Gør vores “Facebook Avatar” os mere sociale?

  • Er socialkompetencer noget vi alle har ?
  • Er det noget nogle er født med?
  • Er socialt nærvær noget man kan træne og blive bedre til?
  • Hvordan vælger du at opbygge dine sociale kompetencer?

Idag er det nemt at holde øje med hele verdenen hjemmefra.
Vi kan se alle nye opslag på Facebook, følge Trumps sidste tweet og lære hvordan man fixer ting hjemme via tutorials på youtube.
Vi behøver faktisk ikke at forlade vores hjem.
Vi kan, takket være internettet, handle hjemmefra, date hjemmefra og snakke med andre hjemmefra.
Vi kan Skype, Facetime hvis vi trænger til at se et ansigt.
Udover alle overstående lækkerier, kan vi også skrive blog hjemmefra og lade andre vide hvordan vi har det.
Vi kan tilmed give vores mening til kende på alle sociale medier.
Vi opbygger en slags “facebook avatar”, et internet alias,
så man kan sidde i sin sofa, mene en masse ting
og kommentere på andres opslag på sociale medier.

En avatar er en konstrueret udgave af os selv.

Den virkelighed vi vælger at vise andre.
Når vi f.eks tager et selfie, vælger vi at rediger virkeligheden til noget der er mere appetitlig for os selv og for andre.
Vores avatar har følgere og følger andre spændende avatars. Den lever af likes og stort socialt følgeskab. Den har holdning, og bruger gerne farverige ord for at udtrykke den. Alle meninger skal ud. Måske fordi verdenen virker sammensat og kunstig, glemmer den nogle gange at tænke på modtageren og de andre den rammer.

Bag hver en avatar er der et menneske med et bankende hjerte for at blive set, mærket og forstået. Vi søger virtuel øjenkontakt og nærvær.

Vi farar noglegange vild i det parallelle internet univers,
og kan pludselig ikke finde ud af hvad der er avatar og hvad der er os.
Værdier flyver rundt og uden det er meningen,
får vi såret mennesker som vi ikke kender.
Internet universet er pludselig super sårbart og hungrer efter menneskelighed og medmenneskelighed.

Personligt elsker jeg sociale medier.

Mit nysgerrige sind elsker at følge mine venner, kollegere, nuværende og gamle elever og familie for at se hvor de er i deres liv.
Jeg synes det er dejligt at få lov til at skrive blog og dele mine værdier med andre.
Jeg har instagram, snapchat og facebook, og besøger dem nok flere gange om dagen end jeg egentlig har lyst til.
(Det er især skræmmende når ugens skærmtids rapport kommer og man kan se hvor meget tid man har brugt på telefonen og dermed hvor meget tid man har brugt væk fra den virkelige verden.)
Sociale medier gør hele verdenen mindre, og man kan holde øje med alle ens interesse punkter.
Vi ser film, hører musik, bliver klogere, ser verdenen, fanger nyheder, holder os opdateret, skaber minder og køber ting på nettet.

Vi kan styre hele verdenen hjemmefra.

Men hvor skabes menneskelighed?
Hvad skete der med sårene på knæene fordi man kravlede i et træ?
FOMO(Fear Of Missing Out) vokser og vokser.
Fornemmelsen for at kede sig føles evig.
Vi vil konstant stimuleres og bruge vores logiske hjerne.

Da jeg var barn fandtes der ikke mobiltelefoner eller internet
i hjemmene rundt omkring.
Det var en arbejdsluksus, som kun store firmaer havde råd til.

Hvis jeg skulle lege med nogle, måtte jeg ud af døren og ringe på hos mine venner og spørge, måske deres forældre, om de kunne lege.
Her risikerede man en afvisning på stedet, som man godt vidste ikke handlede om en, men om deres situation.
Blev man uvenner foregik det face to face og ikke via det parallelle avatar universet.
Man råbte af hinanden, måske sloges man og efter nogen tid blev man så venner igen.
Vi løb rundt, fandt på fjollede lege og udforskede nærmiljøet for dermed at blive mere bevidste og et skridt mod at blive voksen.
I ferierne hos farmor og farfar var der nogle gange rigtig gode film på DR, og hvis man spurgte sødt og smilede stort, fik man lov til at se denne ene film indenfor i dagstimerne på en sommerdag. Men så var det også ud, så snart filmen var færdig.
Fantastien fik frit løb. Alt føltes levende og som om det ville vare evigt.
Stadig den dag i dag er det en stor del af mine tanker om min barndom.

Idag er det anderledes.
– Ikke bedre, ikke værre, men anderledes.

Jeg elsker internettet og social medier.
Jeg streamer film, hører musik og bruger flittigt alle internettets fordele.
Dette indlæg skal ikke handle om “det slemme” ved nettet.
Men det handler om hvad vi kan gøre, for at blive hele,i et liv sammen med vores facebook-Avatar.

