En audition situation bliver aldrig rigtig lækker. Man står helt alene med håb, drømme, frygt, forvirring, mod og spænding. Man bruger dagene inden og efter audition, på at overveje sine valg og håbe man ramte “det” de ledte efter. Man tjekker sine mails flere gange i timen og håber man skilte sig ud og var speciel nok til at få et job.

I weekenden var der audition for børn og unge til Musicalen “Annie Get Your Gun” på Det Ny Teater.

Jeg fik igen lov til at hjælpe støtte og guide de unge i deres oplevelser til audition.

At gå til en audition kan på mange måder minde om en eksamen. Man får stillet en opgave og skal løse den, ud fra ens egen kreativitet og tanker.

Men en audition er også en jobsamtale, som kan skaffe en sit drømmejob.

Man ved aldrig hvad der sker til en audition.

Panelet kan bestå af en instruktør, koreograf, teaterdirektør, kapelmester og evt. assistenter.

De sidder alle med fokus på deres opgave og ønsker at tjekke deltagernes evner indenfor deres felt.

Når man går til audition, på en musical, skal man tit forberede en sang hjemmefra. Det kan enten være en teatret vælger eller en selvvalgt sang.

Ofte lærer man også en dans til audition, som man danser i små grupper foran panelet.

Til sidst kan der være nogle replikker man skal sige , ud fra hvilken rolle man søger.

Alle auditions er forskellige! 
Det kommer helt an på hvilken forestilling man sætter op og hvad man søger.

Jeg møder tit frygt omkring en audition.

Der bliver snakket i krogene, panikken spreder sig og energien går på hvad panelet søger.

Men prøv at vende blikket 180 grader.

Hvad søger du?

Hvad vil du være tilfreds med at få?

Spørg dig selv hvorfor du gerne vil have det job?

Hvor langt vil du gå for jobbet?

Hvad vil du ofre?

Al scenekunst er et håndværk.

Dans, sang og drama er noget man lærer sig og praktiserer.

Dans, sang og drama er noget man altid kan arbejde på, og noget man altid kan forbedre og forstærke.

Det er vigtigt man står stærkt med sin håndværk, og praktiserer det med passion, selvværd og selvtillid.

Hvis man er klar til en audition, har forberedt sig, er klar til de udfordringer der kommer, så står man stærkest i sig selv.

Så kan man vurdere om jobbet er det rigtige job til en.

Måske vil frygten forlade en og styrken og selvværdet komme frem.

For mange handler audition om det at blive valgt.

Et udfordret selvværd nyder godt af nogen så noget i en. 

Det kræver mod at skaffe sig et håndværk. Det betyder man har satset på en usikker drøm.

X Faktor lever af de unge, der brænder for at blive opdaget. Man ser, til de første audition, alle dem der ikke tør satse og øve sig, men som håber deres stemme og talent alene vil få dem frem.

Så kommer de klip hvor jantelovs danmark sidder og griner, og er enten enige eller uenige med Blachman.

Mit hjerte bløder for de modige sjæle der tør stille sig op til audition på tv og udstille sig.

De risikerer at falde og fremmede vil have en holdning til deres talent.

Jeg synes alle der går til en audition er modige, satser og tør vise hvad de er lavet af.

Aller vigtigst tør de bryde deres komfort Zone.

Før du går til audition, HUSK:

• Det er vigtigt at sætte sig ind i materialet på den forestilling du søger. Det gælder iøvrigt alle jobsamtaler.
• STOL PÅ DIG SELV! Du kan alt hvad du vælger.
• Øv dig inden. Tag sangtimer, dansetimer, dramatimer og gør dig så stærk som muligt.
• Gå all in og husk man ansætter mennesker. Dvs personlighed også har en betydning.
• Lyt til de mennesker der løfter dig op. Ignorer dem der prøver at pille dig ned.
• Man ved aldrig hvad de tænker i panelet. Så lad være med at prøve at “regne” den ud!
• Træk vejret og ha det sjovt! Alle i panelet kender din situation og har højst sandsynligt selv stået der engang.

Efter audition fik jeg flere gange spørgsmålet fra mine kollegere “Var der nogen gode til audition?”

Hver gang svarede jeg “De var allesammen mega seje!“

Det er lidt sjovt! Det lukkede munden på mine kollegere, der håbede Jantelovens spøgelse ville påvirke mit svar.

Flere vendte øjnene og sagde “Det skal du jo sige!”

