 havde de en dreng på 6 år, der elskede teater, danske film og musik og ville give alt for at stå på en scene.
Jeg var med i min første forestilling som 6 årig på Købehavneren i “Årets Julestjerne”.
Mine forældre gjorde alt det de kunne for at bakke mig op.
De sørgede for jeg kom afsted, snakkede med dem der skulle passe på mig,
og lyttede til alle mine tanker og bekymringer om fremtiden.
Måske det på nogle punkter var en gave, de ikke selv havde scenedrømmen.
Jeg er på ingen måde blevet pacet af mine forældre.
Tværtimod, de sagde altid, hvis det var noget jeg ville måtte jeg kæmpe for det.
Det var dog mest i mine teenage år.
De mente min passion og mine drømme skulle bære mig.
Jeg tror på mange måder de ønskede jeg skulle gå i en anden retning.
Ikke fordi de ikke ønskede mig det bedste.
Det har de altid gjort.
Men fordi jeg var på vej ud i et felt hvor de ikke kunne hjælpe mig.
Et felt hvor fornuft sjældent er rigtig fornuftig.
Mine forældre guidede mig til at klare mig selv.
Hvis jeg ville noget, måtte jeg kæmpe for det.
Til tider var det hårdt!
Men i sidste ende vidste jeg,
jeg selv ejede mit talent.
Jeg har siden optrådt i 33 år, på diverse scener, og haft nogle fantastiske eventyr.
Hvis nu jeg mødte mig selv som barn, ville jeg berolige den lille dreng og sige alt nok skal gå.
Opfordre den glade dreng til at opsøge noget mere dans og kæmpe for sin passion.
Mine forældre gav mig det jeg havde brug for:
– En vej ind til arbejdet med mig selv.
– En styrke til at stole på mig selv.
– En base jeg altid kunne komme tilbage til.
Idag er verden lidt anderledes.
Presset på de unge bliver større & større, samt viden og mulighed for scenetid.
Der er mange retninger at gå og et endnu større fokus på talent opbygning.
Nogle forældre leder efter stedet til at give ens barn de rigtige scene oplevelser.
Drømmen om hurtig berømmelse er overalt,
og der kommer stille og roligt mindre fokus på selve arbejdet hjemmefra.
Jeg underviste i 2002-2004 på LEGOLAND ® Show Academy.
Eleverne mødte ind efter skoletid fra 16.30 til 20.30
Her blev de undervist i dans, sang og skuespil og optrådte rundt i hele landet.
Forældre og børn kørte fra det meste af Danmark, for en gratis plads på skolen.
På LEGOLAND ® Show Academy lærte børnene om selvdisciplin, forståelse for andre og scenekunst.
Vi havde 4 grundregler, med en masse underpunkter, som lagde vægt på dannelse og fokus.
På mange punkter blev eleverne udfordret på tid, transport, søvn og deres sociale liv uden for Show Academy.
Men alle forældre vente tilbage og fortalte, deres børn havde forbedret deres skole arbejde.
Interessant at de børn, som knoklede med dem selv, udviklede andre kompetencer.
Kreative sjæle er ofte udfordret i at sidde stille,
men nu var det de børn der tyssede på de andre i deres klassen.
Vi elsker allesamme at gå op i noget.
Vi lever alle for kærlighed, passion og for muligheder.
Mange af de elever der gik på LEGOLAND ® Show Academy lever idag af deres drømme.
De forstod værdien af arbejde,
men måske mest værdien af deres drømme.
De fik en selvtillid til at satse og tro på alt nok skal gå.
Idag er mange af de unge over 30 år.
Jeg elsker at møde dem og høre historier om deres liv og drømme.
Men også om hvordan LEGOLAND ® Show Academy har påvirket dem positivt.
Kære Forældre til Showbørn,
-Husk det er altid jeres vigtigste job at passe på jeres børn.
-Stress er en voksen sygdom, som børn aldrig må få.
-Du må godt blive stolt når dit barn får nogle muligheder,
men husk værdien af arbejde.
-Lyt til jeres børn og mærk deres grænser og vid de selv tit har svarene.
-I har overblikket & livserfaringen, men jeres børn har passionen.
-Søg de muligheder der passer jeres børn bedst.
-Stil spørgsmål, vær nysgerrige og kritiske.
-Tilsidst ligger der et kæmpe arbejde i at lære sine børn at sætte sine grænser.
-Hvis man lærer det, har et motiveret fokus og et stærkt bagland
skal alt nok gå.
