Jeg vælger – mig!

Mit Navn er Mark Agerskov.

Jeg er idag 39 år.

Jeg har arbejdet professionelt med dans, sang og drama siden jeg var 23.

Jeg startede på scenen som 6-årig.

Min familie kunne ikke undgå min konstante trang til at fortælle historier, til at være i fokus, og til at bruge min fantasi.

Jeg var med i et julestykket “Årets Julestjerne”, på det teater,der dengang hed “Københavneren”.

“Årets Julestjerne” var et familie drama om en julemåned. Jeg var så lille og stykket var vidst ikke rigtig noget for børn. Så jeg så aldrig selv stykket. Men scenografien var en stor julekalender, med låger, som vi børn kom ud af. Så var vi enten Nisser, Lucia optog eller andet godt fra julemåneden.

Hver aften kom en kendt skuespiller forbi med et indslag til forestillingen.

Så stod vi børn glade og spændte, efter forestillingen, og fik autografer og snakkede med de besøgende skuespillere. Stemningen var fantastisk og vi var meget imponeret over dem vi havde mødt.

Det møde jeg husker bedst var med Ove Srogøe. Da min far fik af vide Ove skulle være aftenens kendte skuespiller, fortalte han stolt at jeg var en stor fan af ham og alle hans film. Det overhørte en af de andre børn, som fortalte det til Ove, da vi stod og fik autografer. Jeg var naturligvis ved at dø af skam, men Ove vendte sig mod mig og sagde:

” Jeg er også en stor fan af Mark”.

Der vidste jeg, at jeg havde fundet min hylde i livet.

Lykken ville ingen ende tage.

Idag, 32 år efter, har jeg været uddannet musical skuespiller i 10 år.

 Jeg har fået mange scene drømme opfyldt.

 Danset til min yndlings musik.

 Steppet sammen med 20 kollegere i 8 min. lange finalenumre.

 Jeg har stået i fantastiske kostumer i smuk scenografi.

Jeg har konstant nevet mig i armen for at mærke om det var en drøm.

Jeg står længst til Venstre med den høje hat på. Billedet er fra Crazy for you, Det Ny Teater 2013

Mit drive til at være hvor jeg er idag, har været alle dem der fortalte mig jeg ikke kunne nå mine drømme.
Jeg husker klassekammerater der grinede af mig.
studievejleder der bekymrede  vejledte mig i en anden retning.
Hverken folkeskolen eller gymnasiet kunne hjælpe mig med mine drømme.
Jeg hørte konstant historien om det lille nåleøje, der er så svær at komme igennem.

Men hver gang tænkte jeg, nogen skal jo igennem det nåleøje. så hvorfor ikke mig?!

 

Jeg mødte for 19 år side en dame på en cafe.

Jeg var med i en Teater-gruppe, og vi optrådte på cafeen, hvor hun sad og nød vores energi.

Jeg faldt i snak med hende, 19 år og fuld af gå-på-mod.

Hun lyttede på mine drømme om scenekunstens vej.

Hun kiggede på mig og forklarede;

 Det du har er talentet, det er 10 %. De resterende 90% skal der arbejdes for.

De ord har jeg haft med mig hele vejen. Især i de hårde tider hvor man skulle minde sig selv om passionen og drømmen.

Jeg har også haft ordene med i de gode tider, hvor benene skulle tilbage på jorden.

Talentet er man født med. Talentet  udgør 10 %. Man kan sige de på en måde er gratis. Man har ikke gjort noget for at have det, andet end at mærke det, tro på det og vælge det. Derefter kommer arbejdet mod de 100%.

Jeg tror ikke en kunstners arbejde kan gøres op i procent. Jeg tror aldrig man når 100%. I det øjeblik man er bevidst om man har ramt de 100%, tænker jeg man ikke længere er en søgende kunstner.

Men jeg var matematisk student i gymnasiet, og procent regning passede ganske glimrende i min, til tider, ocd agtige hjerne.

Men det jeg tog med mig var, selv med et talent, kan man ikke komme udenom at skulle knokle. Så det arbejde startede for alvor der.

I gymnasiet overvejede jeg at læse til Folkeskolelærer.

Jeg kunne godt se mig selv som underviser, guide børn og unge, og nyde lidt scenetid foran en klasse. Så jeg aftalte med min studievejleder i Gymnasiet, at det ville jeg selvfølgelig læse. Efter jeg igen havde siddet og nikket og hørt om, hvor svært det var at blive skuespiller.

Jeg gik dog ud derfra lidt forvirret, og lavede en anden aftale med mig selv.

Jeg ville fortsat søge mine scenekunst drømme og give mig selv friplads, indtil jeg var 28 år.

Hvis jeg som 28 årig ikke var kommet videre, vil jeg da søge ind på lærerseminariet. Komme ud som nybagt lærer som 32-årig og dermed nyde min plads.

Men min Plan A var at gå efter drømmen, og give det et ærlig skud.

Et 100% skud!

Plan b, var ikke en mulighed.

Da jeg var 28 år var jeg færdig uddannet musical perfomer fra Det Danske Musical Akademi og slet ikke klar til at læse til lærer.

 Tværtimod jeg var klar til at prøve kræfter med al min nye viden og fortsat arbejde videre mod de 90%.

Det jeg er allermest stolt af, er jeg IKKE lyttede til alle dem, der prøvede at få mig væk fra det, mit hjerte brændte for. Jeg er stolt af jeg mærkede mig selv, valgte arbejdet mod de 90 %, og modbeviste alle tvivlerne.

Kunst vil altid være  flygtigt, for vores veluddannede studievejleder og uddannelses instutioner.

Det undrer mig at man ikke åbner op for en dialog omkring kreative uddannelser, og finder en god måde at guide unge ind i scenekunsten.

Det er en hård branche.

Men er man født til den, er det endnu hårdere ikke at være i.

For mig er det vigtigt at få stærke hele folk op på scenen. Så scenemiljøet kan udvikle sig og blive det fantastiske frirum det er og som det er tiltænkt at være.

Kunst er vigtigt!

Kunst er prioteret af mange!

Kunst er et håndværk!

Jeg bruger kunst til at mærke livet, mærke Nu´et, men mest til at mærke   MIG!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.