Vi skal lære at se hinanden i øjnene.

Alt for tit, går vi forbi folk på gaden, der efterhånden udvikler en pukkel på ryggen af at kigge i deres telefon, uden at se dem i øjnene.
I jagten på at få mest ud af livet, via sociale medier,
mister vi virkeligheden, der er lige omkring os.
Vi skal lære at trække vejret, helt ned i maven. Turde fokusere på livet nærvær, og mærke vores krop, i dens helt nuværende ærlige tilstand.
Tilsidst skal vi mærke kropskontakt, uden den er sexuel. Når vi krammer, leger, løber, slås for sjovt, klatrer og er fysisk aktive med vores venner og familie, udvikler vi en masse endofiner og føler os mere levende.

Livet må handle om hvordan vi er mennesker. Hvordan vi er sammen med andre mennesker. Hvordan vi passer på os selv og hinanden. Vi husker tit de situationer, som indeholder mødet med andre mennesker, mere end vores rekord i “Candy crush”, eller de karakterer vi fik i skolen.

Der skal skabes drama.

Da jeg var barn skulle vi være kreative med både håndarbejde, sløjd og formning. Der blev sat spørgsmål til vores kreativitet og skabertrang.
Jeg stod på scenen som 6årig og elskede at lege med de andre børn og voksne på scenen.
Mine bedste venner, som jeg har idag, har jeg stået på scenen med som barn/ung og ladet dem se mine styrker og svagheder.

Vi kender hinanden udover ord.

Mange skoler har fokus på dramaundervisningen
og især på samarbejddelen.
Igen handler drama ikke om at skulle være skuespiller eller en “stjerne”. Tværtimod, handler det ikke om den enkeltes perfomance,
men om gruppen som helhed.
En fed dramatime, for mig, er den hvor man har set alle i øjnene,
stået på gulvet med alle og har fornemmelsen for at har bidraget og været en del af et fælles univers.

Hundige lilleskole har drama på skemaet i alle klasser. Jeg har fået lov til at være konsulent og hjælpe på indskoling og mellemtrinnet.
På indskolingen er 0 – 3 klasse blandet og alle står på scenen som skuespillere.
På mellemtrinnet kan man vælge imellem at være skuespiller, band, sanger, lave kulisser eller Pr.
Uanset hvad man vælger er man en del af en helhed som hele skolen bakker op omkring.
Jeg var der første gang i 2011 og har været der hvert år siden.
Jeg elsker at se hvordan eleverne udvikler sig.
Især dem der kommer tilbage og fortæller om hvordan de sidste år var generte, og nu tør de godt give lidt mere af sig selv.

Den handler om at dyrke hvert enkelt barns mod på at bryde det usikre, komfort zonen.
Turde se sine kammerater i øjnene, turde satse, turde fejle og vigtigst turde være en del af en fælles enhed.

Alt det, der i sidste ende skaber sociale kompetencer og vores egen skrøbelige stærke menneskelighed.

I virkeligheden er drama teambuilding og samarbejds-øvelser.
I Stedet for at kalde det drama, kunne man hive elementer ind i f.eks klassens time.
Hvis der er lærere der har brug for inspiration kommer jeg gerne ud og er konsulent.
Jeg kan også, på det varmeste, anbefale alle mine dygtige skuespiller kollegere og musical performere.
Kender du sådan en, så hiv fat i dem og book dem.
De ved, om nogen, hvordan man kan bygge en fælles gruppestemning op.

Man har ikke lyst til at mobbe eller nedgøre nogle man har haft et godt samarbejde med.

Når alt kommer til alt har vi alle mennesker, vi ønsker
nærvær og anderkendelse fra.
– En kollega,
– en chef,
– et familiemedlem,
– en ansatte i butik,
– en kassemedarbejder,
– en fra politiet,
– en sygeplejerske,
– en præst, en lærer,
– en fra kommunen,
– en som vi skal have tillid til, som vi møder en en sårbar situation.

Nærvær handler om samarbejde, anderkendelse, øjenkontakt, sunde aktioner og fornuftige reaktioner. 
Nærvær kræver mod, sårbarhed og åbent hjerte.

Altsammen noget vi desværre ikke rigtig kan lære på vores telefoner, tablets eller computere. 

Sociale kompetencer er nærvær der skal opbygges og opfordres til.
I mødet med os selv, bliver vi bedre til at møde verdenen og andre mennesker.
Vi alle har det i os fra barnsben. men fralægger os det langsomt i forsøget på at passe ind og i frygten for at fejle.
Vores nærvær kommer mest naturligt til udtryk hjemme og i trygge rammer.

Men vi skal bruges turde se hinanden øjnene uden for vores trygge rum.

Tusind tak fordi du læste med.
Du må meget gerne skrive en kommentar i feltet nedenunder.

Del meget gerne og tag alle dem, du synes skal læse denne blog.
Kan deles via Facebook og Twitter ikonet nedenunder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.