Mit svar “Nej, det skal jeg faktisk ikke!“

Jeg hepper på alle der ydmygt tør bryde deres komfort zone, tør bryde med janteloven og som ikke handler på frygt!

Børnene til audition var mellem 6 og 23 år.

Jeg tror der er håb for fremtiden hvis alle tør være så modige som dem.

 For at kunne vælge sin passion må man udruste sig med en ordentlig omgang mod.
Derudover skal man kende sine svagheder og styrker og sørge for dyrke begge.
Alt i alt handler det om at stå som det stærke menneske
du er

Min største styrke som barn var troen på mig selv og lysten til at lave det jeg elskede.

Jeg overhørte folk bekymring når de spurgte ind til mine fremtids-planer.

Jeg fortalte dem stolt om min kommende karriere, som skuespiller, i en alder af 8 år.

Heldigvis var jeg kun et barn, 
så bekymringer lod jeg mine forældre om at have.

Jeg kunne lege, nyde min fantasi og glæde mig til min fremtid.

Jeg gik til teater i Teaterbutikken fra jeg var 9.  Her fik en hverdag fyldt med teater,fantastiske gode venner, masser af teaterlege og danse.

Jeg nød at skabe forskellige universer på scenen.

 Men så bliver man ældre, flytter hjemmefra
og mærker frygten for fremtiden.

Tvivlen begynder at presse på.

Jeg begyndte at lytte til andres frygt, og lod mig rive med.

Selvom jeg stadig havde masser af gå-på-mod, begyndte jeg at tage andres frygt til mig.

I mit fag er det vigtigt at have en “værktøjskasse” med en forskellige kompetencer.
Musical akademiet gav mig, udover en god ballast, en grunduddannelse indenfor dans, sang og drama.
Det var starten på en masse værktøjer
som gav mig styrken til at stå til en audition,
tro på mig selv og arbejde med et materiale.
Værktøjskassen er de sidste 90 %. De første 10 % er talentet der er medfødt.

I andre tilfælde er de 10% der hvor vores nysgerrighed tager os hen.

Det der fanger vores interesse,

måske noget der bliver vores hobby.

 for at mestre et fag kræver det:

en fordybelse.

undersøge et materiale.

 lære faget at kende fra en massse forskellige vinkler.

Især indenfor mit fag bliver man aldrig færdig med at udvikle sig.

Men kan f.eks. altid få en stærkere krop, en smidigere krop, ramme nogle højere toner, synge en anden stilart og man kan altid blive tydeligere i sine valg indenfor skuespil.

Man skal kun vælge kreative fag hvis man vil arbejde for det!

Men er det ikke sådan med alle valg?

Hvem tør vælge livet?

Da jeg sidste år og forrige år tog til New York, nød jeg at tage danse og drama timer.

Jeg blev så inspireret og blev endnu engang mindet om hvorfor jeg elsker mit fag.

Og som Bonus fik jeg den krop jeg altid havde drømt om.

Jeg følte mig som en 19 årig igen.

Gå-På-Modet var for alvor tilbage.

Med andre ord er der ikke en genvej til styrke.

Jeg tror tricket ligger i at gøre de ting man brænder for.

Hvis hjertet er fyldt med spørgsmål lærer man hurtigere og man føler sig 
hel imens man lærer.

Omvendt hvis hjernen og frygten tager over gør man det af pligt.

Passionen kommer i anden række.

Indlæringen bliver svære og tvivlen banker hele tiden på døren.

Dog skal jeg være helt ærlig, og fortælle, frygten selvfølgelig også er en del af min hverdag.

Det tror jeg altid den vil være.

Når man satser og gør noget man brænder for risikerer man også at miste.

Men Jeg tror på, Magien sker udenfor Comfort Zonen og der er mange måder at leve medfrygten på.

Jo stærkere man gør sig, jo lettere er det, at tro på sig selv.

Når tvivlen fylder for meget og tankerne er alt for spredt, er der forskellige måder at komme tilbage på rette spor.

De perioder hvor tingene har føles rigtig tunge vælger jeg at meditere.

Meditation er for mig en måde at nulstille kroppen og hjernen på.

Når myldre-tankerne bliver for meget og man føler sig dårlig til alt det man arbejder på,

hjælper meditation.

Man kommer helt tæt på sig selv og mærker igen sin inderste Kerne.

Jeg faldt over bogen  “Mindfulness” af Bjarne Nybo, med en meditations cd og flere gode

meditations øvelser.

