Jeg vælger – musikken!


Lige siden jeg var helt lille, har jeg haft lysten til at fortælle historier.

Jeg udsatte mine forældre for dans foran sofaen, klædte vasketøjstativet ud til et dukketeater og underholdte hele børnehave-stuen, når vi var på tur og ventede på bussen. Pædagogerne opmuntrede mig til at underholde, og jeg mærkede i en ung alder, at jeg havde et publikum.

Jeg har aldrig været bange for at stille mig frem, og finde på ting at underholde med.

Jeg vidste tidligt jeg ikke var som de andre.

Desværre lyttede jeg til dem der også vidste jeg ikke var som de andre.

Jeg husker de andre børn i børnehaven mente, det kun var piger der kunne have strømpe bukser på.

Det var første gang jeg tvivlede på mig selv. Det var ikke mit ønske at have strømpe bukserne på. Min mor mente de var praktiske og holdte på varmen.

men jeg havde allerede lyttet, og var begyndt at tvivle, og bad om ikke at få dem på igen.

Men på trods af det var jeg stadig ikke bange for at sætte mig selv til skue. I en alder af 4 år var jeg Pippi langstrømpe til fastelavn, med mit eget lange hår som rottehaler.

Vi er i start 80´erne og min far havde haft stort langt krøllet hår, da han mødte min mor.

Jeg husker pædagogerne havde en holdning til mit skulderlange hår, og mente mit hår skulle klippes, efter jeg havde været min første store superseje superhelt Pippi Langstrømpe.

Det handlede ikke om at være en pige. Det handlede om en helt i øjenhøjde, der kunne løfte en hest, var selvstændig og ikke mindst sjov.

Men jeg lyttede til de voksnes mening, og valgte håret måtte ryge.

Jeg fortryder ikke jeg blev klippet. Jeg kan sagtens huske at blive redt om morgenen, og smerten af børsten der gik igennem hårknuderne. På trods af vi lige havde fortalt 70´erne, og langt hår var på mode hos mænd, var jeg ikke identificeret med mit lange hår. Men fordi jeg lyttede til andres holdning, om et hårvalg min mor og jeg havde taget, føltes det pludseligt mærkeligt at jeg havde haft det.

Jeg fortryder jeg handlede på andres mening!
Jeg ville ønske jeg selv havde fået tid til at nå frem til det valg.

Men jeg var fortsat den skøre unge med fuld fart frem.

Min selvtillid fejlede intet, mit selvværd var dog lidt udfordret.

Ove Verner Hansen fik intet valg om at dele scenen med mig, da han optrådte i min morfars sejlklub.

Bånd og Bog var dengang blandt mit yndlings legetøj.

Det var et kassette bånd man satte  i sin yndlings båndoptager, og fandt den tilsvarende bog. Så fortalte fortælleren på båndet en historie, og hver gang man hørte en speciel lyd, som man fik præsenteret i starten af båndet, vidste man at man skulle skifte side. Jeg havde så mange forskellige Bånd og Bog, og ønskede mig  altid flere i fødselsdags- og julegave. Vi er tilbage i en tid, før Dvd´er, BluRay og VHS. Man kunne kun se DR på tv, og en masse svenske kanaler. Så Bånd og Bog var min første udgave af at nyde en historie igen og igen og igen og …….

Når jeg hørte historierne forsvandt jeg ind i den vildeste drømmeverden med Dumbo, Peter Pan og alle Disney Vennerne. En historie tog ca 20 min. Når båndet var færdigt skulle man bare vende det om, så kunne man høre den samme historie igen.

Eventyret om “Bernard og Bianca” der skulle redde Pigen Penny, fra den Onde Madame Medusa, satte nogle følelsesmæssige spor. Udover at være en spændende fortælling, var musikken længselsfuld, sårbar og meget rammende. Jeg havde så mange tanker omkring musikken, og den stemning den bragte med sig. Måske min sympati for lille Penny var lidt for stor, men jeg kunne aldrig høre hendes historie uden at være fanget. Selv når jeg idag hører musikken, kommer jeg helt tilbage i en speciel stemning.

Siden da har musikken været min aller-bedste ven, min store kærlighed, en nysgerrig undren, og en endnu større passion.

Jeg har nærmest grædt af lykke over hvor fantastisk jeg har syntes en sang, eller musik stykke, har været.

Når jeg hører musik føler jeg hele min krop bliver invaderet af toner, stemninger og jeg nyde, hvad det gør ved mig.

En frustration kunne være når andre ikke forstod min passion.

Jeg husker at spille en sang for min mor, forklare hende grundigt om sangen inden, og sidde afventende spændt på en reaktion. Min mor prøvede, som man gør, at anderkende sangen og jeg endte skuffet. Jeg kunne ikke forstå hvorfor hun ikke syntes, den var bare halvt så fantastisk som jeg syntes.

Min mor hørte iøvrigt altid musik da jeg var barn.

Jeg husker lørdage hvor hun gjorde rent og der var musik i hele lejligheden. Rengøring og musik hænger stadig sammen for mig den dag idag.