Her blev jeg for første gang opmærksom på værdien af at leve i nu´et .

Jeg blev bevidst om hvor nemt mine tanker flyder og flygter væk fra kernen.

Hjernen er som en muskel der skal trænes dagligt for at ændre gamle vaner og mønstre.

Hvis man gerne vil træne mindfullness og meditation på farten kan  Appen “Headspace” anbefales.

Der er små daglige øvelser, der giver en grundig optræning til meditation.

“Headspace” forklarer grundigt om de fordele og tendenser der er når man mediterer.

Den har nogle gode instruktions videoer som forklarer hvordan meditation virker og fortæller også hele tiden om hvordan hjernen vil flygte.

Men det er et spørgsmål om vedholdenhed og træning.

En Sjov tanke:

Nogle folk mener ikke de har 20 til at meditere dagligt.

Jeg oplever man får frigivet langt flere minutter ved at give sig selv det ekstra fokus!

Har man ikke de første 20 min. bør man måske se lidt på de valg man tager i sit liv.

Hvor mange minutter fylder f.eks Facebook i dit liv??

Efter perioder med daglig meditation har jeg nemmere ved selv at finde min kerne og min styrke.

Svarene på spørgsmål, jeg før skulle mærke efter, kommer hurtigere frem og står tydeligt frem for mig.

Jeg forstår min tanker og kan handle på dem.

Jeg forstår mig!

De fleste tror vi bestemmer over vores krop og hjerne.

Vores egen dagsorden er tit ret hård.

Vi forventer tit ting af os selv vi aldrig ville forvente af vores venner, familie eller af vores børn.

Heldigvis er der mere fokus på at komme ind i vores egen kerne og

stå ved den man er.

Tænk hvor seje fremtiden voksne kan blive.

Hvorfor er det så svært for os, at være
vores egen bedste ven?

Før jeg fandt meditation og mindfullness brugte jeg en coach.

En coach er ikke en psykolog, der arbejder med fortid og traumer.

En Coach ser fremad og hjælper med at opstille et problem, få overblik og finde ind til de svar som ligger i ens egen kerne.

Min fantastiske Coach hedder Anne Muxoll.

Hende kan jeg altid ringe til for at få en coach session og lynhurtigt få svar på mine spørgsmål om
evt fremtidige valg i livet.

Coaching er et fantastisk værktøj til at mærke sin styrke
og få stillet de spørgsmål ens nærmeste enten ikke tør stille eller tænker at stille.

Hver gang jeg har snakket med Anne føler jeg mig klogere og bedre tilpas.
Problemerne forsvinder og man ser kun løsninger.

Jeg tør slet ikke tænke på hvor jeg ville være idag uden de mange coachsamtaler jeg har haft.

Idag er jeg ret god til at selvcoaching.

Jeg kender mine styrker, fjerner lynhurtigt problemerne og fokuserer på de mange løsninger der er.

Lykken ligger i at bryde med sin comfort Zone og prøve noget nyt.

Skabe nye mønstre og handlinger

Idag er jeg stærk fordi:

– jeg er åben omkring min situation.

-bruger meditation, coaching og min dejlige familie og venner til at opretholde min styrke.

– Jeg lytter til mig selv og stoler på mine behov!

-Jeg vælger ikke at leve mit liv i frygt.

Lige siden jeg var helt lille, har jeg haft lysten til at fortælle historier.

Jeg udsatte mine forældre for dans foran sofaen, klædte vasketøjstativet ud til et dukketeater og underholdte hele børnehave-stuen, når vi var på tur og ventede på bussen. Pædagogerne opmuntrede mig til at underholde, og jeg mærkede i en ung alder, at jeg havde et publikum.

Jeg har aldrig været bange for at stille mig frem, og finde på ting at underholde med.

Jeg vidste tidligt jeg ikke var som de andre.

Desværre lyttede jeg til dem der også vidste jeg ikke var som de andre.

Jeg husker de andre børn i børnehaven mente, det kun var piger der kunne have strømpe bukser på.

Det var første gang jeg tvivlede på mig selv. Det var ikke mit ønske at have strømpe bukserne på. Min mor mente de var praktiske og holdte på varmen.

men jeg havde allerede lyttet, og var begyndt at tvivle, og bad om ikke at få dem på igen.

Men på trods af det var jeg stadig ikke bange for at sætte mig selv til skue. I en alder af 4 år var jeg Pippi langstrømpe til fastelavn, med mit eget lange hår som rottehaler.

Vi er i start 80´erne og min far havde haft stort langt krøllet hår, da han mødte min mor.

Jeg husker pædagogerne havde en holdning til mit skulderlange hår, og mente mit hår skulle klippes, efter jeg havde været min første store superseje superhelt Pippi Langstrømpe.

Det handlede ikke om at være en pige. Det handlede om en helt i øjenhøjde, der kunne løfte en hest, var selvstændig og ikke mindst sjov.

Men jeg lyttede til de voksnes mening, og valgte håret måtte ryge.

Jeg fortryder ikke jeg blev klippet. Jeg kan sagtens huske at blive redt om morgenen, og smerten af børsten der gik igennem hårknuderne. På trods af vi lige havde fortalt 70´erne, og langt hår var på mode hos mænd, var jeg ikke identificeret med mit lange hår. Men fordi jeg lyttede til andres holdning, om et hårvalg min mor og jeg havde taget, føltes det pludseligt mærkeligt at jeg havde haft det.

Jeg fortryder jeg handlede på andres mening!

Jeg ville ønske jeg selv havde fået tid til at nå frem til det valg.

Men jeg var fortsat den skøre unge med fuld fart frem.

Min selvtillid fejlede intet, mit selvværd var dog lidt udfordret.

Ove Verner Hansen fik intet valg om at dele scenen med mig, da han optrådte i min morfars sejlklub.

Bånd og Bog var dengang blandt mit yndlings legetøj.

Det var et kassette bånd man satte  i sin yndlings båndoptager, og fandt den tilsvarende bog. Så fortalte fortælleren på båndet en historie, og hver gang man hørte en speciel lyd, som man fik præsenteret i starten af båndet, vidste man at man skulle skifte side. Jeg havde så mange forskellige Bånd og Bog, og ønskede mig  altid flere i fødselsdags- og julegave. Vi er tilbage i en tid, før Dvd´er, BluRay og VHS. Man kunne kun se DR på tv, og en masse svenske kanaler. Så Bånd og Bog var min første udgave af at nyde en historie igen og igen og igen og …….

Når jeg hørte historierne forsvandt jeg ind i den vildeste drømmeverden med Dumbo, Peter Pan og alle Disney Vennerne. En historie tog ca 20 min. Når båndet var færdigt skulle man bare vende det om, så kunne man høre den samme historie igen.

Eventyret om “Bernard og Bianca” der skulle redde Pigen Penny, fra den Onde Madame Medusa, satte nogle følelsesmæssige spor. Udover at være en spændende fortælling, var musikken længselsfuld, sårbar og meget rammende. Jeg havde så mange tanker omkring musikken, og den stemning den bragte med sig. Måske min sympati for lille Penny var lidt for stor, men jeg kunne aldrig høre hendes historie uden at være fanget. Selv når jeg idag hører musikken, kommer jeg helt tilbage i en speciel stemning.

Siden da har musikken været min aller-bedste ven, min store kærlighed, en nysgerrig undren, og en endnu større passion.

Jeg har nærmest grædt af lykke over hvor fantastisk jeg har syntes en sang, eller musik stykke, har været.

Når jeg hører musik føler jeg hele min krop bliver invaderet af toner, stemninger og jeg nyde, hvad det gør ved mig.

En frustration kunne være når andre ikke forstod min passion.

Jeg husker at spille en sang for min mor, forklare hende grundigt om sangen inden, og sidde afventende spændt på en reaktion. Min mor prøvede, som man gør, at anderkende sangen og jeg endte skuffet. Jeg kunne ikke forstå hvorfor hun ikke syntes, den var bare halvt så fantastisk som jeg syntes.

Min mor hørte iøvrigt altid musik da jeg var barn.

Jeg husker lørdage hvor hun gjorde rent og der var musik i hele lejligheden. Rengøring og musik hænger stadig sammen for mig den dag idag.

Dog kan jeg ikke høre musik og f.eks skrive denne blog.

Musikken vil altid stjæle mine sanser og min opmærksomhed, og jeg får ikke skrevet noget. Faktisk finder jeg musikken irriterende og i vejen, når jeg skal koncentrere mig.

Jeg fik tit af vide jeg var doven som barn.

Jeg gad ikke dyrke sport.

Fodbold var dumt, ulogisk og spild af tid.

Hvorfor løber så mange fornuftige mennesker efter én bold. Tag en hver og lad os hygge os istedet.

Hvis jeg skulle røre mig skulle jeg have en ordentlig grund.