Dog kan jeg ikke høre musik og f.eks skrive denne blog.

Musikken vil altid stjæle mine sanser og min opmærksomhed, og jeg får ikke skrevet noget. Faktisk finder jeg musikken irriterende og i vejen, når jeg skal koncentrere mig.

Jeg fik tit af vide jeg var doven som barn.

Jeg gad ikke dyrke sport.

Fodbold var dumt, ulogisk og spild af tid.

Hvorfor løber så mange fornuftige mennesker efter én bold. Tag en hver og lad os hygge os istedet.

Hvis jeg skulle røre mig skulle jeg have en ordentlig grund.

Jeg begyndte at spille teater da jeg var 6 år, og startede i Teaterbutikken da jeg var 9.

Teater fik mig op af stolen. Lysten til at lege og fortælle gjorde jeg kunne alt.

Da jeg for alvor opdagede dansen, i en alder af 18 år, blev jeg for første gang opmærksom på min krop.

Jeg havde lyst til at svede.

Jeg blev motiveret til at knokle.

Jeg husker følelsen af at gå i et med musikken og fortælle dens historie. Jeg følte jeg var større end mig. Måske kunne verden komme til at forstå hvordan jeg, dengang og stadigvæk, hører musik.

Da jeg var 18 år så jeg “Miss Saigon” på Østre Gasværk.

Det var min første store musical forelskelse.

“Miss Saigon” er næsten 3 timer lang.

Udelukkende musik til at fortælle en fantastisk tragisk historie.

Jeg lånte musikken på biblioteket, i 2 uger af gangen, og blev dagligt fanget af historien. Lå på sengen og drømte mig tilbage til, jeg så den på scenen.

Det skabte lidt et kaos når jeg, alt for sent, opdagede hvor sen jeg var på den, og måtte spæne ud af døren.

Jeg havde set flere musicals før, og spillet med i  “Grease” i folkeskolen, “Mød mig på Cassiopeia” og “Porgy Og Bess” I Gymnasiet.

Men “Miss Saigon” var en vild oplevelse.

Her var musikken så bærende, så rammende, så dramatisk og jeg forstod den på min helt egen måde.

 

Stadig i dag bliver jeg ramt af musical forelskelser.

Når jeg har set en musical hører jeg musikken på Repeat, og bliver kastet tilbage til mine oplevelser i salen.

Da jeg selv begyndte at koreografere, fandt jeg ud af en måde at komme på den anden side af min forelskelse.

Hvis jeg havde et musiknummer, jeg ikke kunne få ud af hovedet. Et nummer som jeg konstant ville lytte forelsket til, og som jeg ønskede ville vare forevigt, hjalp det at arbejde fysisk med det.

Jeg ville få mine tanker sat på benene, skabe et univers og prøve at lave, en ligeså fantastisk koreografi, som sangen var for mig.

Først der ville jeg acceptere sangens mysterie og blive “færdig” med den.

Det var mærkeligt at opdage.

 Underligt forløsende.

 Et kærligt farvel til en nysgerrig undren, og en ny historie kunne begynde.

Nu havde sangen og jeg oplevet noget sammen.

Jeg vil altid kunne se tilbage på vores “rejse”, og på de dansere der havde været involveret, og som jeg havde delt min passion med.

Jeg har dog stadig sange jeg ikke har kunnet koreografere til.

Fordi jeg aldrig ønsker at blive færdig med dem. Jeg vil beholde mysteriet, og nyde det uforløste.

Måske de kommer på bordet når jeg bliver voksen nok.

Musikken er min bedste ven.

Musikken er i mine høretelefoner fra jeg forlader min lejlighed, til jeg er fremme et sted.

Jeg vælger musik der passer til mit humør, min stemning og til det sted jeg er på vej hen til.

Da jeg som ung arbejde i Tivoli, stod jeg tit i et lykkehjul i smøgen, lige ved siden af musik boden.

Her kunne man Bla. vinde plader og cd´er. Min store drøm var at arbejde derinde og stå og høre musik hele dagen. Musik som man selv havde valgt. Og ikke være tvunget til  “skønsangen” fra SmugKroens Karaoke anlæg.

Da jeg blev danselærer gik den drøm i opfyldelse.

Nu kunne jeg selv vælge mine sange. Både til opvarmningen og koreografier.

Absolut fantastisk og noget jeg stadig nyder.

Jeg deler min passion med mine elever og oplever de forstår mig.

Musikken hjælper mig og støtter mig.

Når jeg er ked af det gør den mig glad, fordi den tillader at være ked af det.

Når jeg er glad gør musikken mig lykkelig.

Jeg kan høre en sang og huske stemningen i kroppen, fra da jeg hørte sangen første gang.

Jeg genkender tit en sang indenfor de første sekunder.

Når musikken til en koreografi, jeg tidligere har danset kommer på, husker jeg, med det samme, alle trinene derfra

. Også selvom det er mange år siden.

Kort sagt:

Musik er noget jeg aldrig vil leve uden. Musik giver mig følelsen af at være rig. Musikken er Vejen ind til mig. Musikken er min passion!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.