Jeg begyndte at spille teater da jeg var 6 år, og startede i Teaterbutikken da jeg var 9.

Teater fik mig op af stolen. Lysten til at lege og fortælle gjorde jeg kunne alt.

Da jeg for alvor opdagede dansen, i en alder af 18 år, blev jeg for første gang opmærksom på min krop.

Jeg havde lyst til at svede.

Jeg blev motiveret til at knokle.

Jeg husker følelsen af at gå i et med musikken og fortælle dens historie. Jeg følte jeg var større end mig. Måske kunne verden komme til at forstå hvordan jeg, dengang og stadigvæk, hører musik.

Da jeg var 18 år så jeg “Miss Saigon” på Østre Gasværk.

Det var min første store musical forelskelse.

“Miss Saigon” er næsten 3 timer lang.

Udelukkende musik til at fortælle en fantastisk tragisk historie.

Jeg lånte musikken på biblioteket, i 2 uger af gangen, og blev dagligt fanget af historien. Lå på sengen og drømte mig tilbage til, jeg så den på scenen.

Det skabte lidt et kaos når jeg, alt for sent, opdagede hvor sen jeg var på den, og måtte spæne ud af døren.

Jeg havde set flere musicals før, og spillet med i  “Grease” i folkeskolen, “Mød mig på Cassiopeia” og “Porgy Og Bess” I Gymnasiet.

Men “Miss Saigon” var en vild oplevelse.

Her var musikken så bærende, så rammende, så dramatisk og jeg forstod den på min helt egen måde.

Stadig i dag bliver jeg ramt af musical forelskelser.

Når jeg har set en musical hører jeg musikken på Repeat, og bliver kastet tilbage til mine oplevelser i salen.

Da jeg selv begyndte at koreografere, fandt jeg ud af en måde at komme på den anden side af min forelskelse.

Hvis jeg havde et musiknummer, jeg ikke kunne få ud af hovedet. Et nummer som jeg konstant ville lytte forelsket til, og som jeg ønskede ville vare forevigt, hjalp det at arbejde fysisk med det.

Jeg ville få mine tanker sat på benene, skabe et univers og prøve at lave, en ligeså fantastisk koreografi, som sangen var for mig.

Først der ville jeg acceptere sangens mysterie og blive “færdig” med den.

Det var mærkeligt at opdage.

 Underligt forløsende.

 Et kærligt farvel til en nysgerrig undren, og en ny historie kunne begynde.

Nu havde sangen og jeg oplevet noget sammen.

Jeg vil altid kunne se tilbage på vores “rejse”, og på de dansere der havde været involveret, og som jeg havde delt min passion med.

Jeg har dog stadig sange jeg ikke har kunnet koreografere til.

Fordi jeg aldrig ønsker at blive færdig med dem. Jeg vil beholde mysteriet, og nyde det uforløste.

Måske de kommer på bordet når jeg bliver voksen nok.

Musikken er min bedste ven.

Musikken er i mine høretelefoner fra jeg forlader min lejlighed, til jeg er fremme et sted.

Jeg vælger musik der passer til mit humør, min stemning og til det sted jeg er på vej hen til.

Da jeg som ung arbejde i Tivoli, stod jeg tit i et lykkehjul i smøgen, lige ved siden af musik boden.

Her kunne man Bla. vinde plader og cd´er. Min store drøm var at arbejde derinde og stå og høre musik hele dagen. Musik som man selv havde valgt. Og ikke være tvunget til  “skønsangen” fra SmugKroens Karaoke anlæg.

Da jeg blev danselærer gik den drøm i opfyldelse.

Nu kunne jeg selv vælge mine sange. Både til opvarmningen og koreografier.

Absolut fantastisk og noget jeg stadig nyder.

Jeg deler min passion med mine elever og oplever de forstår mig.

Musikken hjælper mig og støtter mig.

Når jeg er ked af det gør den mig glad, fordi den tillader at være ked af det.

Når jeg er glad gør musikken mig lykkelig.

Jeg kan høre en sang og huske stemningen i kroppen, fra da jeg hørte sangen første gang.

Jeg genkender tit en sang indenfor de første sekunder.

Når musikken til en koreografi, jeg tidligere har danset kommer på, husker jeg, med det samme, alle trinene derfra

. Også selvom det er mange år siden.

Kort sagt:

Musik er noget jeg aldrig vil leve uden. Musik giver mig følelsen af at være rig. Musikken er Vejen ind til mig. Musikken er min passion!